Naturbeskyttelse.dk: Udtagning af landbrugsjord kan blive truede arters redning

Af Peder Størup
Naturbeskyttelse.dk

Socialdemokratiet har fat i et af de helt rigtige værktøjer med forslaget om udtagning af landbrugsjord som beskrevet her.

Det er ubetinget afgørende, at jord kommer ud af drift, hvis vi skal løse nogle af de alvorlige problemer, vores natur og arterne er endt i.  Vi er i en situation i dag, hvor arterne praktisk talt står med "ryggen mod marken". De har ingen steder at flygte hen, og de arealer, de fortsat holder stand på, belastes ofte af næringsstoffer fra de nærmeste marker og stalde.

Virkeligheden er også, at arterne kan nå at uddø mange gange, inden vi får bremset følgerne af CO2- udslippet. Derfor er mere plads så vigtig for naturen.

Natur er nøglen til at løse mange problemer. Natur forurener ikke med pesticider og næringsstoffer. Natur deponerer CO2, og naturarealer holder langt bedre på vandet end intensivt dyrkede marker, hvorved oversvømmelser begrænses. Og så er vand fra naturarealer rent.

Der er altså en lang række betydelige samfundsgoder forbundet med udtagning af landbrugsjord. Men der er også en række væsentlige problemstillinger, der skal tages højde for, hvis vores vilde arter skal få glæde af udtagningsværktøjets fulde potentiale.

Bekymringen er, at vi får udtaget næringsbelastede og CO2-forurenede marker, mens de naturarealer, som virkelig trænger til udtagning omkring sig, bliver glemt.

Peder Størup
Naturbeskyttelse.dk

De tørre arealer skal i spil
Oversvømmes naturområderne i ådalene med næringsbelastet vand, får man ikke de artsrige levesteder, vores arter mangler; men ådale med få, næringsdominerende arter.

Opgaven med at begrænse næringsstofforureningen bør derfor ikke løses i ådalene, men allerede før næringsstofferne når dem. Denne erkendelse er vigtig, så vi som samfund ikke ender med at bruge krudt og midler på udtagning, uden at det lykkes at hjælpe vores trængte arter.

Skal udtagningen begrænse artstabet, er man nødt til at se ud over den våde og lave del af ådalene, da mange af de mest truede arter lever på skrænterne ned til ådalene og i de kildevæld, der udspringer højere oppe.

Skal man virkelig flytte noget, skal de tørre arealer, der støder op til ådalene også i spil.

Eksempelvis nogle af de flade arealer ovenover selve skrænten ned til ådalen eller sideslugterne.

Udtagning af et markareal op til et overdrev vil give rigtig god mening, da det giver arterne mere plads og flytter belastningen fra selve markdriften længere væk fra naturarealet. Det giver også variation i naturområdet.

Når det er for tørt, kan arterne bevæge sig ned i ådalen, og når det er vådt, kan de bevæge sig op på skrænterne og de tørre arealer over dem. Variation vil også gøre det lettere at iværksætte ekstensiv naturforvaltning af områderne med større dyr.

Man skal også huske på, at det vand, der falder på de tørre arealer, er det vand, der løber ned over skrænter eller via jordlagene ender i vældene, de små vandløb, engene og moserne. Falder regnen på intensivt dyrkede marker, vil den trække pesticider og næringsstoffer med sig, men falder den på naturarealer, vil vandet være rent, når det når grundvandet, ådalen og vandløbet.

Tag udgangspunkt i overlevelsesmulighederne
Hvis de truede arter skal hjælpes, er det bydende nødvendigt at begynde fra den ende af, hvor de lever - og hvor der er en trussel mod dem.

Tre procent udtagning kan gøre en forskel, men det bliver afgørende, at udtagningen bygger videre på det lille artsrige naturareal, hvor arterne stadigvæk holder stand. Det er herfra, de skal sprede sig til resten af ådalen.

Der bør som nævnt ikke tages udgangspunkt i, om arealet er vådt eller tørt, men alene i, hvordan overlevelsesmulighederne for arterne forbedres. Kort sagt: Sikre dem plads, så de selv kan vende tilbagegang til fremgang.

Har man små lommer af §3-natur og skov liggende tæt på hinanden, men opsplittet af marker, skal sammenhængsvirkemidlet i spil med det samme. Det er væsentligt, at man ikke glemmer arterne for ønsket om større sammenhængende ådale.

Det vigtigste er at redde arterne fra at uddø lokalt og regionalt. Nogle steder giver det mening at satse på de store arealer, men rigtig mange steder er det brandmandens lov, der skal tages udgangspunkt i.

Gul bjørnesvirreflue med det latinske navn Arctophila bombiformis er en af de arter, der har brug for de blomstrende ådale. Selv om den for de fleste vil ligne en humlebi, så er det faktisk en stor flue, kamufleret som en stikke-bi. Foto: Peder Størup

Fare for fokus på mennesker
Forslaget om udtagning er som nævnt det helt rigtige, men bekymringen er, at vi får udtaget næringsbelastede og CO2-forurenede marker, mens de naturarealer, som virkelig trænger til udtagning omkring sig, bliver glemt.

Der er en fare for, at vi bliver for fokuseret på, hvad der gavner os mennesker, og at arterne så bliver klemt og glemt i de prioriteringer, der følger.

Så opfordringen herfra er:

1. Optimer forslaget, så det kommer vores truede arter mest muligt til gavn.

2. Lav en tilsvarende jordreform, men med det eneste formål, at udtagning skal hjælpe naturen og arterne mest mulig.

3. Afsæt midler, så viden om arternes levesteder og behov for beskyttelse styrkes, og kanaliser udtagningen derhen, hvor behovet er størst. Sjældne arter + trussel = udtagning.

4. Fritag naturarealer for beskatning, så den økonomiske byrde ved at have natur lettes, og det bliver mere attraktivt at udtage dårlig jord. Det vil komme både landmand og natur til gode.

5. Sørg for sikring af, at landbrugsstøtten ikke modarbejder opgaven med at stoppe artstabet og CO2- udslippet fra markerne. I dag er det desværre sådan, at det er lettere at få støtte til at dyrke en dårlig mark end til at gøre noget for naturen og miljøet.

S må støtte op om andre forslag
Det haster. Arterne taber hver dag terræn, og vi er nu endnu længere væk fra at få stoppet tabet af biodiversitet, end vi var i 2010, hvor vi sidst besluttede, at målet skulle være nået i 2020.

Socialdemokratiet ønsker en fremtid, "hvor langt færre dyr og planter trues af udryddelse". Det er jo et klart budskab. Og med det er der et fornyet håb om, at S som det største parti vil påtage sig det ansvar og for alvor sætte gang i opgaven med at sikre de vilde arter tilstrækkelig plads og beskyttelse.

Det kræver også, at S støtter op om de mange forslag, der kommer fra de mindre partier i Folketinget. Arterne er ligeglade med, hvem der fik ideen eller satte sin underskrift på aftalen.

For dem er der kun en ting, der betyder noget - handling.