Fiskere til forsker: Du fremsætter flyvske påstande om dansk fiskeri

REPLIK: Lau Blaxekjær presser nogle internationale forestillinger om fiskeriets miljøproblemer ned over et velfungerende og bæredygtigt dansk fiskeri, skriver Esben Sverdrup-Jensen, direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

Af Esben Sverdrup-Jensen
Direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation

Postdoc Lau Blaxekjær er på Altinget 22. august ude med en række flyvske påstande om forvaltningen af dansk fiskeri baseret på et meget omfattende internationalt litteraturstudie, som afdækker anvendelsen af individuelt omsættelige kvoter i en række fiskerier rundt om i verden.

Projektet har udover Blaxekjær fra Københavns Universitet deltagelse af 21 andre forskere fra hele verden.

Jeg svarer i dette debatindlæg på nogle af Blaxekjærs påstande og håber, jeg kan bidrage til en mere lødig og oplyst debat om et vigtigt og aktuelt emne.

Et hovedargument i forskningsprojektet er, at fiskeriforvaltning med omsættelige kvoter ikke bør være en universalløsning for alle fiskerier rundt om i Verden.

Det er vi i fiskeriet meget enige i. Forholdene i eksempelvis Afrika og Asien er vidt forskellige fra Danmark. Lige såvel som velfærdsstaten i Venezuela ikke ligner velfærdsstaten i Danmark, selvom Fox News påstår det modsatte.

Netop derfor valgte man tilbage i 2003 i Danmark at skræddersy et nuanceret forvaltningssystem for sild, der kombinerer omsættelige kvoter med en omfattende kystfiskerordning, rationsfiskerier og en række særlige kvoter for unge og nystartede fiskere.

Det holder dog ikke Blaxekjær fra at lave en generel konklusion om, at systemet ikke fungerer i Danmark. Det besynderlige i den sammenhæng er, at Blaxekjærs danske projektkollega og en af Danmarks førende fiskerieksperter professor Jesper Raakjær, AAU, er citeret for at sige, at systemet med omsættelige kvoter kan have sin berettigelse i pelagiske fiskerier efter blandt andet sild og makrel. Det citat fremgår af den pressemeddelelse, Blaxekjærs eget institut på Københavns Universitet tirsdag udsendte. Der er altså åbenbart ikke enighed blandt forfatterne om projektets konklusioner vedrørende dansk fiskeri.

Fiskeriet efter sild er netop et af de fiskerier, jeg blandt andet repræsenterer. Lad mig forklare lidt nærmere, hvorfor systemet fungerer i Danmark.

De omsættelige kvoter blev vores redning
Før indførelsen af omsættelige kvoter i 2003 var den dansk sildeflåde i dyb krise.

Det var dengang mere end 20 år siden, at nogen havde haft mulighed for eller kapital til at investere i et nyt fiskefartøj. Langt det meste sild gik til fiskemel og olie, fordi konsumfabrikkerne ikke ville købe fisk fra forældede danske både i konkurrencen med topmoderne fiskefartøjer fra Norge og Færøerne.

Der var alt for mange sildebåde om alt for få fisk, og økonomien i sektoren haltede voldsomt.

Noget måtte gøres for at tilpasse kapaciteten i flåden til ressourcen i havet. Det klassiske svar dengang ville have været en statsfinansieret ophugningsordning, men i stedet valgte man i Danmark at tænke anderledes. Man uddelte kvoterne og gjorde dem omsættelige. De, der ønskede at stoppe i fiskeriet, kunne sælge deres kvoter og forældede fartøj og på den måde forlade erhvervet gældfrit og værdigt. De, der ønskede at blive i fiskeriet, kunne udvide deres kvoter og på den måde skabe grundlaget for at investere i fornyelse af fiskeflåden og udviklingen af sektoren.

Det bedste af det hele var, at hele omstruktureringen ikke kostede staten så meget som én krone. Fiskerne betalte det hele selv.

Plads til næste generation og grønne investeringer
I dag har Danmark en af de nyeste og mest avancerede sildeflåder i Nordatlanten.

Under fem procent af de sildekvoter, der i 2003 blev delt ud, er i dag hos de oprindelige modtagere. Fiskerettighederne er løbende blevet solgt til yngre fiskere, og næste generation har taget over, stik imod hvad Blaxekjær konkluderer. Det skyldes blandt andet, at der i det danske system er reserveret særlige kvoter til yngre fiskere på vej ind i sildefiskeriet.

Når Blaxekjær peger på, at omsættelige kvoter skaber monopollignende tilstande, så er det heller ikke korrekt, når det gælder fiskeriet i Danmark. Hvis vi bliver ved silden, så landede 154 fiskefartøjer ifølge fiskerimyndighederne sild i 2017. Den danske model, der kombinerer omsættelige kvoter med særlige kvoter ved kyst og i fjord og betydelige dagsrationer, har altså sikret mangfoldigheden i sildefiskeriet.

