Habitats: Biodiversitet skal være mere end grønne arealer. Det skal gennemsyre fremtidens arkitektur

Det er positivt, at natur og biodiversitet er nævnt i flere af anbefalingerne, især i dogme fire “Skab plads til natur i byerne”.

Selvom dette dogme også berører vores relation til naturen, er forståelsen af biodiversitet desværre for snæver og reduceres til et arealmæssigt spørgsmål: Hvor meget plads giver vi til naturen i byen og udenfor?

Areal er selvfølgelig et vigtigt aspekt, men det er langt fra nok. For hvis vi reducerer biodiversitet til et spørgsmål om plads, risikerer vi at overse de bagvedliggende årsager til biodiversitetstabet – og dermed også de løsninger, som virkelig kan rykke.

Design sameksistens

En ny rapport fra FN’s biodiversitetspanel IPBES er en solid kilde til en bred forståelse af biodiversitet.

I rapporten bliver det understreget, at vi kun når i mål, hvis vi adresserer de bagvedliggende årsager til biodiversitetstabet: vores produktions- og forbrugsmønstre, vores natursyn og vores kulturelle forhold til naturen.

Kort sagt: Hvordan vores samfund og byer er udformet og hvorfor.

Så udover at adressere behovet for arealer til vildere natur, også i byerne, er det afgørende, at netop en ny arkitekturpolitik også tager fat på at videreudvikle (transformere) vores samfund og kultur.

Arkitekturpolitikken har potentialet til at blive en af de politikker, der viser vejen mod et samfund i balance med naturen.

Rasmus Vincentz
Direktør, Habitats

Vi foreslår derfor, at der via arkitekturen arbejdes aktivt med at skabe nye udtryk, design, funktioner og kulturer, der tilsammen giver grobund for nye natursyn og styrker nysgerrigheden for og engagementet i de økosystemer, vi er del af.

Konkret har vi brug for, at biodiversitet bliver en integreret del af arkitekturens praksis såvel som sprog. Ikke som et afkrydsningspunkt i en konkurrence eller grønt drys på en plan.

En bred forståelse af biodiversitet må nødvendigvis indarbejdes i alle relevante uddannelser. Det skal være standardkrav i bygge- og byudviklingsprojekter, hvor de bliver fulgt op med tydelige bedømmelseskriterier og moniteres efter afslutning.

Det handler både om at skabe grønne kiler og friarealer – men også om at gentænke, hvordan bygninger og byrum kan rumme flere arter end blot mennesket. Om at designe til sameksistens.

En overset brik

Det kan arkitektur selvfølgelig ikke gøre alene, og derfor er samspil med andre ministerier og fagområder enormt vigtigt.

Derfor undrer det også, at byer og byudvikling ikke nævnes i udkastet til en kommende lov om biodiversitet, hvor perspektiverne i dag mest fokuserer på arealer uden for byen, men hvor byernes natur, både den, de har, og den, de påvirker udenfor, bør være en integreret del af en samlet indsats.

Så vi foreslår, at Kulturministeren og Miljøministeren starter en dialog om dette, også gerne med offentlig involvering.

Det er en overset brik i det samlede politiske billede – og netop derfor bør arkitekturpolitikken favne bredere: Insistere på, at biodiversitet ikke kun hører hjemme i landskabet, men også i byen. Ikke som pynt – men som en grundlæggende dimension i vores måde at udvikle samfundet på.

Når vi tænker biodiversitet bredere, får vi også flere og bedre løsninger – løsninger, der virker på den lange bane. Samtidig får vi byer, der er sundere, rigere og mere levende for alle – både mennesker og andre arter.

Arkitekturpolitikken har potentialet til at blive en af de politikker, der viser vejen mod et samfund i balance med naturen. Men det kræver, at vi tør stille spørgsmålet: Hvad er det for et forhold til naturen, vi designer ind i vores byer?