Friluftsrådet i hård kritik af Esben Lunde: Du tager friluftslivet som gidsel

SKOV: Miljøministeren tager friluftslivet som gidsel i sit argument for at ændre skovloven, lyder det fra Friluftsrådet, der advarer imod tivolisering af skovene. V-ordfører afviser kritikken.

Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Flere skal have gavn af skovene. Sådan har miljøminister Esben Lunde Larsen (V) begrundet sine omstridte planer om at tillade mere byggeri i skoven.

Men den udlægning får nu skarp kritik med på vejen fra Friluftsrådet.

”Regeringen tager friluftslivet som gidsel i en diskussion, som dybest set handler om, at man gerne vil tilgodese nogle erhvervsformål. Det bør regeringen sige direkte i stedet for at pakke det ind i friluftsliv,” siger direktør Jan Ejlsted og fortsætter:

”Det er ikke idéer, der kommer fra friluftslivet. Det kommer fra erhvervslivet. Det ville tjene ministeren til ære, at han siger det, som det er.”

Jeg ville da ønske, at man havde de positive briller på. Det ærgrer mig, at vi skal have diskussionerne i medierne - i stedet for at tage en ordentlig dialog.

Anni Matthiesen (V)
Naturordfører

Den hårde melding kommer som en kommentar til regeringens planer om at ændre skovloven. Som Altinget har beskrevet lægger regeringen op til lempe reglerne for skovene på en række områder, så der bliver bedre mulighed for byggeri. Regeringen lægger blandt andet op til en forsøgsordning med at etablere et begrænset antal projekter, såsom anlæg til friluftsliv, institutionsbyggeri og vindmøller (se mere faktaboks).

Erhvervsmuligheder
Miljøministeren har forklaret, at formålet med planerne er at styrke friluftslivet, så flere danskere får gavn af naturen. Men Friluftsrådet mener, at det i virkeligheden handler om at gavne særligt de private skovejeres interesser.

”Det giver erhvervsmuligheder, hvis man kan indrette anlæg, som man kan leje ud og tjene penge på. Jagthytter, campinghytter og riverrafting-anlæg handler alt sammen om at skabe erhvervsmuligheder for skovejerne,” siger Jan Ejlsted.

Ifølge Jan Ejlsted viser undersøgelser, at det er meget få danskere, der benytter anlæg i skovene. At danskerne i stedet efterspørger selve naturoplevelsen, hvor der er fred og ro.

”De fleste går eller løber en tur,” siger han.

Frygter tivolisering
Men ministeren vil jo sådan set blot åbne for flere muligheder. Så hvis der så ikke er efterspørgsel, så bliver der vel ikke bygget noget?

”Nogen vil selvfølgelig bruge det. Men det skaber så ulemper for andre, som skal tåle flere anlæg i skovene. Og det er folk helst fri for. Det er kun 4 procent af motionisterne, som benytter sig af anlæg,” siger Jan Ejlsted.

Miljøministeren har også talt om, der kun er tale om 20-30 steder i landet, så der kommer jo ikke et anlæg i hver en lille klat skov rundt om i landet?

"Det er rigtigt nok. Men man åbner en kattelem for noget, der kan blive rigtigt skidt,” siger Jan Ejsted og forsætter:

”Vi skal undgå en tivolisering af skovene. Så man ikke møder det ene anlæg efter det andet, og at folk klatrer rundt som aber i træerne.”

Synliggør mulighederne
Men det handler også om børnehave-institutioner. Er det ikke noget folk vil nyde godt af?

"Jojo. Men hvorfor skal det ligge inde i skoven? Det kan jo ligge i tilknytning til skovene.”

Jan Ejlsted mener, at man i stedet for at lempe skovloven bør fokusere på at oplyse mere om de nuværende muligheder for naturoplevelser. Det vil for alvor få folk til at benytte naturen mere, lyder det:

”Hvis man vil have flere til at komme i skoven, så skal man gøre mere for at synliggøre oplevelsesmulighederne. Det er nøglen til at få folk ud i naturen,” siger han.

Venstre: Det handler om friluftsliv
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra miljøminister Esben Lunde Larsen (V). Men Venstres naturordfører Anni Matthiesen fastholder over for Altinget, at målet er bedre friluftsliv.

”Antallet er danskere, der har brugt hytter i skovene, er steget med 40 procent de seneste tre år. Og vi vil gerne skubbe på den udvikling, så flere danskere kommer ud i naturen,” siger hun.

Hun erklærer sig uenig i, at regeringens planer handler om at gavne erhvervsinteresser.

”Sådan har jeg slet ikke tænkt det. Det har slet ikke noget med erhvervslivet at gøre. Vi vil eksempelvis give folk, der bor i skovene, bedre mulighed for at udvide eksisterende boliger,” siger Anni Matthiesen og fortsætter:

”Jeg ville ønske, at man havde de positive briller på. Det ærgrer mig, at vi skal have diskussionerne i medierne - i stedet for at tage en ordentlig dialog,” siger Anni Matthiesen, der understreger, at aktørerne vil blive inddraget i arbejdet med en ny skovlov.

Se her et længere interview med Anni Matthiesen, hvor hun afviser kritikken af regeringens planer.

Dokumentation

Ændring af skovloven.

Forslag til ændringer

Miljø- og fødevareministeren foreslår, at skovlovens regler justeres, så der blandt andet bliver bedre mulighed for:

  • Til- og ombygning af eksisterende boliger uden dispensation fra skovloven.
  • Opførelse af småbygninger som garager og udhuse i tilknytning til enfamiliehuse og sommerhuse
  • Opførelse af jagthytter, småhytter til overnatning og campinghytter
  • Arbejdsskure
  • Ophævelse af fredskovspligt ved udstykning af driftsboliger og i forbindelse med naturgenopretningsprojekter.
  • En forsøgsordning, som giver større muligheder for benyttelsen af fredskovspligtige arealer til et begrænset antal projekter på følgende områder:

a)  Anlæg til friluftsliv
b)  Børnehaver og andet institutionsbyggeri, fx hjem for soldaterveteraner
c)  Vindmøller på arealer, der primært er bevokset med nåletræer - eller i forbindelse med etablering af ny skov.

Fakta fra Miljø- og Fødevareministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anni Matthiesen

MF (V), børne- og undervisningsordfører, handicap- og turismeordfører
HH (Esbjerg Handelsskole 1985), diplomuddannelse (Danmarks Forvaltningshøjskole 2003), Studentereksamen STX (Grindsted Gymnasium 1983)

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Jan Ejlsted

Fhv. pressechef, Teknologisk Institut, fhv. souschef, Teknologirådet, fhv. direktør, Friluftsrådet, fhv. direktør, Dansk Ornitologisk Forening
lærer (1985)

0:000:00