Med minkaflivningerne så landmændene deres værste mareridt udspille sig lige foran dem. Nu spørger de sig selv, om de bliver de næste.

Udadtil handlede traktordemonstrationerne i november sidste år om demokrati og sympati for minkejere, men nedenunder handlede de om klima, magt og et trængt erhvervs overlevelseskamp.

500 traktorer rullede i november ind i København i en demonstration mod håndteringen af minksagen. Men utilfredsheden handlede også om mere end mink.
500 traktorer rullede i november ind i København i en demonstration mod håndteringen af minksagen. Men utilfredsheden handlede også om mere end mink. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Andreas Arp

”Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt”. ”Ingen er hævet over grundloven”. ”Ned med den blodrøde regering”.

Budskaberne er skrevet og malet i hånden på store skilte. Flere af opråbene er i farverne blå og rød, nogle ledsages af tegninger og motiver; en gravsten til minkavlerne, en skitse af grundloven, et billede af statsminister Mette Frederiksen. 

Alt står med blokbogstaver.

Fastspændt på fronten af flere hundrede traktorer ruller skiltene ind i både København og Aarhus en efterårskold lørdag, den 21. november 2020.

Bag rattene sidder en stor gruppe landmænd på initiativ fra græsrodsbevægelsen ”Oprør fra landet”. Anledningen er regeringens beslutning få uger forinden om at slå hele den danske minkbestand ned i frygt for en ny muteret coronavirus, der kan bringe vaccinearbejdet i fare.

En beslutning, der få dage senere viste sig at mangle lovgrundlag.

Efter en længere paradekørsel forbi blandt andet Christiansborg og Kongens Nytorv i det indre København samles de store traktorer på rad og række på kajen ved Langelinie. Her har fiskere fra nær og fjern også tilsluttet sig i deres kuttere for at vise sympati.

Min første og vigtigste opgave er at genoprette tilliden fra jer.

Rasmus Prehn (S), Fødevareminister

Fra en scene i nærheden taler blandt andre Lars Løkke Rasmussen og Nye Borgerliges Pernille Vermund landmændenes sag. I Aarhus er daværende Venstre-næstformand Inger Støjberg også på talerstolen med et budskab om at få ”drænet sumpen med Mette Frederiksens magtarrogance”.

I løbet af eftermiddagen ruller traktorerne så ud af Danmarks største byer igen.

Præcis en uge efter er de store maskiner på banen igen – blandt andet i Hjørring, hvor Rasmus Prehn (S) holder sin første officielle tale som regeringens nye fødevareminister.

”Min første og vigtigste opgave er at genoprette tilliden fra jer,” siger ministeren, der tre måneder senere skrotter et færdigt og længe ventet klimaudspil på landbrugsområdet for at undgå ”skyttegrave”.

Traktordemonstrationerne er nemlig ikke kun en fortælling om minkmutationer, demokrati og mulige grundlovsbrud. Det er også en historie om det definerende vadested, som dansk landbrug står i lige nu.

Det er en historie om et helt specielt erhvervs kulturelle og historiske betydning i Danmark, og om dets rolle som en magtfaktor i dansk politik.

Men vigtigst af alt er de rullende traktorer i landets største byer også historien om, hvordan en stadigt voksende klima- og miljødagsorden har presset dansk landbrugs bånd til Christiansborg og skabt forskellige fraktioner i den ellers så velorganiserede interessevaretagelse.

Fraktioner, der alle i mere eller mindre grad frygter, hvad fremtiden bringer.

Frygten tager udgangspunkt i selvforståelsen. Og derfor starter fortællingen med et tilbageblik på en definerende tid i dansk landbrugs historie.

Et landbrugsland
Vi spoler tiden tilbage til Danmark før 2. verdenskrig.

Dansk landbrug spiller en absolut nøglerolle, efter at erhvervet i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet har spillet en central rolle i moderniseringen af Danmark og er nu et af de mest produktive landbrug i hele Europa.

Frem til 2. verdenskrig er den danske industri stort set ude af stand til at eksportere, hvis man trækker det landbrugsindustrielle kompleks ud.

