Danmarks Sportsfiskerforbund: Der mangler tempo i landbrugsaftalen

Med mandagens landbrugsaftale har et bredt flertal af de danske partier samlet erkendt, at der er behov for gennemgribende ændringer af landbruget for at opnå de nødvendige reduktioner i CO2- og kvælstofudledningen.

Det er positivt – og den brede opbakning til aftalen giver håb om, at der i de kommende år vil være en klar kurs for omstillingen af landbruget.

Selvom målene i aftalen er mere ambitiøse end de indsatser, der tidligere er sat for landbruget, mangler aftalen tempo – og ikke mindst fokus på helhedsorienterede løsninger, der udover at tilgodese klima og vandmiljø også kan gavne biodiversiteten, landdistrikterne og de rekreative muligheder i det åbne land.

Kvælstofindsats kan ikke vente

I sidste uge blev den seneste iltsvindsrapport offentliggjort. Og budskabet var dystert. Iltsvindets udbredelse var det tredjestørste målt i 13 år.

Det skyldes i hovedsag udledning af næringsstoffer fra landbruget, der de seneste år har ligget på et alarmerende niveau omkring 60.000 tons årligt. Det tal skal markant ned – og det skal ned hurtigt, hvis ikke vores fjorde og kyster skal bukke under for iltsvind.

Udtagningen af 100.000 hektar lavbundsjorde er et ambitiøst og centralt element i aftalen, og her savner vi, at særligt vores ådale kommer i spil.

Torben Kaas
Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund

Med landbrugsaftalen er der lagt op til en reduktion på 10.800 tons kvælstof i 2027. Det er stadig et stykke fra de 13.100 tons, som beregninger fra Aarhus Universitet viser er et minimum for at redde vores indre farvande fra at blive kvalt. Og milevidt fra de 24.000 tons som blandt andet professor Stiig Markager påpeger, er nødvendigt for at sikre et sundt havmiljø.

Alligevel sætter regeringen fortsat sin lid til de kollektive, frivillige virkemidler.

Men erfaringer fra de seneste år viser, at frivillighed ikke virker, og at reduktionen i kvælstofudledningen er sket i alt for langsomt tempo.

Selvom der i aftalen er indskrevet en såkaldt ”miljøgaranti”, der skal sikre fremdrift i de kollektive virkemidler og muligheden for at igangsætte målrettet regulering, hvis kvælstofreduktionen ikke lykkedes af den frivillige vej, er faren nu, at man i de kommende to år blot træder vande og kommer yderligere bagud i kvælstofindsatsen. Det er der ikke tid til.

Der er ganske enkelt behov for en afklaring af, hvor hurtigt man forestiller sig, at de kollektive virkemidler vil komme i gang – samt behov for flere midler til den målrettede regulering, der uden tvivl vil blive nødvendig, hvis aftaleparterne skal leve op til deres løfte om ”at sikre fuld implementering af vandrammedirektivet”.

Tænk helhedsorienteret

I deres jagt på at reducere klimagasser og kvælstof glemmer aftaleparterne desværre, hvad der ellers kan løses af udfordringer på de arealer, der nu skal bruges milliarder på at frikøbe for intensiv landbrugsdrift.

Jo flere løsninger, vi kan løse på de samme arealer, der er en del af den grønne omstilling, des mere omkostningseffektive bliver de initiativer, som er planlagt i det åbne land.

Udtagningen af 100.000 hektar lavbundsjorde er et ambitiøst og centralt element i aftalen, og her savner vi, at særligt vores ådale kommer i spil. Ådalene kan blive helt centrale i løsning af rigtig mange udfordringer, hvis der anlægges en holistisk tilgang.

De gode eksempler står i kø. Omme Å og Skjern Å er blandt de tydeligste. Her er det lykkedes at ekstensivere landbrugsdriften i ådalen, og dermed binde klimagasser og begrænse kvælstofudvaskningen samtidig med, at man har skabt en rigere natur, flere rekreative muligheder - ikke mindst lystfiskeri, som bidrager betydeligt til økonomien og livet i lokalområderne.

Det handler altså ikke om udtagning af lavbundsjorde, men om omlægning. Det bør prioriteres og konkretiseres i udmøntningen af den nye landbrugsaftale.