Debat

Affald skal ikke liberaliseres for liberaliseringens skyld

DEBAT: Danmark har Europas billigste priser på affaldsbortskaffelse og en effektiv og veldrevet sektor med fokus på service og miljø. Sådan skal det også være i fremtiden, mener RenoSam.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Vagn Larsen (V)
Formand for RenoSam

Fase 2 af affaldsreformen er på vej - den har fokus på forbrændingssektoren. Her står liberalisering og privatisering på dagsordenen. Målene er mere effektivitet og lavere priser. Gode mål, som vi kan støtte. Udfordringen er blot, at vi i Danmark er effektive og kan dokumentere et godt miljø- og klimaregnskab.

Vi synes, at en ukritisk liberalisering af affaldssektoren er problematisk. Grundlæggende er det vores holdning, at der fortsat skal være en kommunal pligt til at sikre, at borgere og virksomheder kan komme af med deres affald. Derfor skal der også fortsat være en kommunal forpligtelse til at etablere den forbrændings- og deponeringskapacitet, der er brug for. Det handler om forsyningssikkerhed, miljø og sundhed.

Der er i de kommunalt ejede affaldsselskaber bundet store værdier - investeringer i moderne teknologi og kapacitet, der er tilpasset markedet og den udvikling, som kommer. Værdier, som vi ikke skal sætte over styr i et liberaliseringsprojekt for liberaliseringens skyld.

Vi har i RenoSam svært ved at se, hvordan de store fordele og besparelser skal opnås. Vores egen benchmarking viser, at vi hele tiden optimere og effektivisere. Og gebyrerne taler deres eget tydelige sprog - vi er blandt de allerbilligste i Europa.

Fakta
BLAND DIG!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Udvikling i gang 
Man kan selvfølgelig beskylde os for, at vi i affaldsselskaberne blot sidder og vogter vores egne interesser og ønsker at bevare tingenes tilstand. Her vil jeg blot pege på den strukturudvikling, der er i gang i affaldssektoren. Den er drevet af ansvarlige og fremsynede politikere i selskaber og kommuner, og hjulpet på vej af kommunalreformen. Denne strukturudvikling, der betyder sammenlægning af selskaber og aktiviteter, vil fortsætte de kommende år og bidrage væsentligt til at optimere og effektvisere sektoren yderligere.

Fokus vil også i denne sammenhæng være på den internationale klimadagsorden, miljøansvar, service og økonomisk optimering. Hvis man ser på denne udvikling, så betyder den en kæmpe omvæltning og udvikling i sektoren. Også for bestyrelser, ledelser og medarbejdere - og man kan næppe beskylde nogen for at forsvare tingenes tilstand.

Det er vigtigt, at vi ikke i liberaliseringens hellige navn sætter de fordele og positioner, vi har, over styr sammen med de store værdier, som er skabt i de fælleskommunale anlæg.

Vagn Larsen
Formand, RenoSam

Jeg ser et skræmmebillede i det bureaukrati, som vandsektoren nu er underlagt. Vi skal undgå, at affaldssektoren bliver omfattet af det samme bureaukrati med firkantede regler og dokumentationskrav. Vi har fået en forsmag på bureaukrati med ikraftræden af den nye affaldsbekendtgørelse. Reglerne er hastet igennem og ændret allerede kort tid efter ikrafttræden. Vi frygter administrativt bøvl og unødigt bureaukrati.

Lad os spille kortene rigtigt 
Jeg støtter et frit marked og et dynamisk samspil mellem den offentlige sektor og den private sektor. Det er en forudsætning for udvikling og effektivisering. Men det er vigtigt, at vi ikke i liberaliseringens hellige navn sætter de fordele og positioner, vi har, over styr sammen med de store værdier, som er skabt i de fælleskommunale anlæg. Spiller vi kortene rigtigt, så kan vi opnå endnu bedre miljø og økonomi, og eksportmuligheder kan understøttes. Spiller vi dem forkert, sætter vi fællesskabets store værdier på spil og forspilder muligheden for at udnytte det kæmpe potentiale, som vi har for at udvikle affaldssektoren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00