Bliv abonnent
Annonce
Debat

Radikale: Ålen er et konkret eksempel på, hvordan vi mennesker er medansvarlige for biodiversitetskrisen

Ålen er en kritisk truet dyreart. Derfor er det eneste rigtige at stoppe ålefiskeriet nu og lade bestanden komme sig, skriver Anne-Sofie Sadolin Henningsen og Zenia Stampe.
Ålen er en kritisk truet dyreart. Derfor er det eneste rigtige at stoppe ålefiskeriet nu og lade bestanden komme sig, skriver Anne-Sofie Sadolin Henningsen og Zenia Stampe.Foto: Simon Karlsson (karlstad Universitet)./Ritzau Scanpix
28. april 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ålen er et mysterium. I lang tid troede man, at ålen opstod ud af ingenting. I dag ved vi, at det ikke er sandt. Vi ved, at alle ål vandrer til Sargassohavet for at gyde – men hvordan eller hvorfor ved vi stadig ikke.

En ting ved vi dog: Ålen er en kritisk truet dyreart. Arten er gået tilbage med mere end 98 procent siden 1980. Og konklusionen fra videnskaben er klar: Stop ålefiskeriet og giv dem lidt fred.

Politisk har planen de sidste 15 år været at lade licenserne for ålefiskeri udløbe i takt med, at de nuværende ålefiskere gik på pension. Dette var i forvejen en plan, der gik på kompromis med videnskabens anbefalinger.

Men nu lægger regeringen op til – på baggrund af et forslag fra Danmarksdemokraterne – at lade ålefiskeriet fortsætte og give licenser til nye ålefiskere.

Læs også

Det er absurd, at vi i Danmark stadig fanger omkring 100 tons ål om året, selvom arten er kritisk truet. Og det bliver endnu mere absurd, at regeringen nu vil forlænge denne uholdbare praksis.

Minister sender klart signal om, at ålen stadig er festmad

Senest er det blevet tydeligt, hvor lidt alvorligt man egentlig tager situationen, da miljøminister Magnus Heunicke – i rollen som "havets minister" – i bedste sendetid satte tænderne i en ål.

Det blev mødt med heftig kritik, og ministeren kaldte det bagefter en brøler. Men det er mere end bare en fodfejl – det sender et uheldigt signal om, at vi fortsat behandler en kritisk truet art som festmad, frem for med den beskyttelse den har brug for.

Hvis ikke engang den ansvarlige minister kan holde sig fra at spise ål, hvordan skal vi så forvente, at resten af befolkningen tager problemet alvorligt?

Anne-Sofie Sadolin Henningsen (R) og Zenia Stampe (R)
Folketingskandidat og MF

Hvis ikke engang den ansvarlige minister kan holde sig fra at spise ål, hvordan skal vi så forvente, at resten af befolkningen tager problemet alvorligt?

Regeringens forslag om at give ny licenser får opbakning for en lang række af de blå partier, især argumentet om, at ålefiskeriet er kulturarv går igen.

Men hvis vi virkelig ønsker at bevare ålefiskeri som en del af vores kultur, er det eneste rigtige netop at stoppe fiskeriet nu og lade bestanden komme sig. Ellers vil ålefiskeriet ganske rigtigt blive til kulturarv – med tryk på arv.

For der vil ikke være nogen ål tilbage at fange. Og det er værd at huske: Det er endnu ikke lykkedes at opdrætte ål i fangenskab. Hvis den uddør, kan vi ikke genskabe den vilde bestand.

Stop ålefiskeriet nu 

Ålen er samtidig et konkret eksempel på, hvordan vi mennesker er medansvarlige for den globale biodiversitetskrise. Arter uddør 100 til 1000 gange hurtigere end nogensinde før i menneskehedens historie.

Men vi kan stadig nå at vende udviklingen – hvis vi altså vælger at lytte til videnskaben og handle derefter.

Lige nu er påsken netop overstået – en højtid hvor mange danskere traditionelt spiser ål. Men måske burde det netop have været i år, at vi lod ålen være i fred. For det handler ikke kun om én middag, men om at tage ansvar for en art, vi risikerer at miste for altid.

Ålen har ikke brug for flere tv-brølere – den har brug for reel politisk handling. Vi kan godt redde ålen. Men så skal vi også stoppe med at åle os udenom ansvaret.

Ålen er et mysterium – men den må ikke ende som et mytisk væsen, vi kun kender fra sagn og fortællinger.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026