Kronik om biodiversitet: Kongeriget skal droppe snævre territoriale interesser
KRONIK: FN forhandler om en global biodiversitetstraktat, der skal dække de åbne havområder uden for landenes råderet. Danmark og Grønland skal tænke ud over snævre territoriale interesser og se traktaten som en nødvendig indsats, skriver Christian Prip.
Sofie Hvemon
RedaktionsassistentAf Christian Prip
Senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut
Vi er er i en global biodiversitetskrise på land og i havet, og forskning peger på, at vi er i gang med den sjette masseudryddelse. Arterne uddør 100-1000 gange hurtigere, end hvad der er normalt for livet på Jorden. Ud over det uoprettelige tab, som arters uddøen er i sig selv, betyder tabet af arter også, at økosystemerne bliver ustabile og i sidste ende kan kollapse med alvorlige konsekvenser for os mennesker, der er afhængige af naturens tjenester.
Klimakrisen løber stadig med langt den største opmærksomhed, men den globale biodiversitetskrise er kommet højere op på dagsordenen både internationalt og i Danmark. Miljøminister Lea Wermelin (S) taler engageret om biodiversitet og vigtigheden af det kommmende globale topmøde i Kina under FN's Biodiversitetskonvention, hvor der skal vedtages nye globale biodiversitetsmål for det kommende tiår.
Hvad der stadig er ukendt for de fleste er, at FN er i gang med en forhandlingproces om endnu en global biodiversitetstraktat, som skal omfatte den halvdel af Jordens overflade, som Biodiversiteskonventionen ikke dækker. Det er de åbne havområder uden for landenes råderet – to tredjedele af verdens samlede havområder.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Behovet for traktaten
Der er mange gode grunde til en sådan traktat, som vil blive et tillæg til FN's Havretskonvention.
I århundreder har man udnyttet ressourcerne i havet ubegrænset og brugt det til losseplads. Havet sletter alle spor, troede man, og de store åbne oceaner var meget langt væk. Det er de ikke mere.
I århundreder har man udnyttet ressourcerne i havet ubegrænset og brugt det til losseplads. Havet sletter alle spor, troede man, og de store åbne oceaner var meget langt væk. Det er de ikke mere.
Christian Prip
Senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut
Nu er det ikke kun havene tættest ved kysterne, som lider af overfiskning, forurening og effekterne af klimaændringer, men også de åbne havområder.
Når disse ikke er under nogen staters råderet, men til fri udnyttelse for alle, er det kun gennnem forpligtende internationale aftaler, at de kan sikres en bæredygtig forvaltning.
FN's Havretskonvention har kun meget brede bestemmelser om beskyttelse af havmiljøet og ingen, der specifikt handler om biodiversitet.
Et stort skridt mod verdensmål 14
Traktaten skal give mulighed for, at der kan udlægges beskyttede havområder og indføre et globalt system for miljøkonsekvensvurderinger for aktiviteter, der kan skade biodiversiteten. Med traktaten vil man også indføre regler for udnyttelse af de marine genetiske ressourcer, der findes i havområderne, og for hvordan udbyttet fra dem skal fordeles på en ligelig og retfærdig måde.
Der er store forventninger til at udnytte havenes mikroorganismer til blandt andet nye lægemidler og fødevarer. Traktaten vil være et stort skridt mod at opfylde FN-bæredygtighedsmål 14 om at beskytte livet i havet.
Der var planlagt et sidste møde i forhandlingsprocessen i marts 2020, men som andre FN-forhandlingsmøder er det udsat på grund af coronakrisen. På grund af mange udestående spørgsmål i forhandlingerne vil det næste FN-møde næppe blive det sidste. Det giver tid til at få skabt den opmærksomhed og reflektion om processen, som hidtil har manglet i Danmark.
Betydning for Danmark
Vil en sådan trakat have betydning for Danmark? De nærmeste havområder, som ikke hører under vores egen eller andre landes råderet, ligger jo langt væk. Ja, for Danmark er en gammel søfartsnation, der i stor grad gør brug af verdenshavene.
Men endnu vigtigere er, at Danmark som i andre FN-forhandlinger agerer på hele Kongerigets og dermed også på Færøernes og Grønlands vegne. Grønland støder op til det Arktiske Ocean med en central del omkring Nordpolen på størrelse med Middelhavet uden for kyststaternes råderet.
Det er Udenrigsministeriet, som er Kongerigets ansvarlige for forhandlingerne i FN, men det ville være synd at sige, at man dér har gjort meget for at skabe bred opmærksomhed og diskussion om dem. Det er anderledes i Norge, hvor udenrigsministeren har nedsat en referencegruppe med både grønne organisationer, erhvervsorganisationer og forskere til at rådgive sig om de norske holdninger i forhandlingerne.
Kofod svarede nærmest intetsigende
Det er i det hele taget ikke her, at regeringen demonstrerer sin ellers højt besungne grønne profil. Da Enhedslistens Mai Villadsen i et folketingsspørgsmål efterlyste regeringens holdning til traktaten, svarede udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ultrakort og nærmest intetsigende.
Det mest konkrete i svaret er en defensiv besked om, at "relevante regionale eller sektorspecifikke organisationer/organers mandater" må respekteres og ikke undermineres.
Der er næppe tvivl om, at det er Grønlands beliggenhed ved det Arktiske Ocean, der er elefanten i rummet. I 2008 var daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) initiativtager til Ilulissat-erklæringen mellem oceanets kyststater, USA, Rusland, Canada, Norge og Danmark/Grønland. Erklæringen kom efter, at en russisk miniubåd havde plantet et flag på havbunden under Nordpolen.
Overdreven frygt for bundne hænder
Erklæringen slår grundlæggende fast, at det er kyststaterne i fællesskab og ikke andre, som er forvaltere af det Arktiske Ocean. Erklæringen siger også, at oceanet ikke behøver særskilt beskyttelse, men er nok beskyttet af de gældende bestemmelser i FN's Havretskonvention. Det er derfor, at Kongeriget ikke ser begejstret på udsigten til en global traktat, der vil kunne få bemyndigelser over for de arktiske staters "eget" hav.
Det ville klæde regeringerne i Danmark og Grønland nu at tænke ud over snævre territoriale interesser og se traktaten som et led i en helt nødvendig global indsats for at redde biodiversiteten og leve op til FN's verdensmål.
I øvrigt er frygten for, at Kongeriget får bundet hænderne i forvaltningen af Det Arktiske Ocean overdreven – særligt, hvis de af egen drift skulle finde på at beskytte biodiversiteten i havet. Og er det ikke netop det, der er brug for nu?
Illulissat-erklæringen tager fejl
Illulissat-erklæringen tager jo fejl, når den siger, at Det Arktiske Ocean er tilstrækkelig beskyttet. Tværtimod betyder den globale opvarming med smeltede ismasser, og de deraf følgende skader på den sårbare arktiske natur, kombineret med lettere adgang til førhen utilgængelige havomåder, at der er virkelig gode grunde til at give det unikke ocean særlig beskyttelse.
Den indsats kan siges at være startet allerede ved, at de fem kyststater sammen med EU, Island, Japan, Kina og Sydkorea indgik en aftale i 2018 om at undlade fiskeri i den central del af Det Arktiske Ocean, før der er bedre viden om fiskebestandene.
Næste skridt for Kongeriget og de andre kyststater kunne passende være at aftale restriktioner for andre truende udnyttelser af Det Arktiske Ocean – råstofudnyttelse ikke mindst – og dermed komme den globale traktat i forkøbet.