Kommentar af 
Svend Brinkmann

Svend Brinkmann om aktiv dødshjælp: Staten skal ikke slå borgere ihjel, selvom de ønsker det

Der findes situationer, hvor det er etisk forsvarligt at hjælpe et andet menneske med at dø. Min modstand mod aktiv dødshjælp angår legaliseringen, altså indførslen af en praksis, hvor repræsentanter for staten slår borgere ihjel på begæring, skriver Svend Brinkmann, der er medlem af Det Etiske Råd.

Aktiv dødshjælp er ikke altid forkert, men det vil være forkert at indføre den, skriver Svend Brinkmann, efter Etisk Råd onsdag har offentliggjort dets anbefalinger om aktiv dødshjælp. 
Aktiv dødshjælp er ikke altid forkert, men det vil være forkert at indføre den, skriver Svend Brinkmann, efter Etisk Råd onsdag har offentliggjort dets anbefalinger om aktiv dødshjælp. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Svend Brinkmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Aktiv dødshjælp har fyldt meget i debatten herhjemme i år. Et borgerforslag, en statsminister og en udenrigsminister har støttet indførslen af aktiv dødshjælp i Danmark. Og selvom Det Etiske Råd var på vej med sin udtalelse, har regeringen nedsat sit eget udvalg med en kendt fortaler for aktiv dødshjælp i spidsen.

Måske ønsker regeringen en vindersag i befolkningen, hvor 76 procent ifølge Megafon har svaret, at de er tilhængere af, "at uhelbredeligt syge skal kunne modtage aktiv dødshjælp i Danmark". Kun ni procent erklærer sig som modstandere.

Har man set Anders Lund Madsens dokumentar om Preben Nielsen, der rejser til Belgien for at dø, eller læst Kirsten Jacobsens gribende bog Løftet, kan man godt forstå befolkningen. Ingen lades upåvirket af disse bidrag til debatten.

Lægeforeningen i Danmark er imod aktiv dødshjælp, og det er betegnende, at den faggruppe, der skulle foretage handlingen, ikke ønsker den.

Svend Brinkmann

Med alt dette i baghovedet kan det synes næsten umuligt at argumentere imod legalisering af aktiv dødshjælp. Men det er ikke desto mindre, hvad jeg har gjort som medlem af Det Etiske Råd.

Enhver kan nu læse rådets udtalelse, men jeg vil gerne redegøre for baggrunden for min egen modstand mod aktiv dødshjælp.

Først vil jeg understrege, at aktiv dødshjælp i mine øjne ikke er etisk forkert i absolut forstand. Jeg anerkender, at der findes situationer, hvor det kan være etisk forsvarligt at hjælpe et andet menneske til at dø.

Har man set krigsfilm, hvor en soldat med en ødelagt krop beder sin kammerat om at gøre en ende på lidelsen, har man et dramatisk eksempel på dette. En sådan handling kaldes medlidenhedsdrab og straffes normalt meget mildt.

Min modstand mod aktiv dødshjælp angår legaliseringen, altså indførslen af en praksis, hvor repræsentanter for staten slår borgere ihjel på begæring.

Jeg tror ikke på, at man kan udforme en model for statssanktioneret aktiv dødshjælp, som er sikker og etisk berettiget. Og selv hvis man kunne, frygter jeg, at hele relationen mellem individet og samfundet, borgeren og staten, ville lide skade derved. Staten og dens sundhedsvæsen er til for at beskytte, behandle, helbrede og lindre. Ikke for at slå ihjel.

 

I mine øjne findes to væsentlige argumenter for aktiv dødshjælp. Det ene beror på, at et menneskes lidelse kan være ubærlig, hvorfor det er etisk forsvarligt at afslutte livet. Men her fortæller eksperter i palliation, at befolkningen desværre er uvidende om, hvor dygtige lægerne er til at smertedække. Skrækscenariet om en langvarig dødsproces med uudholdelige smerter forhindres heldigvis af lægevidenskaben.

Det andet argument beror på selvbestemmelse. Det var, hvad statsministeren lagde vægt på i sin støtte til aktiv dødshjælp, for har enhver da ikke ret til at få afsluttet sit liv, når man ønsker det? Nej, det mener jeg ikke.

