Kommentar af 
Morten Reimar

Løkke gik ind i en lorteuge – og vandt over de danske journalister

Løkke gik ind i en uge, der lignede lort fra starten. Og samtlige politiske journalister i kongeriget stod klar. Men sværdslaget endte med, at journalisterne godtog og gentog hans narrativ i deres egne aviser, skriver Morten Reimar.

Til et doorstep om oprettelsen af Ukrainefonden bruger en journalist anledningen til at spørge ind til Stephensens sager. Helt fair og indenfor skiven at spørge ind til den allerstørste politiske personhistorie lige nu, al den stund, man må tage de muligheder, der kommer.
Men i stedet for at svare eller tale rundtom, går Løkke til angreb.
Til et doorstep om oprettelsen af Ukrainefonden bruger en journalist anledningen til at spørge ind til Stephensens sager. Helt fair og indenfor skiven at spørge ind til den allerstørste politiske personhistorie lige nu, al den stund, man må tage de muligheder, der kommer. Men i stedet for at svare eller tale rundtom, går Løkke til angreb.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kan du huske den allerførste partilederdebat i valgkampen? Det var den, hvor de var stillet op i Vandrehallen på Christiansborg og med papskilte skulle svare enten ja eller nej til en række spørgsmål.

Et af dem var, om de havde kødfrie dage hjemme i privaten. Sikandar Siddique (FG) svarede ja, Morten Messerschmidt (DF) svarede nej, og der var ikke nogen, der blev klogere af det.

Men så i midten af rækken skete der noget, som ingen tilsyneladende havde regnet med. En af partilederne nægtede at spille med på legen. Lars Løkke Rasmussen (M).

"Når jeg ikke svarede på det her, så er det, fordi jeg synes, det er lidt irrelevant," sagde han.

Det forvirrede tydeligt moderatorerne, at han ikke fulgte deres planlagte ja-nej-runde, og mens de prøvede at finde ud af, hvilken ben de skulle stå på, tog han ordet, og snakkede om lige hvad der passede ham.

Det var aftenens helt store genistreg. For i et felt med historisk mange partiledere var der ikke tid nok til alle. Og hver af dem kunne risikere, emnerne ikke passede til deres facon. Med mindre altså, de gjorde som Lars Løkke. Det var der bare kun Lars Løkke, der gjorde.

Han har nemlig en helt speciel måde at tackle pressen på, som ingen andre med held har kopieret. Han bruger al etos opsparet gennem et halvt liv i politik til at gøre enhver journalist ubekvem og usikker.

Han bryder journalister og politikeres uskrevne aftaler, og han taler til alle de vælgere, der af den ene eller den anden årsag er trætte af medierne.

Han bruger al etos opsparet gennem et halvt liv i politik til at gøre enhver journalist ubekvem og usikker.

Morten Reimar

Lars Løkke svarer nemlig ikke på dine spørgsmål. Han fortæller dig, hvad du skal skrive. Og i sidste uge så vi et klasseeksempel på dette.

Løkke gik ind i en uge, der lignede lort fra starten. Jon Stephensen, ham der bortset fra Løkke selv og måske Jakob Engel-Schmidt lignede det største trækplaster i Moderaterne, stod for skud.

Jon Stephensen havde angiveligt ikke været den progressive #metoo-støtte, han ellers havde givet sig ud for, og derudover havde han måske begået dokumentfalsk i sin tid som teaterdirektør.

Oplagte møgsager, som både er skidt for Stephensen, men også for Moderaterne, hvis uskyld efterhånden bliver taget på ugebasis. Sådan er det med nye partier og nye ansigter på Christiansborg.

Der bliver rodet i deres fortid, og deres stamina afprøves. Og Stephensen har i sin tid i 'den virkelige verden' skaffet sig mange uvenner, der nu er klar til at fortælle, hvad han i virkeligheden er for en.

 

Læs også

Det er også noget møg for regeringen, der jo som bekendt sidder på det smallest tænkelige flertal. Skulle Stephensen blive smidt ud af Moderaterne, eller skulle han føle sig svigtet og selv gå, ville regeringen altså pludselig være afhængig af én mopset løsgænger.

Det går ikke, og derfor er den erfarne parlamentariker Løkke nødt til at holde Stephensen i folden. Samtidig skal han holde ham nok ude i strakt arm til, at han ikke smitter af.

Og samtlige politiske journalister i kongeriget stod klar til at se ham ramme den balance. Eller rettere ikke ramme den.

Samtlige politiske journalister i kongeriget stod klar.

Morten Reimar

Med andre ord: I den forgangne uge har ethvert møde med pressen været en spadseretur igennem et minefelt.

Først havde han – i et tweet – "100 procent tillid" til Stephensen. Men så kom den famøse lydoptagelse, og Løkke blev nødt til at sadle en smule om. Han gik i stedet over til at angribe journalisternes sort-hvide-virkelighed:

"Jeg har været med i så mange år, at jeg næsten kan gennemskue koreografien i det hele. Nu er forventningen, at jeg enten skal save benene af Jon Stephensen, og hvis jeg ikke gør det, så skal jeg stille mig 100 procent om bag ved ham og alle hans udtalelser. Og jeg kommer til at skuffe jer, for jeg gør ikke nogen af delene," sagde han.

