Debat

Danmarks Jægerforbund: Udpeg Omø Stålgrunde til naturreservat og prioriter biodiversiteten

Området omkring Omø Stålgrunde er et vigtigt økosystem, og man bør derfor prioritere biodiversiteten. For at beskytte området er det ikke nok at udpege området som fuglebeskyttelsesområde. Området skal udpeges til reservat for at reducere menneskelig aktivitet, skriver Christian Clausen.

Man bør prioritere områdets havfugle og biodiversitet over forretning og vindmøller, skriver Christian Clausen.
Man bør prioritere områdets havfugle og biodiversitet over forretning og vindmøller, skriver Christian Clausen.Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Christian Clausen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For at sikre, at Omø Stålgrunde forbliver det enestående vigtige levested for havfugle fra hele Østersøområdet, foreslår Danmarks Jægerforbund, at området omkring stålgrundene bliver udpeget til et natur- og vildtreservat.

Området ligger i Smålandsfarvandet inden for udpegningen af det nye fuglebeskyttelsesområde N 128. Ønsket er, at en sådan udpegning vil have samme positive effekt på bestandene som de jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder i andre maritime fuglebeskyttelsesområder.

Oprettelse af et reservat vil give mulighed for at regulere menneskelig aktivitet og erhverv yderligere

Christian Clausen
Hovedbestyrelsesmedlem og formand for trækvildtsudvalget i Danmarks Jægerforbund

Fordi vi som samfund har brugt naturen som et uudtømmeligt tagselvbord, befinder vi os midt i to skæbnesvangre kriser: Klimakrisen og biodiversitetskrisen. Klimakrisens løsning hedder blandt andet bæredygtig energi.

Løsning af biodiversitetskrisen er mere kompleks, men forudsætningen er velfungerende økosystemer. Biodiversitetskrisen grunder sig først og fremmest på pladsmangel og mangel på steder, hvor naturen kan udvikle sig i fred. I havet omkring Danmark er der kun en begrænset mængde egnede levesteder til rådighed, og på et tidspunkt vil puljen være opbrugt.

Biodiversitet skal prioriteres for forretning
Ved Omø Stålgrunde står vi altså i en situation, hvor hensynet til biodiversiteten skal have førsteprioritet.

Jeg er helt med på, at der er god forretningsmæssigt fornuft i at placere vindmøller på det lave vand ved Omø Stålgrunde og i tæt afstand til infrastrukturen på Stigsnæsværket.

På den korte bane er der ikke umiddelbart penge i at sikre biodiversiteten og levesteder i naturen, mens der er milliarder på spil i den grønne omstilling af vores energiproduktion. Derfor er det vigtigt, at vi som samfund tør tage modige og om nødvendigt dyre beslutninger for at sikre vores natur.

Menneskelig aktivitet og erhverv skal reduceres
Det er på den baggrund, at man skal se Danmarks Jægerforbunds forslag om at etablere et natur- og vildtreservat på stedet.

Oprettelse af et reservat vil give mulighed for at regulere menneskelig aktivitet og erhverv yderligere, end det er tilfældet i et fuglebeskyttelsesområde, som Smålandsfarvandet forventes udpeget som i den snart forestående fremtid.

Det betyder også, at vi jægere må afstå jagten, men det er en billig pris at betale, for vi får så meget igen. Vi sikrer og beskytter et helt centralt levested med et unikt økosystem.

På det seneste møde i Vildtforvaltningsrådet blev jægerforbundets forslag om et reservat drøftet blandt rådets medlemmer, og her var der opbakning til at arbejde videre med initiativet.

Et reservat er ikke noget, som man bare lige etablerer. Der ligger et grundigt forarbejde bag, der omfatter hele fuglebeskyttelsesområdet, men nu går vi i jægerforbundet i gang med det forberedende arbejde, og så vil Vildtforvaltningsrådet kigge nærmere på initiativet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00