Af Morten DD Hansen
Biolog, Naturhistorisk Museum, Aarhus

Jeg bliver så træt, gabende træt, af at læse Kirstens Holsts indlæg. Hvorfor slås, spørger hun. Fordi det er en sag, der efter årtiers bagstræberi fra skovbruget er værd at slås for!

For det første: Når Kirsten Holst skriver, at det ”er krig mellem snæver og bred faglighed,” så udtrykker det blot den selvforståelse, som skovfolk fra KVL og Skovskolen altid har haft. De er brede, siger de, men de ved sjovt nok intet om biodiversitet. Medmindre den kan skydes. Eller spises. Eller gør skade.

Så skriver Kirsten Holst: ”I princippet burde vi kunne forene kræfterne til gavn for skovene og for samfundet. Skovbruget og dets naturforvaltere har viden og erfaring nok til at kunne levere det rette miks af natur og en sund økonomi.” Nu er der netop lavet miljøøkonomiske beregninger over biodiversitets-tiltag, og de viser, at urørt skov er den billigste og mest effektive løsning.

Videre: ”Vi skal også huske, at samfundet har mange ønsker ud over biodiversiteten. Det er jo samfundet og ejerne, der sætter de overordnede mål for skovene. Skovfolkene handler inden for de rammer, der er sat - for biodiversitet, økonomi osv. Fx skal statsskovene jo tilgodese folkets interesser, og der skal være plads til alle typer aktiviteter og fornøjelser, som ikke altid kan foregå i en urørt skov. En skov for folket handler også om beskæftigelse, træ, skønhed, fordybelse og inspiration ud over biodiversiteten.” 

JA! Det er netop det. Politikerne har vedtaget, at vi skal bremse tilbagegangen i biodiversitet. Det er det, de beder om. Når biologerne (der ved noget om netop biodiversitet) så leverer et bud på en løsning, flipper skovbruget ud og begynder at politisere. Som de altid har gjort. Kirsten Holst gør det selv så fremragende ved at skrive ”De ser det åbenbart som en provokation, når skovbrugerne peger på hensyn til andet og mere end biodiversitet”. Hør nu her: Det er altså politikerne, der siger, at vi skal prioritere biodiversitet. Jeg er naturligvis enig, men det er faktisk underordnet.

Og hun fortsætter i samme rille: ”Det skurrer i ørerne på en jordbrugsakademiker, når biologer påstår, at de mange hensyn, som naturligt indgår i ethvert jordbrug, skulle være skyld i naiv og mangelfuld forvaltning i skovene.” Det kan godt være, at det skurrer. Og hvad så? Det er et faktum, at forvaltningen af vore skove har været en katastrofe for biodiversiteten.

Nye begreber? 
”Det fremhæves gang på gang, at urørt skov er den mest omkostningseffektive vej til biodiversitet, og at der er evidens for dette. Dét, jeg har hørt, er, at urørt skov er bedre end en række alternativer, men det er jo ikke det samme, som at det er det bedste alle steder.” Nej, det er netop derfor, at vi ud fra en faglig tilgang, der både integrerer biodiversitet og økonomi mv. - siger, at vi bør nøjes med de statslige løvskove. Man kan ikke uden videre tvinge biodiversitets-hensyn og -tiltag ned over privat ejede produktionsskove, ligesom enhver midtjysk plantage ikke nødvendigvis behøver lades urørt.

”Derfor er det tankevækkende at påstå, at vi bare kan lade skovene passe sig selv og få optimal biodiversitet.” Hvad menes med optimal biodiversitet? Det er et begreb, jeg ikke har hørt før. Hentydes der til specialiserede arter, der er knyttet til stort dimensioneret dødt ved?

”Der er mange eksempler på, at netop skovdriften bevarer en frodig biodiversitet gennem en vedvarende driftsform.” Frodig biodiversitet er heller ikke en del af mit vokabularium. Er det store dyr eller planter? Eller arter knyttet til frodige, ekstremt artsrige skovenge med vintergræsning eller høslæt?

En ommer! 
Sluttelig skriver Kirsten Holst: ”Skal vi i fællesskab tale skovenes sag, så er der brug for, dels at skovbruget bliver bedre til at forklare sig, dels at biologerne bliver bedre til at forstå, at der er flere valg af skovbrugsdrift end enten urørt skov eller naturfjern træproduktion. Lad os se både på helheden og på biodiversiteten. Lad os glemme stridighederne og komme i gang med den respektfulde dialog. Det fortjener skovene og biodiversiteten.” Det lyder besnærende, men er tomme ord og et udtryk for den forhalingspolitik, man med succes har ført i årtier. Ja, altså, det har naturligvis været mindre succesfuldt for rødlig perlemorsommerfugl, der har fået lov til at forsvinde fra alle jyske statsskove, uden at nogen har taget notits af det. Bortset fra et par snæversynede biologer.

Det er en ommer.