Bliv abonnent
Annonce
Mikkel Bjørn
svarer
Jakob Engel-Schmidt

Skal der sættes en politisk stopper for folkebibliotekernes praksis, hvor bøger destrueres?


Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Kulturudvalget, Spørgsmål 2

Er ministeren villig til at sætte en politisk stopper for folkebibliotekernes praksis, hvor velfungerende bøger destrueres, før de er forsøgt solgt eller videregivet til borgere, antik­variater, skoler og foreninger?

Og vil ministeren love, at flere bøger fremover finder nye læsere – og færre finder vej til makulatoren?

Svar fra onsdag den 5. november 2025

Bøger er til for at blive læst. Bogen er måske vigtigere end nogensinde i takt med, at skærmene vinder frem, at omfanget af mis- og desinformation er stigende, og at påvirkningskampagner er en integreret del af krigsførelsen i et radikalt ændret og forværret trusselbillede. Bibliotekerne har en vigtig rolle at spille i forbindelse med at stille bøger til rådighed. Det synes jeg er helt essentielt, når vi taler om åndelig oprustning.

Det betyder ikke, at alle biblioteker skal have alle bøger stående altid. Det har vi simpelthen ikke plads til. Og nogle bøger bliver forældede eller slidte. Bibliotekernes bogsamlinger skal være aktuelle og relevante, og derfor skal bibliotekerne naturligvis stå for at vedligeholde deres bogsamlinger. De skal ikke bruge penge og ressourcer på at skabe plads til og opbevare en samling af bøger, der ikke bliver lånt ud.

Jeg kan kun opfordre kommunerne og de enkelte biblioteker til at gøre, hvad de kan, for at bøger, der ikke længere udlånes, kan blive genbrugt og sekundært genanvendt i størst muligt omfang.

Jeg har indhentet bidrag fra Slots- og Kulturstyrelsen vedrørende bortskaffelse af bøger hos folkebibliotekerne, og Slots- og Kulturstyrelsen oplyser følgende:

"Biblioteksloven regulerer ikke kassation af bøger, og der er ej heller vedtaget nationale retningslinjer herfor. Styrelsen er ikke i besiddelse af data om bibliotekernes bortskaffelse af bøger.

Afgang og tilvækst af materiale, herunder bøger, indberettes af folkebibliotekerne til Danmarks Statistik. Ifølge Danmarks Statistik udgjorde den samlede bogbestand i 2024 12.105.495 bøger, tilvæksten var 971.247 bøger og afgangen 1.068.552 bøger.

Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at driften af det enkelte folkebibliotek lever op til lovens krav. Det enkelte folkebibliotek har deres egen kassationsstrategi som en del af den samlingspleje, som skal sikre, at bibliotekssamlingen vedvarende kan leve op til bibliotekslovens kriterier for materialevalg med krav om kvalitet, alsidighed og aktualitet, jf. biblioteksloven § 2, stk. 1. Det er op til kommunerne at beslutte, hvordan de sikrer, at lovens krav til materialesamlingen efterleves, og i hvilket omfang kassation er en nødvendig del af samlingsplejen for at skabe plads til nye bøger.

Ved kassation af materialer foretager folkebibliotekerne en vurdering af, hvorvidt en bog skal gøres til genstand for recirkulation før bortskaffelse. Recirkulation sker eksempelvis gennem løbende bogsalg/bogsalgsarrangementer, bortgivning til borgerne, donationer til udvalgte institutioner (herunder samarbejde med eksempelvis børne-, unge-, og socialforvaltninger ift. skoler, daginstitutioner og fængsler mv.), foreninger o.a.

Tilgangen til recirkulation bestemmes kommunalt, eksempelvis med overvejelse af hensyn til det lokale erhvervsliv for at undgå konkurrenceforvridning samt økonomisk effektivitet, blandt andet under hensyn til, at enhver håndtering af bøger til recirkulation også indebærer en udgift i form af klargøring til recirkulation.

Det bemærkes, at ved kassation af bøger skal de almindelige regler for bortskaffelse af materialer påses.

Det skal desuden bemærkes, at de danske folkebiblioteker vil kunne fremskaffe en given bog gennem lånesamarbejdet med landets øvrige biblioteker. Den kommunale folkebibliotekssamling suppleres således af alle øvrige samlinger. De kommunale samlinger har aktualitet for øje jf. biblioteksloven, mens Det Kgl. Bibliotek har den kulturbevarende forpligtigelse." Jeg henholder mig til oplysningerne fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026