Danske Svineproducenter til Økologisk Landsforening: Det bør være et frit valg, hvad vi putter i munden

Det er kedeligt, men desværre ikke overraskende, at Økologisk Landsforening sætter den gamle plade på for at hyppe egne kartofler, som de gør i et debatindlæg i Altinget 6. oktober. Har man et produkt, der ikke er konkurrencedygtigt, ser man det åbenbart som vejen frem at sende den politiske chef i byen med et krav om økologitvang i offentlige køkkener.
Danske Svineproducenter går ind for selvbestemmelse. Det gælder også i kommunale og statslige institutioner.
Jeppe Bloch Nielsen
Formand, Danske Svineproducenter
Danske Svineproducenter tager skarpt afstand fra tvang som redskab til at udbrede økologien. Vi mener i stedet, at markedsdrevet udvikling er vejen frem.
Det er indiskutabelt, at klimaeffekten ved økologisk produktion er negativ. Der udledes mere CO2 per produceret enhed i økologisk produktion sammenlignet med tilsvarende konventionel produktion. Det er et fatamorgana, at dyrevelfærden er bedre i økologisk produktion end i konventionel produktion. Både næringsstofudledningen, dødeligheden og skader på dyrene er højere ved økologisk produktion sammenlignet med grise, der opdrættes under beskyttede forhold på stald.
Vi skal ikke detailstyre lokale køkkener fra Christiansborg
Danske Svineproducenter går ind for selvbestemmelse. Det gælder også i kommunale og statslige institutioner. Vi ønsker decentralisering og selvbestemmelse. Det får vi ikke ved at detailstyre lokale køkkener fra Christiansborg. Vi har tillid til, at den lokale køkkenleder gennem evner og indsigt vil sammensætte en kost, der lever op til de målsætninger, det danske samfund har besluttet omkring kostrådene.
Hvis Økologisk Landsforening og de røde partier har et reelt ønske om bedre og sundere kost til danske borgere, burde kræfter og midler bruges på skolekøkkener, spændende madkurser og oplysningskampagner om brugen af sunde, danske råvarer som udgangspunkt for det danske køkken og til erstatning af take away produkter. Dygtige danske kokke viser dagligt vejen frem.
Køb dansk - det er både sundt og klimavenligt. Sammen skulle vi måske kæmpe en kamp mod detailhandlens og særligt Coops dobbeltmoralske udbud af udenlandske produkter, der både er klimabelastende og ringere på både dyrevelfærd og kvalitet.
Artiklen var skrevet af
- Moderaternes akavede griseforslag lyder som bluff
- Moderaterne svarer igen: Vi vil ikke lade landbruget skrive drejebogen for grisene
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Prodekan og direktør: Myndighedsrådgivningen er voldsomt presset. Det går ikke at skære mere
- Nye grønne ordførere ser frem mod den nye valgperiode: ”Afgørende handling er indtil videre udeblevet”