På Blaxekjærs liste over negative konsekvenser af omsættelige kvoter får fiskere også skylden for miljøproblemer og endda klimaforandringer. Det er en voldsom beskyldning, især fordi det er endnu et fejlskud, når det gælder dansk fiskeri.

Med indførelsen af omsættelige kvoter er den danske pelagiske fiskeflåde flere gange blevet fornyet, og danske havne huser i dag nogle af verdens mest energieffektive fiskefartøjer. En fornyelse, der ikke kunne lade sig gøre i tidligere tiders rationsfiskeri.

Brændstofforbrug er en betydelig post i enhver fiskers regnskab. Grønne investeringer i brændstofbesparende løsninger og forøget kapacitet giver direkte og positivt udslag på fiskeriets bundlinje, ikke mindst når man fisker stimefisk som sild, makrel og tobis.

Der er altså et meget klart økonomisk incitament for danske fiskere til at investere grønt, til gavn for både økonomi og ikke mindst miljø. Modsat hvad der konkluderes i Altinget 22. august. Jo flere fisk du kan fange på en enkelt rejse, jo mindre brændstof bruger du per kilo fisk, og jo mindre belaster du miljøet.

Der findes vel ikke en mindre miljøbelastende kilde til protein end danskfanget sild.

Et system, der virker
De 22 forskere i Blaxekjærs team udmærker sig i deres PNAS-artikel ved ikke at anbefale en bestemt fiskeriforvaltningmodel frem for andre.

I den forstand er det bemærkelsesværdigt, at Blaxekjær egenhændigt i sit debatindlæg er i stand til at konkludere, at omsættelige kvoter ikke har fungeret i Danmark.

Jeg har ovenfor redegjort for, hvorfor en skræddersyet model, der kombinerer omsættelighed med elementer fra andre forvaltningsformer, siden 2003 har været en økonomisk nødvendighed i dansk fiskeri og en succes, når vi taler miljø og bæredygtighed. Det samme gælder for de andre danske fiskerier, der senere er blevet omfattet af modellen.

I Danmark er vi lykkedes med den redning og fremtidssikring af dansk fiskeri, som den socialdemokratiske regering anført af Nyrup, Bjerregaard og Auken satte i gang med individuelle omsættelige kvoter for sild i 2003.

Flyvske påstande
Hvordan kan Blaxekjær så tage så meget fejl omkring dansk fiskeri?

Læser man PNAS-artiklen, så er der ingen detaljerede beskrivelser af særlige forhold i dansk fiskeri, ligesom der ikke er anvendt konkrete danske cases eller nævnt eksempler fra dansk fiskeri. Blandt de 179 videnskabelige publikationer, der henvises til i artiklen, er der tilsyneladende ikke én, der direkte tager udgangspunkt i dansk fiskeriforvaltning og de erfaringer, vi siden 2003 har gjort os med omsættelige kvoter.

Meget tyder altså på, at Blaxenkjær ikke har nogle videnskabelige referencer til eller belæg for sine påstande om negative konsekvenser af omsættelige kvoter i en dansk kontekst. Hans påstande flyver tilsyneladende frit uden forankring i hverken forskning, kollegaer eller virkelighed.

Blaxekjær advarer i sin forskningsartikel imod blindt at anvende universelle forvaltningskoncepter i fiskeriet. Men i sit debatindlæg gør han sig skyldig i præcis det, han advarer imod, når han presser nogle generelle og globale konklusioner og forestillinger om fiskeriets miljøproblemer, monopoler og ulighed ned over et velfungerende, bæredygtigt og mangfoldigt dansk fiskeri.

Forrige artikel Margrete Auken: Roundup må og skal forbydes Margrete Auken: Roundup må og skal forbydes Næste artikel Naturbeskyttelse.dk: Udtagning af landbrugsjord kan blive truede arters redning Naturbeskyttelse.dk: Udtagning af landbrugsjord kan blive truede arters redning
  • Anmeld

    Joannes Jacobsen

    Uddeling av kvoter koster staten mange penge

    Det er svært at forstå logikken i Esben Sverdrup-Jensens påstand, at "omstruktureringen ikke kostede staten så meget som én krone", da staten "uddelte kvoterne" - dvs. uddelte fiskerettigheder, der har en årlig markedsværdi på flere hundrede millioner kroner - gratis til rederne.

    Uddeling av kvoterne koster jo hvert år staten, eller rettere de danske skatteborgere, flere hundrede millioner kroner i mistede indtægter, som staten kunne have fået ved at sælge kvoterne til rederne i stedet for at "uddele kvoterne" gratis til rederne.