L&F: Naturindsatsen bør målrettes statens arealer

Af Lone Andersen 
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

I landbruget er vi glade for den første naturpakke. Den rummer mange relevante initiativer, hvoraf flere fortsat er i gang med at blive rullet ud. At skabe forandringer for natur- og biodiversitet sker ikke over natten, så vi kan ikke forvente at se resultater med det samme. Jeg tror dog klart, at de er på vej.

Når det er sagt, så kan jeg sagtens se områder, hvor det giver god mening at gøre mere. Det er blandt andet i forhold til den lysåbne natur, som Liberal Alliance har som omdrejningspunkt i deres udspil om en Naturpakke 2.0.

Det er oplagt, at staten skal gå foran med naturindsatsen. Det kan ikke være meningen, at staten nødvendigvis skal drive forretning på sine arealer, her må fokus i højere grad være på at fremme blandt andet natur og biodiversitet. Netop det synspunkt oplevede jeg, at der var meget bred enighed om på Naturmødet i Hirtshals i maj.

Det giver mening, at indsatsen for natur og biodiversitet især målrettes statens arealer – ikke mindst fordi det også er på statens arealer, vi allerede i dag har større sammenhængende naturområder – både skove og lysåbne arealer med store værdier.

Øget sparring mellem landmand og naturmyndighed
Når det kommer til at styrke indsatsen for den lysåbne natur, så handler det i høj grad om at sikre den nødvendige naturpleje, så enge, overdrev og heder ikke gror til. Mange landmænd laver allerede i dag værdifuld naturpleje – også på statens arealer, og det er vigtigt, at der fremadrettet sikres gode rammer, og naturplejen kan fremmes, så flere arealer bliver afgræsset.

Spørger man mig om regeringens 80 millioner over fire år i finanslovsforslaget er tilstrækkeligt til at sikre et rigt og varieret dyre- og planteliv, ja så vil jeg hellere vende den om og sige, at – hvis 80 millioner kroner er rammen, så må vi tilpasse vores indsats herefter

Lone Andersen
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Det er dog ikke kun et spørgsmål om at få så mange arealer som muligt plejet – det handler også om at sikre, at plejen kan tilrettelægges rigtigt. Den skal både understøtte de arter og naturtyper, man gerne vil fremme, og samtidig giver landmanden sikkerhed for, at han ikke risikerer sanktioner, hvis arealerne bliver mere vilde, våde eller langhårede, end tilskudsreglerne tillader. 

Derfor er der brug for mere facilitering og prioritering af løbende dialog og sparring mellem landmand og naturmyndighed, så plejen tilpasses naturarealernes behov under bedst hensyntagen til de praktiske muligheder, landmanden har. Det handler om i fællesskab at få omsat viden om natur til fornuftig pleje, der virker. Det har både landmand og myndighed en interesse i. 

Målret indsatsen mod eksisterende naturarealer
Vi har i udpræget grad brug for en mere målrettet tilskudsordning til pleje af de naturarealer, der har særlige behov. En tilskudsordning, hvor indsatsen fastlægges med udgangspunkt i det konkrete naturareal og i dialog mellem myndighed og landmand.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er gratis at udføre naturpleje, og en mere målrettet pleje er måske på papiret dyrere, men på de konkrete arealer vil den samtidig have langt større effekt. Derfor foreslår vi, at der prioriteres midler til en supplerende national tilskudsordning til pleje.

Spørger man mig om regeringens 80 millioner over fire år i finanslovsforslaget er tilstrækkeligt til at sikre et rigt og varieret dyre- og planteliv, ja så vil jeg hellere vende den om og sige, at – hvis 80 millioner kroner er rammen, så må vi tilpasse vores indsats herefter, så vi får så meget natur og biodiversitet ud af de penge som muligt.

Så for at vende tilbage til udgangspunktet, så er en målretning af indsatsen til de eksisterende naturarealer – og herunder især statens arealer, et godt sted at starte, når vi skal prioritere indsatsen. Derfor er der også god ræson i at se på de tanker, som Liberal Alliance har lanceret omkring Naturpakke 2.0.