Det helt centrale ved miljøregulering i et marked er, at markedet har svært ved at værdisætte forhold som miljøgevinster og naturværdier. 

Thyge Nygaard
DN

Af Thyge Nygaard
Agronom og landbrugspolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening

I Altinget 27. februar, udtaler adm. direktør for Landbrug & Fødevarer, Søren Gade, at de frie markedskræfter nok skal løse miljøproblemerne og sørge for grøn omstilling, så der er ikke grund til, at politikerne sørger for miljøregulering. Og som eksempel på, at det går den rigtige vej, nævner Gade, at de danske landmænd allerede bruger langt mindre kvælstof og fosfor end tidligere, til gavn for både miljø og pengepung.

Problemet i Gades rationale er så bare, at det ikke er frihed, men tvang som har skabt de miljøforbedringer, som landbruget har leveret de sidste 20 år. Og der er ikke noget, hverken i teori eller praksis, som tilsiger, at landbruget miljømæssigt vil nå i mål med mere frihed i stedet for miljøregulering. Gades pointe om, at politisk styring ikke virker, er i hvert fald med hensyn til miljøregulering direkte fejlagtig. Et enkelt, men tydeligt eksempel herpå, er de danske regler for udbringning af husdyrgødning. Da det i starten af 1990’erne blev forbudt at bredsprede gylle, fandt de danske landmænd hurtigt ud af, at de nye regler faktisk var gode, fordi de nye metoder med slæbeslanger både sparede gødning og gav bedre kvalitet af afgrøderne. Ren win-win. 

Man skulle så tro, at landmænd i vores nabolande også ville opdage disse fordele og straks investere i den nye, rentable teknologi. Så ville de ikke have brug for lovgivning for at få afskaffet bredspredning af gylle. Men det er bare ikke sket, og bredspredning er den dag i dag den mest udbredte metode til gyllespredning i nabolandene, til skade for også den danske natur, som modtager over halvdelen af det luftbårne kvælstof fra udlandet. 

Svært af værdisætte 
Det helt centrale ved miljøregulering i et marked er, at markedet har svært ved at værdisætte forhold som miljøgevinster og naturværdier. Disse forhold, eller eksternaliteter i økonomsprog, giver udfordringer, da de jo er åbenlyse for enhver, men når de ikke medfører en direkte markedsværdi, som f.eks. kan give sig udtryk i en merpris i supermarkedet, er det nødvendigt at korrigere ved en politisk afvejet indgriben, også kaldet miljøregulering. 

Dertil kommer så, at landbrugets produktion er kendetegnet ved, at mange små enheder producerer et relativt ensartet produkt til et stort marked.

I dette marked er den enkelte landmand ikke synlig, og den enkelte kan derfor ikke få en merpris for sine produkter for at være mere miljøvenlig eller have mere natur på sin ejendom. Og når der ikke er noget økonomisk incitament, vil det i det store hele betyde, at der ikke sker adfærdsændringer. Derfor er miljøregulering absolut nødvendigt for at have et rent miljø, og vi vil aldrig få vendt tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed, hvis det skal ske gennem de fri markedskræfter.

Se på Kina 
Tværtimod viser al erfaring, at frie markedskræfter, og især i et globalt marked, hvor producent og forbruger bor langt fra hinanden, er en meget stærk drivkraft til øget forurening og ødelæggelse af naturen. Miljøregulering har intet at gøre med planøkonomi. Miljøregulering er at rette op på markedets ufuldkommenhed. Tag blot Kina som eksempel. Kina er nok det land i verden, som har haft størst fremgang på grund af en fri verdensøkonomi og frihandel, men landets industri har endnu til gode at vise, at den kan håndtere miljøhensyn. Så måske skulle Gade tage på en studietur til Kina for at se, hvordan markedet ikke løser miljøproblemer, men skaber dem.

Det lader også til, at Gade i sin bejlen for at få en mere intelligent miljøregulering glemmer, at regulering skal kunne kontrolleres. Når miljøreguleringen af landbruget kan gøres bedre (den nuværende er bestemt ikke uintelligent) er det, fordi den ikke tager højde for et meget uensartet naturgrundlag. Dette skyldes både, at vi ikke har haft den tilstrækkelige viden til at gøre reguleringen mere målrettet, men ikke mindst et ønske om, at alle landmænd skulle behandles ens. Et ønske, som landbruget i øvrigt selv har båret kraftigt frem flere gange.  

Mand på månen 
Landbruget kan sagtens nå i mål og have en effektiv produktion, som giver plads til naturen, og hvor vi har et rent miljø. Men det kræver en målrettet politisk indsats, hvor man bruger ny viden til at udvikle nye produktionsmetoder og finde ud af, hvor landbruget kan foregå, uden at det belaster natur og miljø. Denne omstilling vil ikke mindst gavne landbruget, og derfor er det kun fornuftigt, at omstillingen sker ved at flytte midler fra den meget lidt liberale direkte støtte i søjle 1 til den målrettede noget-for-noget-indsats under søjle 2. Lige så lidt, som det var det frie marked, som sendte en mand på månen og skabte et teknologisk boost, som hele verden nød godt af, lige så lidt kan det frie marked løse landbrugets miljøproblemer.