Det er tæt på, men ikke et helt godt svar. For på den ene side får han markeret, at han er gammel af gårde og har set det her skuespil udspille sig igen og igen, og det er han faktisk temmelig træt af. Og han får ikke sagt noget, der kunne udfordre Stephensens fremtid i Moderaterne.

Omvendt får han ikke sagt noget, der kunne overbevise den grønne politiker, med de rystende ben som et nyfødt lam, om, at Løkke har hans ryg. Og det lukker ikke munden på journalisterne, der med rette skrev, at Løkkes tillid til Stephensen ikke længere var fuldkommen.

Nej, da journalisterne gik på arbejde mandag morgen, lignede det en nem sag: Løkke havde tidligere fuldkommen urokkelig tillid til Stephensen. Han havde bundet sig til manden, nu er den offentlige konsensus, at han er en skidt karl, og Løkke har ingen mulighed for at undvige. Lige til højrebenet. Geværerne ladt.

Men så kom onsdag. Og med det en scene der bør indgå i enhver undervisningsbog i fag beslægtet med krisekommunikation.

Men så kom onsdag. Og med det en scene der bør indgå i enhver undervisningsbog i fag beslægtet med krisekommunikation.  

Morten Reimar

Til et doorstep om oprettelsen af Ukrainefonden bruger en journalist anledningen til at spørge ind til Stephensens sager. Helt fair og indenfor skiven at spørge ind til den allerstørste politiske personhistorie lige nu, al den stund, man må tage de muligheder, der kommer.

Men i stedet for at svare eller tale rundtom, går Løkke til angreb. Han skælder journalisten ud som en skuffet far ville gøre det.

"Bruger du denne her lejlighed til at stille det spørgsmål? Det synes jeg er fuldstændig perspektivløst og pinligt for dansk presse."

Han lader ikke journalisten følge op, men forsætter med at give hele det danske pressekorps på munden. Taler om, at der er krig i Ukraine og store nyheder om Nord Stream 2, som udenlandske, men altså ikke danske journalister tager alvorligt. Ifølge Løkke. Nej, de render jo bare rundt og går op i småting uden blik for verdens mange virkelig problemer.

"Altså come on. Vågn lidt op," sluttede skideballen, og så spurgte en anden journalist ind til Ukrainefonden.

Der skal en journalist med en god portion selvtillid til for at svare igen på den. Her står en af Danmarks dygtigste og mest erfarne politikere, en mand der har været statsminister af flere omgange, set enhver afkrog af det politiske Danmark, som har trykket hånd med verdens ledere, leveret det mest imponerende politiske comeback nogensinde - og siger, du tager fejl. At du ikke fatter, hvad der er op og ned. Ingen kan betænkes i at komme i tvivl i en sådan situation.

Samtidig tilbyder han pressen en interessant historie, nemlig den om politikeren, der går i clinch med pressen. Den er for god til ikke at samle op. Og så forblændede, at mange glemmer, han slet ikke fik svaret på spørgsmålet.

Det er smartere end smart. For nu sidder de i podcastene og analyserne og diskuterer, om han har ret i, at det ikke var tid og sted at stille den slags spørgsmål. Hvilket er absurd, for der vil altid være noget større end personsager i dansk politik. Der er altid en krig, en naturkatastrofe eller noget tredje, der på flere parametre er vigtigere.

Skulle journalisten vente med at stille spørgsmål om Jon Stephensens møgsager, til Lars Løkke holdt et doorstep om det? Glem det. Det er ikke sådan, det fungerer. Og det ved Løkke også godt.

Men han undgik at svare. Og han fik afsporet debatten. Måske har han endda fået nogle til at tvivle på, om alt det her hejs med Jon Stephensen er så vigtigt, når der er større ting i verden.

Måske har han endda fået nogle til at tvivle på, om alt det her hejs med Jon Stephensen er så vigtigt, når der er større ting i verden.

Morten Reimar

Nogle har sidenhen ment, det var en svinestreg af Løkke. Hans move er blevet sammenlignet med Mette Frederiksens pressehåndtering under coronaepidemien, hvor al kritik blev fejet til side med ord som situationsfornemmelse og samfundssind. Og med Trumps evige angreb på 'fake news media'.

Men så igen, læs overskrifterne "Lars Løkke til dansk presse: Altså come on, vågn lidt op." (JP), "Løkke giver opsang til pressemøde: Vågn op!" (BT), "En journalists spørgsmål ved pressemøde fik Lars Løkke op i det røde felt: Fuldstændig perspektivløst og pinligt for dansk presse" (Berlingske), "Lars Løkke giver journalister en opsang" (Ritzau), "Pinligt for dansk presse: Løkke raser efter uventet spørgsmål på pressemøde" (Lokalavisen), "Løkke raser over spørgsmål på pressemøde: - Fuldstændig perspektivløst og pinligt" (TV2).

De godtager og gentager hans narrativ – i deres egne aviser. Han kunne ikke have drømt om mere. De er alle sammen hoppet på limpinden. Og Løkke vinder endnu et kommunikativt sværdslag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Jon Stephensen

MF (løsgænger)
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1990), arkitekt (Det Kgl. Danske Kunstakademi 1984)

0:000:00