Peder Størup: Nyt skovprogram svigter naturen

Af Peder Størup
Naturbeskyttelse.dk

Regeringen roser jævnligt sig selv for at levere historiske indsatser på skovområdet. Det får den dog meget svært ved med udkastet til det nye skovprogram, der er sendt i høring frem til 7. april 2018.

Skovprogrammet vil sætte standarten for, hvad regeringen i de kommende år vil gøre for at beskytte naturen og stoppe artstabet i de private og offentlige skove.

Desværre er indholdet af skovprogrammet lige så uambitiøst som det forrige, og intet i det vil ændre ved den utilstrækkelige beskyttelse, som arterne hidtil har måttet lægge ryg til.

I Danmark har vi et accelerende artstab trods en national målsætning om, at tabet skal være stoppet i 2020.

Regeringens svar på det er, at 10 procent skov i 2040 skal have biodiversitet som det primære driftsformål - 10 procent i 2040!

Det burde efterhånden stå mejslet i skovens gamle træer, at det, vi gør nu, ikke er i nærheden af at kunne stoppe artstabet.

Peder Størup
Naturbeskyttelse.dk

Et mål, der er identisk med det sidste skovprogram fra 2002.

Det burde efterhånden stå mejslet i skovens gamle træer, at det, vi gør nu, ikke er i nærheden af at kunne stoppe artstabet - det har videnskabelig rapport på videnskabelig rapport vist.

Ligegyldigt om det er 50 eller 100 procent, der er i ugunstig bevaringsstatus, er det sølle, at et af verdens rigeste lande ikke kan levere arterne i skovene en bedre beskyttelse.

Vi mangler ikke skov, men natur
Skovprogrammet har også en målsætning om, at 20-25 procent af landet skal være dækket af et ”skovlandskab” inden udgangen af dette århundrede. Det kan lyde flot, men det er ikke skov, vi mangler, men arealer, hvor naturen har førsteprioritet, naturlige dynamikker, og særligt at de gamle træer ikke fældes.

Hvad enten det er i private eller offentlige skove, tømmes de i dag systematisk for de gamle træer. Det bør undre alle, der kommer i skovene, hvor de gamle træer er blevet af.

De står ikke på roden og ligger ikke som træruiner i skovbunden. Stormene og træernes alder (hvis de fik lov til at blive gamle) burde ellers levere masser af dødt ved, men få måneder efter de er faldet eller gået ud, er de fleste væk, og der er ryddet pænt op.

Vil regeringen have intensive produktionsskove, så fint, men forklæd det ikke under den positive betegnelse ”skovlandskab”. Kald det, hvad det er: produktionsskove.

Det er væsentligt, da arterne ellers fortsat risikerer at tabe til fortællingen om bæredygtighed, naturnær skovdrift og vores voksende skove - voksende i tømmerværdi måske, men absolut ikke i artsrigdom.

Det skal også bemærkes, at skovbeskyttelse ikke bør tage udgangspunkt i, om et areal er stort eller lille, men i hvor arterne lever og er truede.

Selv små lommer kan i dag rumme en høj artsdiversitet, som mod alle odds har overlevet. Disse små lommer skal der bygges videre på, så arter kan sprede sig og derved forbedre deres overlevelsesmuligheder.

Men heller ikke her vil skovprogrammet levere tilstrækkelig beskyttelse eller fremskridt.

Der skal tages hånd om beskyttelsen i de private skove
Hovedparten af vores arter lever i de private skove, og hvis ikke beskyttelsen styrkes væsentligt og finansieres, kan vi gøre nok så meget i de offentlige, uden at tabet stoppes.

Der er ikke vundet meget, hvis skovningsmaskinerne bare kører løs i de private skovområder i stedet for de offentlige. Ud af Danmarks cirka 625.000 hektar skovareal er 75 procent ejet af private.

I den minimumshandling for skovenes natur, som Københavns Universitet nåede frem til i rapport “Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove” fra 2016, er det akutte behov opgjort til 53.000 hektar privat og 22.000 hektar offentlig urørt skov.

Det bør dog bemærkes, at det, der i rapporten fra KU lægges til grund for at sikre arter mod at uddø, er, at de har bestande tre steder i Danmark.

Tre steder i Danmark er meget, meget lidt, og derfor bør anbefalingerne også ses som en absolut minimumsindsat for skovens arter.

Politisk er denne erkendelse vigtig, da der altså ikke er tale om naturbeskyttelse, men alene om en nøgtern videnskabelig redegørelse for hvad der skal til, hvis Folketinget skal undgå den ultimative konsekvens: at flere arter uddør nationalt.

Tænk, om de sydamerikanske lande havde det mål, at bare arterne i Amazonas kunne findes tre steder, var beskyttelsen ikke væsentlig i resten!

Opfordringen herfra er, at skovprogrammet som minimum sikrer beskyttelse af 53.000 hektar privat skov og 22.000 hektar offentlig skov indenfor en meget kort årrække.

Økonomi er en dårlig undskyldning
Men det kræver som nævnt, at der arbejdes med lovgivning og en økonomisk model, som sikrer, at hugsten ikke bare intensiveres i de resterende skove.

Det kræver politisk vilje til handling og ikke kun taktisk retorik om, at man gerne vil tilgodese naturen, når pengene er fundet. 

Det er nærliggende at have en mistanke om, at det for nogle politikere og partier faktisk er meget bekvemt at kunne bruge økonomi som undskyldning.

Ingen vil direkte sige, at de ikke prioriterer at beskytte naturen, men hvis partiet reelt er ligeglad, når der skal handles, er det lettere at slippe om ved den ubekvemme konsekvens af ens politik, at gøre problemet til et spørgsmål om økonomi. 

Jeg skitserer her en model til, hvordan skovbeskyttelsen kan finansieres ved, at vi alle bidrager med et beskedent ”naturgenopretningsbidrag”.

Det kræver som nævnt vilje til handling, og et første skridt må som minimum være, at den plan, der ligger for skovene, er ambitiøs og har en tidshorisont, der kan gøre en forskel for de vilde arter.

Planen er nu i høring, og for arternes skyld må vi håbe, at regeringen læser skriften på væggen, eller det mest optimale, at et bredt flertal tager ansvar for en styrket beskyttelse af Danmarks skove.