Carsten Porskrog Rasmussen, Landbohistoriker

Udgangspunktet er de selvstændige bondegårdsenheder, der med hjælp fra en voksende andelsbevægelse, bliver globalt orienteret og gør Danmark til et af de moderne lande, der er mest afhængige af eksporten fra landbruget.

”Frem til 2. verdenskrig er den danske industri stort set ude af stand til at eksportere, hvis man trækker det landbrugsindustrielle kompleks ud. Landbruget er derfor også utroligt tungtvejende i Danmark,” fortæller Carsten Porskrog Rasmussen, der er landbohistoriker og enhedsleder ved Museum Sønderjylland.

Danmark er med andre ord et landbrugsland. Og det kan mærkes på selvbevidstheden på de danske bondegårde.

”Man kan sige til politikere, professorer, grever og generaler, at det er meget fint, at I er så fine og synes, I er så meget dygtigere og klogere; men hvis det ikke var for os, havde i ikke en eneste dollar at købe hvide skjorter, kanoner og kaffe for. Der er ingen af jer andre, der i stand til at tjene penge udadtil,” siger Carsten Porskrog Rasmussen.

Men tiderne skifter.

Danmark gennemgår efter 2. verdenskrig en industriel revolution, der gradvist reducerer landbrugets betydning for den danske økonomi og ændrer markant på, hvordan landbruget udøves i praksis.

Hvor der i tiden omkring 2. verdenskrig var knap 200.000 bedriftsejere i de store eksportsektorer i landbruget, er der i dag knap 10.000 bedrifter i mælke- og svinelandbruget.

Artiklen fortsætter efter grafen. 

Idéen om, at landbruget stadig er centreret om en bondegård, der ejes af den udøvende landmand, er derfor også i stigende grad en ”illusion”, fortæller Carsten Porskrog Rasmussen.

”I virkeligheden er der på de store heltidsbedrifter, der står for det meste af produktionen, langt flere lønmodtagere end selvstændige i dag, og det strider markant mod selvopfattelsen i landbruget. Man taler heller ikke særlig højt om, at en meget stor del af de beskæftigede lønmodtagere i primærlandbruget er udlændinge,” siger landbohistorikeren.

Ifølge Carsten Porskrog Rasmussen har den historiske betydning dog gjort landbruget til en del af ”normalforestillingen om Danmark”.

”Det har givet endnu mere magt, end erhvervets beskæftigelse og økonomi betinger,” uddyber han.

Historisk har den magt været udøvet igennem især ét politisk parti.

Bondepartiet
De helt tætte forbindelser er måske ikke længere, hvad de har været. Men de sidder der stadig, landmændene. I vælgerforeningerne, kredsbestyrelserne, byrådene og sågar blandt folketingsmedlemmerne.

Venstre har historisk set været bøndernes parti og landbrugets stemme på Christiansborg. Det var det op igennem 1900-tallet, og det har det også været i starten af det 21. århundrede.

”Der har altid været forbindelser mellem dansk landbrug og Venstre, og de var også meget stærke i Fogh-regeringernes og Løkke-regeringernes tid. Historisk har det været et parti, der har sat en ære i at varetage landbrugets interesser,” siger Jarl Cordua, der er politisk kommentator og har en fortid i partiet.

Venstre er trængt i defensiven på klimadagsordenen, og det vil de være så længe, at landbruget er viklet ind i baglandet.

Jarl Cordua, Politisk kommentator

Rødderne præger også stadig partiet i 2021. Det er en stående joke i Venstre, at lige meget hvad man debatterer – om det er udlændinge, infrastruktur eller noget tredje – kommer det i sidste ende altid til at handle om landbruget.

”Nutid. Datid. Venstre for altid,” som der også stod på et par skilte under traktordemonstrationerne.

Selv har Jarl Cordua svært ved at vurdere præcist, hvor indflydelsesrige landbruget er i partiet i dag. Enkelte episoder fra det seneste årti kan dog måske give et fingerpeg.

