Mette Abildgaard svarer
Peter HummelgaardHvordan kan en facebookgruppe med kriminelle få lov til at eksistere?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Vil ministeren svare på, hvordan det kan gå til, at en facebookgruppe med næsten 25.000 medlemmer, hvor kriminelle i fuld åbenhed handler med gældsbreve, forfalskning af straffeattester, narkotika, slankemedicin og handicap-skilte til parkering, kan få lov at eksistere i over to år uden at blive lukket, og hvorvidt politiet er bekendt med gruppen og har bedt Meta om at få den lukket?
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har indledningsvis oplyst, at NSK på anmodning fra politikredsene kan række ud til sociale medieplatforme og gøre dem opmærksomme på, at der er sket en overtrædelse af den danske lovgivning og eventuelt platformenes egne interne retningslinjer med henblik på eksempelvis lukning af profiler, grupper mv.
NSK har ikke tidligere modtaget anmodninger om lukning af den nævnte facebookgruppe. NSK har i anledning af spørgsmålet anmodet Facebook om at lukke den pågældende gruppe.
NSK skal dog generelt bemærke, at det ikke er NSK’s erfaring, at denne type anmodninger efterkommes. Det er således NSK’s erfaring, at fjernelse af indhold kræver, at Facebook anser det pågældende indhold for en overtrædelse af platformens egne retningslinjer, og det kan være vanskeligt i facebookgrupper, hvor det ikke er udelukket, at der også foregår legale aktiviteter.
NSK arbejder kontinuerligt på at udvikle samarbejdet med sociale medieplatforme og er i den forbindelse i løbende dialog med bl.a. Meta.” Det er både dybt bekymrende og helt uacceptabelt, hvis en facebookgruppe med titusindvis af medlemmer over længere tid kan fungere som en åben markedsplads for alvorlig kriminalitet. Sociale medieplatforme må ikke udvikle sig til frirum for handel med narkotika, forfalskede dokumenter og andre ulovlige ydelser.
Som det fremgår af politiets udtalelse, kan det være vanskeligt at få techgiganter til at fjerne ulovligt indhold fra deres platforme. Det er selvsagt ikke godt nok. Når myndigheder eller andre gør opmærksom på muligt Side 2/3 ulovligt indhold, bør der efter min opfattelse ske en hurtig, konsekvent og effektiv reaktion fra tjenesteudbydernes side.
Jeg har løbende været meget optaget af at sikre, at tech-giganterne tager et langt større ansvar for det indhold, som deles på deres platforme. Det er bl.a. derfor, at jeg 20. september 2024 og 9. december 2024 sammen med flere af mine nordiske justitsministerkolleger har afholdt møder med repræsentanter fra Google, Meta, Snapchat og TikTok om misbrug af digitale platforme til organiseret kriminalitet, herunder rekruttering af børn og unge. Derudover afholdt jeg 3. oktober 2025 et møde med en række tech-virksomheder og børneorganisationer om, hvordan spredning af materiale med seksuelt misbrug af børn mere effektivt kan bekæmpes online.
Jeg vil fortsat arbejde for, at tech-giganterne i langt højere grad end i dag lever op til det ansvar, der følger med deres rolle som forvaltere af vores fælles digitale kommunikationskanaler.