Læs også

Selvbestemmelse og autonomi er grundlæggende for en patients relation til sundhedsvæsenet, hvorfor man skal give samtykke til behandling, ligesom man kan nægte at modtage den. Men selvbestemmelsesretten betyder ikke, at man frit kan kræve at få enhver slags behandling, og slet ikke, at man har ret til at blive slået ihjel af et andet menneske.

Lægeforeningen i Danmark er da også imod aktiv dødshjælp, og det er betegnende, at den faggruppe, der skulle foretage handlingen, ikke ønsker den.

Så selvom disse argumenter er værd at lytte til, mener jeg ikke, at de er særlig tungtvejende i praksis. Det mener jeg til gengæld, at andre argumenter imod aktiv dødshjælp er. Lad mig også her blot nævne to. Det ene kommer fra de handicaporganisationer, som er imod.

Hvis der indføres aktiv dødshjælp, vil en person uden handicap eller med en terminal sygdom, der udtrykker et ønske om at dø, fortsat blive henvist til psykiatrisk hjælp og behandling, da vedkommende med rette vil blive opfattet som selvmordstruet.

Vi ved fra selvmordsforskningen, at selvmordsønsker kommer og går, og langt de fleste, der har overlevet et selvmordsforsøg, ender med at være glade for at leve.

Svend Brinkmann

Men et menneske med handicap, der udtrykker et dødsønske, vil kunne henvises til dødshjælp. Dette indfører en uetisk forskel i måden, hvorpå vi tillægger menneskeliv værdi. Nogle må godt blive dræbt på begæring, fordi deres liv har mindre værdi, mens andre ikke må og derfor henvises til "livshjælp" og psykologsamtaler.

Man burde i stedet opprioritere "livshjælpen" til alle mennesker – med handicap eller ej – og insistere på den iboende værdi i alle menneskeliv. Vi ved også fra selvmordsforskningen, at selvmordsønsker kommer og går, og langt de fleste, der har overlevet et selvmordsforsøg, ender med at være glade for at leve.

Det andet argument er glidebaneargumentet, som normalt ikke er overbevisende i etiske diskussioner. Men netop hvad angår aktiv dødshjælp, har vi reel empirisk viden om, hvad der sker i de lande, der har indført det – hvilket er cirka ti lande i verden.

I et land som Holland, der indførte aktiv dødshjælp i 2002, er antallet af dødshjulpne vokset og vokset og udgør nu mere end hver 20. døde. I Holland har man ret til aktiv dødshjælp ved "håbløs og ubærlig lidelse", hvilket dels er udvidet til psykiske lidelser, herunder kognitive handicaps og autisme, og dels står til at blive en mulighed for børn under 12 år, hvis de er terminalt syge.

En lignende udvikling ses andre steder – dog ikke, hvor lovgivningen kun tillader assisteret selvmord som i den amerikanske delstat Oregon, hvor lægen udskriver et dødeligt præparat, som patienten selv skal tage. Når man først indfører en ret, er det svært – hvis ikke umuligt – at afgrænse den gruppe, der kan benytte sig af den. Derfor skal aktiv dødshjælp ikke indføres.

Læs også

Lad mig slutte med to ting, der gjorde indtryk på mig fra udsendelsen om Preben Nielsen. På et tidspunkt fortæller Preben, at han mener, det er ydmygende at være lam og have brug for hjælp. Anders Lund Madsen svarer bekræftende, at "det er jo ydmygende", måske for at vise høflig forståelse.

Jeg synes, at han i stedet skulle have sagt: "Nej, det er da ikke ydmygende! Det er ikke ydmygende at modtage hjælp, og du ydmyger da slet ikke dig selv, for du er jo helt uden skyld i situationen."

På et andet tidspunkt siger Preben om sit dødsønske: "Det er jo mest for Brits skyld". Brit var Prebens kone, som han elskede højt, og som han ikke ville volde besvær.

Men fremfor at indføre aktiv dødshjælp bør vi insistere på retten til at være til besvær. Alle mennesker bliver til besvær på et tidspunkt, især når de bliver syge eller mister førligheden.

Et omsorgsfuldt samfund tager sig af de besværlige og minder dem om – igen og igen – at de gerne må være det, og at vi alle bliver det på et tidspunkt. Et omsorgsfuldt samfund tilbyder ikke at tage livet af dets borgere, heller ikke selv om nogle af dem i perioder måtte ønske det.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend Brinkmann

Professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, forfatter
ph.d. (Aarhus Uni. 2006), cand.psych. (Aarhus Uni. 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024