Steffen W. Frølund svarer
Rasmus StoklundHvilke administrative byrder vil det påføre bogbranchen at fjerne moms på bøger?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Vil ministeren redegøre for, hvilke administrative byrder det vil påføre bogbranchen at fjerne moms på bøger? Ministeren bedes også redegøre for, om boghandlere skal til at opdele alle deres aktiviteter henholdsvis i bogsalg og så i alt andet, såsom brætspil og skoleartikler?
Indledningsvis vil jeg gerne bemærke, at det er centralt for regeringen at gøre danskernes hverdag bedre og billigere. Med finanslovforslaget foreslår regeringen en række markante lettelser i skatter og afgifter. Samlet indebærer initiativerne på finanslovforslaget for 2026 lempelser af afgifter og skatter for cirka 9 milliarder kroner i 2026.
Et af initiativerne er indførelse af nulmoms på bøger. Det er vigtigt for regeringen at styrke formidlingen af litteratur til børn, unge og voksne ved at gøre det billigere at købe bøger. Derfor vil regeringen fjerne momsen på bøger, herunder trykte bøger, e-bøger og lydbøger.
Indførelse af nulmoms på bøger vil betyde, at salg af bøger ikke længere skal pålægges moms, og at sælgerne bevarer deres nuværende fradragsret for moms på indkøb.
Nulmoms på bøger vil således betyde, at virksomheder, herunder forlag, der udgiver eller importerer bøger, ikke længere vil skulle betale 25 procent moms af deres salg, men i stedet vil skulle betale lønsumsafgift på 3,54 procent af salget af bøger. Tilsvarende gælder allerede for virksomheder, der udgiver eller importerer aviser, da aviser er omfattet af nulmoms.
Virksomheder, der udgiver eller importerer bøger, må derfor forventes at få visse omstillingsomkostninger i form af justeringer i deres bogførings- og faktureringssystemer. Systemerne vil således skulle kunne håndtere et salg uden moms, men med uændret fradragsret, ligesom der skal opgøres lønsumsafgift i stedet for moms.
Virksomheder, der sælger bøger, herunder boghandlere, må forventes at få såvel omstillingsomkostninger som løbende omkostninger, da de fremover skal sælge bøger uden moms. Virksomheder, der i forvejen sælger aviser med nulmoms, skønnes ikke at ville få nævneværdige omkostninger som følge af indførelse af nulmoms på bøger.
Mere konkret skal boghandlere således fremover opdele deres salg i varer, der skal betales moms af (som brætspil og skoleartikler), og varer, der ikke skal betales moms af (bøger og aviser).