Anders Fogh Rasmussens ”Grøn Vækst”-plan fra 2008 mødtes med hovedrysten flere steder i landbruget, der også var omdrejningspunktet i 2016, da daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen måtte gå af efter at have sminket miljøeffekterne af landbrugspakken.

Flere af de kilder i landbruget, som Altinget har talt med, fortæller også om en utilfredshed med Lars Løkke Rasmussen, da han i 2019 langede ud efter landmændenes klima- og miljøindsats, og med den nuværende Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen da han samme år i forbindelse med sin tiltrædelse som minister gjorde det klart, at han nu var minister ”for miljø og for fødevarer – i dén rækkefølge”.

Artiklen fortsætter efter grafen. 

På Christiansborg er analysen flere steder, at Venstres rødder i landbruget presser partiet strategisk på tidens største politiske dagsorden; klimaet.

Landbruget står for godt en fjerdedel af Danmarks drivhusgasser, og Venstre kommer ikke til at udgøre et troværdigt, grønt alternativ, der kan vinde regeringsmagten, hvis man appellerer til landmændene, lyder dommen blandt andre fra Jarl Cordua.

”Venstre er trængt i defensiven på klimadagsordenen, og det vil de være så længe, at landbruget er viklet ind i baglandet. På det tidspunkt hvor miljø og klima ikke på samme måde spillede en afgørende rolle i befolkningen, kunne det fint hænge sammen. Nu bliver man nødt til at vælge,” vurderer den politiske kommentator.

Flere steder i Venstre er analysen dog en anden. Her køber man ikke præmissen om, at der skulle være et modsætningsforhold mellem landbrug og klima.

Og så indvendes det, at man på trods af forbindelserne til landbruget stadig har formået at flytte sig på den grønne dagsorden.

”For 10 år siden måtte vi helst ikke sige højt, at tiltagene var grønne. Der var det bedre at sige, at de skabte arbejdspladser. Sådan er det slet ikke mere,” som et af partiets folketingsmedlemmer siger.

Den spirende frygt
Miljø- og klimadagsordenen har i efterhånden flere årtier været et tilbagevendende tema i dansk politik.

I de seneste 10 år har bevægelsen dog for alvor taget fart, og op til valget i 2019 kulminerede det, da klima- og miljøpolitik i flere målinger blev vurderet til at være det mest afgørende for vælgerne, når de skulle sætte deres kryds.

Udviklingen er glædelig og længe ventet, hvis man spørger de grønne organisationer og yngre vælgere, men blandt landmændene har prioriteringen af den grønne omstilling gradvist givet uro i maven og ført til voksende frustrationer.

Flere af dem peger på ”Grøn Vækst”-planen og vandmiljøplanerne fra slutningen af nullerne som startskuddet.

”Jeg kan huske, at vi sad nogle landmænd nede på Miljøcenter Ribe, hvor de fortalte om det. Vi kiggede bare på hinanden og blev enige om, at det ville komme til at lukke og slukke dansk landbrug,” siger Jens Peter Aggesen, der er formand for foreningen Agerskovgruppen, som kæmper for at fremme landbrugets rammevilkår.

Lige siden har han sammen med flere af sine landmandskollegaer haft en følelse af, at reguleringerne af landbruget ikke hænger sammen, men at der bliver ”skudt tilfældigt i højre og venstre”.

Sådan har landmand Peter Kiær det også.

Han var i december 2019 med til at stifte aktionsgruppen ”Oprør fra landet”, og så er han næstformand i Bæredygtigt Landbrug, der ifølge sin hjemmeside ”går forrest i kampen mod årtiers fejlagtige miljøregulering”.

Næstformanden nævner vandmiljøplaner og urealistiske efterafgrødekrav som eksempler på, at landbruget er blevet presset på livet af ”ufaglige” politiske tiltag, der i yderste konsekvens kan føre til, at produktionen må flytte til udlandet.

”Vi frygter, at man går stik imod det, som vi gerne vil. Vi vil gerne være et frit og liberalt erhverv, der kan producere fødevarer – og gerne med et endnu lavere CO2-aftryk. Men man er jo ikke et foregangsland, hvis man tager produktion ud. Det er det omvendte. På den måde skal vores frygt også ses i et større billede,” siger Peter Kiær.

