Debat

Ida Auken: Det er så fristende at hoppe ned i grøften igen

DEBAT: Løkke-regeringen har skyllet enhver forsoning imellem de grønne organisationer og landbruget ud i toilettet, mener Ida Auken.

Ida Auken, MF for Radikale og tidligere miljøminister.
Ida Auken, MF for Radikale og tidligere miljøminister.Foto: Jens Dresling/Polfoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der har i årevis hersket en kamp mellem dansk landbrug og de grønne naturorganisationer med Danmarks Naturfredningsforening i spidsen. Man har på begge sider set problemerne med natur og landbrug som et nulsumsspil, hvor den ene taber, når den anden vinder. Enten produktion og forurening eller natur og rent vand.

Da S-R-SF-regeringen kom til, valgte vi at bruge kræfterne på at forsøge at komme netop denne kamp til livs. En række af de grønne organisationer mente, at landbruget havde fået frit spil under VK-regeringen og regnede nu med, at det var deres tur til at få i pose og sæk. Derfor var en af de første ting, vi skulle håndtere, en skuffelse fra de grønne over, at der ikke blev delt gaver ud til dem i en lind strøm.

S-R-SF-regeringen nedsatte en Natur- og Landbrugskommission, der skulle finde løsninger, der kunne gavne både naturen og landbruget. Der er lavet et stort fodarbejde for at finde fælles fodslag med to sider – landbruget og de grønne. Og da Natur- og Landbrugskommissionen udkom, var det med en række tiltag, som alle kunne bakke op om: Målrettet regulering, det grønne danmarkskort, Naturfonden m.m.

Denne nye forsoning og balancerede tilgang valgte Lars Løkkes regering at skylle direkte i toilettet. Man smed alle de tiltag på porten, der skulle gavne naturen og kørte uforsonligt frem med sin 16-punktsplan, hvor ikke et komma kunne rettes.

Denne nye forsoning og balancerede tilgang valgte Lars Løkkes regering at skylle direkte i toilettet.

Ida Auken
MF, Radikale

Resten er historie. En ministerfyring og adskillige skandaler senere er enhver forsoning mellem de grønne organisationer og landbruget forduftet. Det er til skade for naturen og miljøet, da regeringen har givet tilladelse til markant mere forurening af vand og natur. Men det er også til skade for landbruget, der har brugt adskillige år og mange millioner på at komme af med et ry for at være ligeglad med miljøet og sine omgivelser.

Samtidig er en rabiat forening ved navn Bæredygtigt Landbrug trådt ind på scenen. Foreningen er fuldstændig uforsonlig og bruger metoder, som ikke er set tidligere i dansk lobbyisme. De har kun gjort opgaven sværere, og desværre ser Landbrug & Fødevarer ud til at være presset så hårdt, at de begynder at agere ligesom konkurrenterne i Bæredygtigt Landbrug.

Foto: Asbjørn Sand/Polfoto

Mange gange har jeg råbt og bandet over, at de mange dygtige danske landmænd er så dårligt repræsenteret i øjeblikket. Jeg har været rasende over, at man fra landbrugsorganisationernes side undlod at holde sin del af aftalen fra Natur- og Landbrugskommissionen og løb med hele butikken, da man fik chancen under Venstre-regeringen.

Vrede løser dog ikke noget. Jeg tror stadig på, at det er muligt at finde løsninger, der gavner både landbruget og naturen. Jeg tror, vi kan blive en nation, der laver fødevarer i verdensklasse i samklang med naturen. Jeg tror, der er store udviklingsmuligheder i dansk landbrug i form af nye og mere specialiserede produktioner og økologi.

Det kræver en politisk ledelse af landet, der har blik for begge dele – både naturen, miljøet og landbruget. Og det har vi ikke i øjeblikket. Derfor er alle krøbet tilbage ned i deres grøfter. Det er en skam. Naturen og landbruget fortjener bedre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00