L&F: Tre klimaerhvervsskoler kan have konsekvenser for de resterende skoler

Der er behov for radikale ændringer på landbrugsuddannelserne som følge af den grønne omstilling, landbrugserhvervet står overfor.
Sådan skriver Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening og Per Kølster, tidligere formand for Økologisk Landsforening, i Altinget 11. marts. De fremhæver i den forbindelse økologien som en samlet løsning, der skal integreres langt dybere i uddannelsen.
Jeg er helt enig i, at landbrugsuddannelsen har brug for en overhaling, for at være tidssvarende til den store opgave landbrugs- og fødevareerhvervet står over for med omstilling til en endnu mere klimavenlig produktion.
Derfor har det faglige udvalg for landbrugsuddannelsen også besluttet, at uddannelsen skal styrkes fra start til slut med fokus på netop klima og bæredygtighed.
I den forbindelse kan jeg glæde Maria Reumert Gjerding og Per Kølster ved at fortælle, at landbrugsuddannelsen på tværs af trin også skal løftes i forhold til økologi. Det sker sideløbende med arbejdet med oprettelsen af et økologisk speciale på landbrugsuddannelsen, som også bliver rost af DN og ØL i indlægget.
Kompetencer, erfaringer og viden
De danske landbrugsskoler er rigtige gode til at udvikle og tilpasse undervisningen, så eleverne bliver klædt ordentligt på til at varetage de opgaver, erhvervet stiller dem. Det skal de have ros for.
Vores bekymring må ikke misforstås. Vi er meget tilfredse med den opmærksomhed og prioritering landbrugsuddannelsen har fået fra politisk side.
Lone Andersen
Viceformand, Landbrug & Fødevarer
Men vi håber samtidig, at de ændringer, der nu bliver foretaget på landbrugsuddannelsen, bliver et incitament til at styrke blandt andet skolernes økologiske fokus yderligere og deraf forhåbentligt kunne rekruttere bredere til uddannelsen.
Når vi i det faglige udvalg reviderer uddannelsen med fokus på klima, bæredygtighed og økologi, så er det først og fremmest for at sikre, at alle skoler, der udbyder landbrugsuddannelsen, fortsætter og styrker deres arbejde inden for disse områder. Sådan, at eleverne får de kompetencer, erfaringer og den viden, som landbruget har brug for. Dette blandt andet i relation til den grønne omstilling.
Derfor er vi i L&F bekymrede for, hvilke konsekvenser oprettelsen af tre separate klimaerhvervsskoler kan have for de resterende landbrugsskoler og erhvervsskoler generelt. Alle erhvervsskoler og landbrugsskoler i Danmark arbejder med klima og bæredygtighed i et eller andet omfang.
Det skulle de gerne blive ved med. Men kan vi risikere, at motivationen for at fortsætte den udvikling svækkes, hvis der oprettes nye grønne skoler og de øvrige skoler de facto stemples som sorte? Det er svært at spå om, men et vigtigt element at holde sig for øje.
Andre mulige veje at gå
Vores bekymring må ikke misforstås. Vi er meget tilfredse med den opmærksomhed og prioritering landbrugsuddannelsen har fået fra politisk side.
Det indikerer, at der er politisk vilje til at understøtte den omstilling, vores erhverv er midt i. Og skal der oprettes tre nye klimaerhvervsskoler, vil det være oplagt, at én bliver dedikeret til landbrugs- og fødevareuddannelserne.
I L&F mener vi dog, at der er andre mulige veje at gå, hvis vi ønsker at skabe faglige fyrtårne for klima og bæredygtighed til gavn for fremtidens faglærte.
Vi kan for eksempel indtænke klimaerhvervsskolerne i de eksisterende videnscentre for erhvervsuddannelserne, som går på tværs af skoler og uddannelser, og som netop kan bruges som udstillingsvindue for ny teknologi, faglig opkvalificering af lærerstaben eller som samlingspunkt for konferencer og elevaktiviteter om grøn omstilling.
Landbrugsuddannelsen er ligesom landbrugserhvervet midt i en omstilling, der skal sikre, at vi i fremtiden har de rigtige kompetencer og den rette viden til at finde løsninger på klimakrisen. Derfor er det også vigtigt, at vi understøtter alle landbrugsskolernes engagement og initiativer omkring grøn omstilling frem for at begrænse det.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer

Lone Andersen
Borgmester (V), Ringkøbing-Skjern Kommune, fhv. viceformand for Landbrug & Fødevarer, fhv. formand for Familielandbruget, formand, Copa-Cogega's arbejdsgruppe for økologi, gårdejer

Per Kølster
Formand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland, fhv. formand for Økologisk Landsforening, stifter og medejer af Kølster Malt & Øl

Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmark Naturfredningsforening
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Moderaterne svarer igen: Vi vil ikke lade landbruget skrive drejebogen for grisene
- Prodekan og direktør: Myndighedsrådgivningen er voldsomt presset. Det går ikke at skære mere
- Nye grønne ordførere ser frem mod den nye valgperiode: ”Afgørende handling er indtil videre udeblevet”
- Kommunalteknisk Chefforening: Der er behov for en national biodiversitetsordning