Artiklen fortsætter efter grafen.

Mere end mink
Og så er vi tilbage ved de skelsættende uger i november 2020.

På et historisk pressemøde 4. november gør statsminister Mette Frederiksen (S) det klart, at det på baggrund af en vurdering fra Statens Serum Institut er ”nødvendigt at aflive alle mink i Danmark”. Det gælder også avlsdyrene, tilføjer hun.

En variation af coronavirus er fundet blandt minkene, der potentielt kan ødelægge effekten af vaccinerne mod covid-19 og gøre Nordjylland til det nye Wuhan.

”Worst case-scenariet er, at vi har en pandemi, som starter forfra med udgangspunkt i Danmark,” som daværende faglig direktør fra Statens Serum Institut Kåre Mølbak siger det på pressemødet.

Grebet af frygt begynder masseaflivningerne af de danske mink.

Man kan ikke lade være med at tænke, at hvad er så det næste, der kan ske?

Peter Kiær, Stifter af aktionsgruppen "Oprør fra landet"

Men ikke længe efter pressemødet begynder det at stå klart, at regeringen ikke har lovhjemmel til at tvinge alle minkavlere til at slå deres besætninger ned.

Regeringens håndtering af sagen fører den 18. november til, at fødevareminister Mogens Jensen (S) må gå af, og i den efterfølgende weekend ruller traktorerne så ind i København og Aarhus.

Med budskaber om, at ingen er hævet over grundloven - men også med opråb om, at ”Danmark dør, hvis dansk landbrug dør”.

Efter at have talt med flere af bagmændene bag demonstrationerne, står det nemlig også klart, at de for en stor del af landmændene handlede om mere end mink og demokrati.

De handlede også om den opsparede frygt for, hvad udokumenterede og forhastede beslutninger kunne føre til. En frygt, der lige pludselig materialiserede sig og blev til virkelighed for øjnene af dem med aflivningerne af minkene.

”Det var aldrig sket, hvis der ikke havde været noget i forvejen. De ufaglige indgreb, der har været mod landbruget gennem mange år, ligger i baghovedet hos alle landmænd. Og når man så ser, hvordan mink bliver slået ned på et tvivlsomt grundlag, bliver man bange for, at der generelt bliver taget for hurtige beslutninger,” siger Peter Kiær, stifter af aktionsgruppen ”Oprør fra landet”.

Derfor spørger flere landmænd nu også sig selv, hvad det ikke kan ende med, og hvor hurtigt det kan gå, hvis politikerne først kan mærke, at befolkningen er bange for noget.

”Man kan ikke lade være med at tænke, at hvad er så det næste, der kan ske? Skal svineproduktionen slås ned, fordi der kan være fare for resistente MRSA-bakterier? Skal køerne slås ned, fordi de giver klimaproblemer?” spørger Peter Kiær.

Jens Peter Aggesen fra Agerskovgruppen stemmer i.

”Nu tog de minkene, hvad bliver så det næste? Er det hønsene, grisene eller vores kvæg? Demonstrationerne skyldtes mange ting; minkene, efterafgrøderkravene, vandområdeplanerne, klimadebatten, det hele,” siger han i frustration.

Magt og metode
Demonstrationerne fra dele af landbruget skal derfor også forstås i kontekst med de aktuelle forhandlinger om klima og landbrug, som siden efteråret har været på dagsordenen på Christiansborg.

Klimaloven fra december 2019 slår fast, at drivhusgasserne skal være reduceret med 70 procent i 2030, og som en af landets største klimasyndere kommer landbruget til at skulle bidrage markant.

Med minkskandalen fik landmændene med andre ord en anledning til at lufte deres frustrationer og positionerne sig selv, inden de afgørende beslutninger skal træffes.

For som landbohistoriker Carsten Porskrog Rasmussen siger, har landbruget relativt meget magt, hvis man tager erhvervets størrelse i betragtning.

Det er landmand Henrik Bertelsen heller ikke bleg for at indrømme.

