Bliv abonnent
Annonce

Ny professor ved DTU Aqua

26. januar 2010 kl. 08.42

Den 42-årige Einar Eg Nielsen er per 1. januar ansat som professsor ved DTU Aqua som professor i fiskerigenetik. Det meddeler DTU Aqua. Einar Eg Nielsen har i mere end 15 år fokuseret på at beskrive den genetiske populationsstruktur hos både ferskvands- og marine fisk – især hos laks og torsk. Han forsker i, hvordan miljøet påvirker fordelingen af genetisk variation inden for en art og gør brug af den information i rådgivningen om fiskeriforvaltning og bevarelse af biodiversitet. Einar Eg Nielsen er på den måde ikke kun interesseret i, hvor mange ton fisk, der er i vandet, men også i biodiversiteten. I dag er hans erklærede målsætning at inkorporere hensyn til biodiversitet i fiskeriforvaltningen.   Med afsæt i sin forskning i populationsgenetik bidrager han til en såkaldt moderne fiskerirådgivning. Hvor der før i tiden alene blev fokuseret på fiskekvoter, bliver der i den moderne rådgivning om fiskeriforvaltning taget højde for biodiversiteten og miljøperspektivet. Også kunderne som vil rådgives, såsom sportsfiskerne, er i dag med på at for at få højere fiskekvoter og dermed mulighed for at fiske mange flere fisk, skal bestandene plejes og forbedres, vandløbene skal plejes, og miljøet skal passes.   Einar Eg Nielsen er glad for og stolt over udnævnelsen til professor. Den er med til at fastholde den yngre forsker i Danmark. Men titlen åbner i høj grad også op for flere muligheder for at søge midler til nye projekter. Qua sit forskningsprojekt om den Atlantiske torsk i grønlandske farvande, er Einar Eg Nielsen en del af det nyoprettede Klimaforskningscenter i Grønland. Målet er en dybere forståelse af hvilke faktorer, der historisk set har bestemt torskebestandes størrelse, udbredelse og vækst og sætte det i relation til forskellige klimascenerier. Einar Eg Nielsen ser meget frem til at rejse til Grønland for første gang i september. ”Et klimacenter i Grønland er en super idé, for det er heroppe forandringerne sker først,” siger han.
Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026