Danske Regioner til Wermelin: Regionerne har gjort deres del i PFOS-sag

De seneste måneder har vi hørt ulykkelige historier om mennesker, der har spist kød fra køer, som desværre har haft giftstoffet PFOS ophobet i sig. Stofferne nedbrydes næsten ikke, og derfor er der risiko for, at disse stoffer udgør en stor sundhedsrisiko.

Da vi første gang hørte om sagen i Region Sjælland, tog vi den prompte op og tilbød de berørte borgere et ekstraordinært sundhedstjek på Holbæk Sygehus. Og samtidig satte vores jordforureningsafdeling turbo på kortlægningen af mulige forureninger med PFAS-stoffer, herunder PFOS, selvom denne type forureninger i de fleste tilfælde ikke ligger inde for regionens indsatsområde.

Derfor skurrer det også noget i mine ører, når miljøminister Lea Wermelin (S) på et samråd i Folketinget 9. juni indirekte stiller regioner og kommuner til ansvar for, at der ikke er gjort noget mere noget før. Lad mig her forklare hvorfor.

Savner klar udmelding fra Miljøstyrelsen
For det første nævner ministeren, at Miljøstyrelsen allerede i 2014 gjorde opmærksom på, at der kunne være forurening med PFOS omkring gamle brandøvelsespladser.

Der er dog ingen tvivl om, at der ligger et stort fælles arbejde mellem staten, regionerne og kommunerne i at få kortlagt omfanget af PFAS-stoffer samt ikke mindst klarlægge ansvarsfordelingen i disse sager.

Heino Knudsen

Det er korrekt, at alle blev opmærksomme på problematikken deromkring, og regionerne indledte derfor et stort arbejde med at indsamle viden og sammenstille erfaringer på området.

Regionerne var samtidig lige gået i gang med en screening af al jordforurening i forhold til risiko for overfladevand med et it-værktøj, som Miljøstyrelsen stillede til rådighed. Her var PFAS/PFOS ikke kommet med.

Da vi blev opmærksomme på problemet, spurgte vi, om det kunne bygges ind, men der blev ikke truffet beslutning herom. Derfor indgår stofgruppen heller ikke i de undersøgelser af overfladevand, som regionerne fik penge til sidste år og har sat i gang. Regionerne vil gerne inddrage stofferne i fremtidige undersøgelser, men vi savner en klar udmelding fra Miljøstyrelsens side.

Stort fælles arbejde mellem stat, regioner og kommuner
For det andet lyder det, som om regionerne har ansvar for at rense op i tilfælde som med brandøvelsespladsen i Korsør. Det stemmer ikke.

Forureningen blev opdaget i renseanlæggets udledning, hvor Miljøstyrelsen er tilsynsmyndighed, og brandskolen er ejet af kommunen, som også har renseanlægget. Regionerne har kun ansvaret for en forurening, hvis den stammer fra en jordforurening, og hvis man ikke kan stille en ansvarlig forurener til ansvar. Og det er altså ikke tilfældet her.

PFOS kunne købes lovligt indtil 2006, og det har været tilladt at anvende restlagre frem til 2011, blandt andet på skolen i Korsør. Det er altså en kendt forurener, der har brugt et lovligt stof frem til nyere tid. Så hvem har ansvaret for at håndtere denne forurening? Det har vi flere gange bedt staten om et svar på, men uden held.

Der er dog ingen tvivl om, at der ligger et stort fælles arbejde mellem staten, regionerne og kommunerne i at få kortlagt omfanget af PFAS-stoffer samt ikke mindst klarlægge ansvarsfordelingen i disse sager.

Vi er afhængige af ressourcer og nødvendige oplysninger
Der kommer hele tiden ny viden om stofgruppen, og antallet af kendte stoffer er på få år vokset fra 3.000 til 9.000. Samtidig kommer der hele tiden ny viden om, hvor giftige stofferne er.

Grænseværdierne udmeldt fra de forskellige myndigheder er ændret flere gange, og senest er der meldt et vejledende drikkevandskriterium ud fra Miljøstyrelsen, som ligger væsentligt under den hidtidige grænseværdi. Så forureninger, som tidligere blev anset for ”harmløse”, skal vi altså nu gøre noget ved. Og det skal vi tage alvorligt.

Derfor har vi fra regionernes side sagt, at vi gerne tage ansvar for at kortlægge, undersøge og rense op efter PFAS-stoffer de steder, hvor det viser sig nødvendigt. Men vi er afhængige af, at vi får både ressourcer og de nødvendige oplysninger fra blandt andet kommuner, Forsvaret og Miljøstyrelsens Virksomhedstilsyn.

Vi vil derfor gerne appellere til, at alle kræfter nu trækker i samme retning – i stedet for at vende skytset mod hinanden. Det skylder vi de mennesker, som må leve med konsekvenserne af de stoffer, som har vist sig langt mere sundhedsskadelige, end vi alle sammen troede engang.