Han er bestyrelsesmedlem i landbrugets erhvervsorganisation Landbrug & Fødevarer, og så stiller han i øvrigt op til kommunalvalget i Vejen for Konservative.

”Jeg anerkender gerne, at vi har en god indflydelse på den måde, tingene bliver udformet på. Jeg tror da også, at andre erhvervsgrupper kigger lidt på os, vores kommunikation og vores politiske interessevaretagelse med misundelse. Med de redskaber opnår vi for mig at se en større indflydelse, end vores antal berettiger,” siger Bertelsen, der er tidligere medlem af Radikale Venstre og kendt som en af de ”grønnere” landmænd.

Frustrationerne over reguleringerne af landbruget har dog slået sprækker i erhvervets interessevaretagelse.

Hvis Landbrug & Fødevarer havde gjort det godt nok, så var hverken Agerskovgruppen eller Bæredygtigt Landbrug opstået.

Jens Peter Aggesen, Formand for Agerskovgruppen

Landbruget er ikke længere én samlet stemme centreret om Landbrug & Fødevarer og før det Landbrugsrådet, men repræsenteres nu også af mere kompromisløse fraktioner som Agerskovgruppen og Bæredygtigt Landbrug.

Jens Peter Aggesen siger selv, at han har et ”afslappet forhold” til Landbrug & Fødevarer, men han mener alligevel ikke, at landmændenes interesser er blevet varetaget tilstrækkeligt.

Ifølge formanden for Agerskovgruppen burde erhvervsorganisationen sige fra noget mere og køre en ”lidt strengere og strammere kurs”.

”Alt i alt kan man vel sige, at hvis Landbrug & Fødevarer havde gjort det godt nok, så var hverken Agerskovgruppen eller Bæredygtigt Landbrug opstået,” siger Jens Peter Aggesen.

Henrik Bertelsen forklarer fraktionerne med, at Landbrug & Fødevarer i det seneste årti har valgt en strategi, hvor man arbejder mere ”bagom” i stedet for at sige fra i offentligheden.

Og han anerkender, at det har ført til, at flere medlemmer har haft svært ved at se ”modstanden” komme tilstrækkeligt til udtryk.

”De nye fraktioner repræsenterer en følelse hos alle landmænd af, at man en gang imellem har lyst til at sige stop, sige fra og lægge armene over kors. Den rammer de, og den rammer de også sommetider i mig. Men mit indtryk er også, at rigtig mange landmænd har det sådan, at når først vi kommer ud på den anden side, så klarer vi den som regel alligevel,” siger Henrik Bertelsen.

Den indre svinehund
Næstformand i Bæredygtigt Landbrug Peter Kiær mener, at forholdet til Landbrug & Fødevarer er blevet bedre, og at man med den nye formand Søren Søndergaard er begyndt at kunne ”forstå dem igen”.

Men han synes stadig, at organisationen går for meget på kompromis.

”De fejler stadig på det punkt, at de æder præmisserne. Hvis vi skulle lave en klimareduktion på 60 procent, siger de, at det bliver svært, men at vi gør det. Hvis man siger, at reduktionen skal være på 100 procent, siger de det samme. De æder præmissen om, at uanset hvad vi får kastet i hovedet af umulige ting, skal vi gøre det.”

Men bliver man ikke også nødt til nogle gange at æde præmisserne for at få sin stemme hørt?

”Jo, men man må have et fundament at bygge sine præmisser på. Landbruget udleder drivhusgasser, lige så vel som al anden produktion gør. Inden man lægger en målsætning, bør man da have gjort sig overvejelser om, hvad der er realistisk. Så nej, man skal ikke bare lytte til dem, der kommer med overbudspolitik,” siger Peter Kiær.

Bæredygtigt Landbrug taler ekstremt meget til baglandet; til den indre svinehund, der bare vil sige fra.

Henrik Bertelsen, Bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer

Henrik Bertelsen fra Landbrug & Fødevarer er ikke enig med Jens Peter Aggesen i, at organisationen har bevæget sig væk fra landmændene, og han er heller ikke enig med Peter Kiær i, at strategien er for kompromissøgende.

