Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge

DET SKER: Kongelig ledsager til energiministeren på rejse til Canada, rådsmøder i Bruxelles og ministerbesøg på Høfde 42 er nogle af højdepunkterne i en uge præget af mødefri i Folketinget. Få overblikket her.

H.K.H. Kronprins Frederik er sammen med energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) på eksportfremstød i Canada. Her ses kronprinsen på vej ind til Røde Kors i København. (Arkiv)
H.K.H. Kronprins Frederik er sammen med energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) på eksportfremstød i Canada. Her ses kronprinsen på vej ind til Røde Kors i København. (Arkiv)Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Det bliver en stille uge på Folketinget. Uge 10 er nemlig traditionen tro mødefri. Der er derfor hverken høringer, afstemninger eller gruppemøder på Christiansborg i løbet af ugen.

Historisk har ugen været afsat til møder mellem de nordiske lande – derfor kaldt Nordisk uge – og i nyere tid har ugen ofte været brugt til udvalgsture for Folketingets fagudvalg.

Hverken Miljø- og Fødevareudvalget eller Energi-, Forsynings-, og Klimaudvalget har dog rejseplaner. Det har til gengæld de respektive udvalgs ministre.

Mandag

Når ugen skydes i gang, er energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) allerede på den anden side af Atlanten. I selskab med H.K.H. Kronprins Frederik i Toronto i Canada til verdens største minekonference.

Med på turen til Canada er mere end 30 danske og grønlandske virksomheder i et koordineret erhvervsfremstød for at tiltrække investeringer til Grønland.

Det kan man læse mere om hos DI.

Mens energiministeren er taget helt til Canada, bruger miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sin mandag i det nordvest jyske hjørne af landet med besøg af kemikalidepotet Høfde 42. Det er på Harboøre Tange og er en af Danmarks største forureninger og en konsekvens af virksomheden Cheminovas produktion.

Ministerbesøget falder sammen med de politiske forhandlinger om regeringens forslag til en sundhedsreform, hvor det foreslås at flytte jordforureningsopgaverne fra regionerne til staten.

Det er et tema, der er blevet flittigt debatteret på både Altinget: miljø og Altinget: forsyning.

Man kan læse mere om ministerbesøget her.

Tirsdag

... er de to ministre inviteret til Bruxelles til rådsmøde.

På energiministerens område er dagsordenen ”En ren planet for alle”, en europæisk strategisk og langsigtet vision for en klimaneutral økonomi.

For miljøministeren er programmet noget længere og byder blandt andet på politisk drøftelse om mindstekrav til genbrug af vand, hormonforstyrrende stoffer i kosmetiske produkter og udveksling af synspunkter over kommissionens årlige vækstundersøgelse.

Læs mere hos Folketingets EU-Oplysning

Hjemme i det danske inviterer Dansk Byggeri til debat om energibesparelser i bygninger og lancering af Byggeriets Energianalyse 2019.

Socialdemokratiets Jens Joel (S) er vært for arrangementet, som holdes i Fællessalen på Christiansborg og blandt andet også byder på en status på indsatsen for energibesparelser i bygninger ved departementschef Morten Bæk.

Læs mere her.

Lidt længere nordpå i hovedstaden afholder Byens Ejendom – Videnscenter for Byudvikling – konference om energioptimering og vedvarende energi i byggeprojekter.

Konferencen kaster blandt andet lys over de alternative energikilders fordele og ulemper og den måde, de indgår i en bygnings samlede energibalance.

Læs mere her.

Onsdag

Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere afholder i samarbejde med 3F konference om fremtidens arbejdsmarked i jordbrugserhvervene og følgeindustrien.

Konferencen vil blandt andet sætte fokus på, hvad ny teknologi, strukturudvikling, innovation, miljøforhold og globalisering kommer til at betyde for virksomhedernes konkurrenceevne.

Læs mere her.

I december besluttede klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) at nedsætte et ungeklimaråd, der skal komme med ideer og inputs til, hvordan vi løser klimaudfordringerne. Rådet er nu på plads, og kommer til at bestå af 10 medlemmer. 

Ungeklimarådet præsenteres af ministeren på onsdag kl. 13.30 med efterfølgende pressemøde i Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet. 

Onsdag eftermiddag er miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i det sønderjyske, nærmere bestemt Augustenborg Slot på Als. Her skal han nemlig indvie det nye Landbrugsstyrelsen, der er flyttet til Augustenborg som en del af regeringens udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden.

Det sker klokken 15 på Augustenborg Slot.

Torsdag

... er energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) på besøg hos Solar i Vejen, hvor han skal åbne et ”kinderæg”, som det hedder i pressemeddelelsen. Ministeren skal nemlig åbne et p-anlæg overdækket af solceller, som dermed både overdækker bilen og leverer grøn strøm til et datacenter betalt af solen.

Anlægget er det første store p-anlæg i Danmark med solenergi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00