Bestyrelsesmedlemmet sætter omvendt spørgsmålstegn ved, hvorvidt linjen fra Bæredygtigt Landbrug og Agerskovgruppen skulle være bedre.

”Det er et dilemma mellem, om man taler til baglandet eller til omverdenen. Bæredygtigt Landbrug taler ekstremt meget til baglandet; til den indre svinehund, der bare vil sige fra. I Landbrug & Fødevarer vil vi også gerne tale til omverdenen,” siger Henrik Bertelsen og fortsætter:

”Jeg hører næsten ingen uden for landbruget, der mener, at Bæredygtigt Landbrug lever op til deres navn. Ingen. De synes egentlig alle sammen, at de er lidt for meget, og jeg vil virkelig have det dårligt med, hvis det var det billede, som resten af samfundet skulle have af os. Hvis ikke vi lytter til andre, er vellidte og forstår andres bekymringer, samtidig med at vi tager vores eget baglands bekymringer seriøst, taber vi på længere sigt.”

Tror du ikke, at der er nogle landmænd, der vil blive frustrerede over, at et bestyrelsesmedlem fra landbrugets interesseorganisation siger, at de mennesker, der abonnerer på Bæredygtigt Landbrugs tanker bare gør det med udgangspunkt i en indre svinehund? Og som vil mene, at det netop er et udtryk for, at I ikke længere repræsenterer dem?

”Det kan godt ske, og så må de jo nå frem til, at jeg ikke repræsenterer dem. Min holdning er jo ikke nødvendigvis Landbrug & Fødevarers. Som jeg også siger, rammer Bæredygtigt Landbrug noget i alle bønder. Men jeg tror også godt, at de fleste er klar over, at hvis vi alle fulgte deres linje, fik vi måske lov til at sprælle, men det ville ikke holde på lang sigt,” siger Henrik Bertelsen og tilføjer så:

”Min holdning er, at hvis man er vellidt i befolkningen, så får man det nemmere. Det er jeg ikke sikker på, at Bæredygtigt Landbrug bidrager til.”

Fra skuffen til skraldespanden
Om traktordemonstrationerne kommer til at have en formildende effekt på reguleringerne af landbruget, kan tiden kun vise.

Faktum er dog, at ”opråbet fra landet” i forbindelse med minkaflivningerne endte med at få betydning på Christiansborg.

I Venstre måtte formand Jakob Ellemann-Jensen for eksempel på blot et døgn ændre partiets linje over for regeringen, efter at der ifølge Avisen Danmarks oplysninger var folk i partiets bagland, der blev ”bestormet af vrede medlemmer i en grad, så det i både intensitet og antal klart overgik reaktionerne” mod Løkkes plan om at nedlægge regionerne.

”Der var nogle landbrugsinteresser, der fik Ellemann til at korrigere sin kurs. Det er et meget godt eksempel på, at landbruget har nogle interesser, som de varetager,” siger politisk kommentator Jarl Cordua.

Men også i Socialdemokratiet gav utilfredsheden genlyd.

Få dage efter pressemødet 4. november lagde regeringen et længe ventet landbrugsudspil tilbage i skuffen, inden at den nyudnævnte fødevareminister Rasmus Prehn i januar valgte at droppe udspillet helt.

Ministeren ville ”ikke have en debat, hvor vi har traktordemonstrationer på den ene side og unge klimaaktivister på den anden”, sagde han til Avisen Danmark og koblede dermed også demonstrationerne over minksagen sammen med en større utilfredshed over reguleringen af landbruget.

For Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen handler det dog ikke specifikt om at beskytte lige præcis landmændene.

En kilde tæt på partiet forklarer, at regeringen frem for alt frygter, at en for stor utilfredshed blandt landmænd kan sprede sig til lokalsamfundene i provinsen. Det vil kunne åbne for en diskussion om, at Socialdemokratiet bidrager til en manglende balance mellem by og land, og det ønsker regeringen ikke – særligt op til et kommunalvalg.

Artiklen fortsætter efter grafen.

Et anderledes landbrug
Faktum er, at den grønne omstilling kommer til at ændre samfundet markant i de kommende år. Den økonomiske overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard har kaldt øvelsen for ”den største politisk drevne transformation af vores økonomi i en menneskealder”.

Det er derfor også utænkeligt, at landbruget ikke kommer til at gennemgå store forandringer. Udtagning af lavbundsjorde, klimatjek på bedriftsniveau, CO2-afgifter og mere planteproduktion frem for animalsk produktion nævnes som nogle af virkemidlerne.

De første indikationer på, hvad der skal ske, kommer formentlig med forårets klimaforhandlinger om landbruget.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har selv nedtonet forventningerne ved i Børsen at sige, at sektoren ”måske ikke” skal levere så mange reduktioner, ”som man havde forestillet sig i første omgang.”

Anderledes er tonen hos støttepartierne. SF og Radikale har i et fælles interview i Information slået fast, at de kommer til at stå uden for en aftale, hvis den ikke bliver ambitiøs nok, og at de kræver et reduktionsmål for landbruget på otte millioner ton drivhusgasser i 2030.

Jeg tror generelt, at befolkningen er med os. Du hører altid nogle ekstremer, men det store flertal siger jo alligevel ingenting.

Jens Peter Aggesen, Formand for Agerskovgruppen

Senest foreslog Enhedslisten at omlægge en femtedel af det nuværende landbrugsareal til natur frem mod 2030. Ministeren var dog hurtig til at afvise udspillet med henvisning til, at ”der også er behov for et realitetstjek”, hvis ikke man ønsker at ”hive gulvtæppet fuldstændig væk under vores landmænd”.

Selvom landmændene frygter, hvordan politikerne kommer til at gribe omstillingen an, er de dog alt i alt fortrøstningsfulde på selve erhvervets vegne.

”Jeg er helt sikker på, at vi også er her om 10 år, men jeg er også sikker på, at der er nogle ting, der ser anderledes ud. Der har været mange udfordringer før, hvor man har sagt, at det ville gå galt, men hvor vi har fundet en måde at komme igennem det og tilpasset os de mange nye krav,” siger bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer Henrik Bertelsen.

Næstformand i Bæredygtigt Landbrug og stifter af aktionsbevægelsen ”Oprør fra landet” Peter Kiær er også håbefuld.

Han ser selv en ”stor fremtid for dansk landbrug”, hvor produktionen dog måske i højere grad henvender sig mod mere klimavenlige fødevarer.

”Hvis vi kan vænne forbrugerne til at spise anderledes, producerer jeg præcis det, som de gerne vil have. Jeg siger ikke, at en stor og tung svineproduktion er det eneste rigtige. Det kan være, at der i stedet bare skal være nogle få og meget store svineproduktioner, der er effektive og har stor kontrol med dyrevelfærd, og som vi kan være stolte af,” siger han.

Agerskovgruppen arrangerede selv flere traktordemonstrationer i november mod håndteringen af minksagen. Her oplevede formand Jens Peter Aggesen stor opbakning blandt både landmænd og lokalsamfund, og den hæfter han sig ved.

Han tror derfor heller ikke på, at befolkningen ønsker større, gennemgribende ændringer af landbruget, når det kommer til stykket.

"Jeg tror generelt, at befolkningen er med os. Du hører altid nogle ekstremer, men det store flertal siger jo alligevel ingenting. De går ned i køledisken og køber fantastisk gode fødevarer til utrolig billige penge. De siger sgu ingenting, du,” siger Jens Peter Aggesen.

Samspillet med politikerne er dog stadig ”op ad bakke”, mener Aggesen, der ikke føler sig tilstrækkeligt hørt på Christiansborg.

For ham og en lang række andre landmænd var beslutningen om at lukke minkerhvervet ned – velbegrundet eller ej – en alt for autentisk version af deres værste mareridt.

Tiden vil vise, om de starter traktorerne op igen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Porskrog Rasmussen

Enhedsleder, Historie, Museum Sønderjylland, adj. professor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
dr.phil (Aarhus Uni. 2003),ph.d. (Aarhus Uni. 1990), cand.phil. i Historie (Aarhus Uni. 1986)

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator ved Berlingske m.fl.
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)