Ombudsmand undersøger miljø-smøl i Randers

NYHED: Overgaard Gods har brugt 6 år og 1,8 mio. kr. uden at få godkendt eller afvist ansøgningen om at udvide svineproduktionen. Ombudsmanden undersøger nu forløbet.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

DMU og Rambøll lavede to dyre rapporter, som afviste, at der var et problem. De to undersøgelser blev fejet af bordet af de embedsmænd, som havde krævet netop disse undersøgelser.

Stig Anderson
Godsforvalter, Overgaard Gods
Fakta

Overgard Gods
Ligger ud til Mariager Fjord i Randers Kommune.
Beskæftiger omkring 40 medarbejdere, omfatter små 2400 hektar med planteavl, skovbrug, svineproduktion, biogas, kornhandel og transportvirksomhed.

Desuden ejes Dronninglund Storskov på 944 hektar i Vendsyssel.

Overgaard Gods har blandt andet søgt om tilladelse til at udvide deres svineproduktion til hele 2350 dyreenheder, hvor de i dag kun har 400. 

Folketingets ombudsmand retter nu et kritisk blik på Randers Kommunes miljøforvaltnings håndtering af en særdeles langtrukken sagsbehandling.

Siden 2002 har Overgaard Gods ved Mariager Fjord forsøgt at få en miljøgodkendelse til en stor udvidelse af sin svineproduktion og til et komposteringsanlæg.  

Men efter seks år venten og ifølge godsforvalter, Stig Anderson, 1,8 mio. kr. brugt på ansøgninger, har Overgaard Gods stadig ikke fået svar fra Randers Kommune, der nu har sagen.

Embedsmænd skrottede udvildige undersøgelser
Ombudsmanden tager sagen op af egen drift, efter at han blev opmærksom på sagen, der har været omtalt i Dagbladet Børsen. Og ifølge ombudsmandens sekretariat er sagen taget op på grund af den lange sagsbehandlingstid.

Godsforvalter Stig Anderson er glad for at ombudsmanden går ind i sagen.

Overgaard Gods følger sig ekstremt dårligt behandlet af det daværende Århus Amt, som blev ved med at sende nye spørgsmål til ansøgningerne fra 2002 til 2006 til amtet lukkede ned.

"Amtet var blandt andet bekymret for kvælstofafdampningen fra komposteringensanlægget. Og de var bekymrede for, at fuglene på Mariager Fjord ville blive skræmt af de flere lastbiler som følge af udvidelsen af svineproduktionen. DMU og Rambøll lavede to dyre rapporter, som afviste, at der var et problem. De to undersøgelser blev fejet af bordet af de embedsmænd, som havde krævet netop de undersøgelser," siger en harm Stig Anderson.

Randers Kommune lovede hjælp
Men hans frustration er også rettet mod Ny Randers Kommune, som overtog sagerne fra Århus Amt.

Det lovede ellers godt. Allerede inden kommunalreformen trådte i kraft, besøgte de kommende embedsmænd og politikere godset uopfordret for at høre om problemerne.

"To gange i 2006 var de fra Randers Kommune ude at besøge godset for at høre om udvidelserne. De gav udtryk for, at de var kommet fordi, de mente, at vi var blevet dårligt behandlet af Århus Amt. På et møde hvor senere borgmester, Henning Nyhuus, udvalgsformand Mogens Nyholm, og miljø- og teknikdirektør Pernille Blach Hansen deltog, lovede de, at de ville afsætte trekvart medarbejder kun til at behandle vores ansøgninger," siger Stig Anderson.

Der går dog over et år før Overgaard Gods hører fra Randers Kommune i form af miljødirektør Pernille Blach Hansen. Hun ringer i februar og siger, at der bør holdes et møde om sagen.

"Der bliver dog ikke fastsat en dato. Og vi hører intet fra kommunen før dagen efter 22. april, hvor Dagbladet Børsen har bragt en artikel om den lange sagsbehandling. Så ringer miljøchefen fra Randers og indkalder til et møde," fortæller Stig Anderson.

Jeres sag er lukket ned
På mødet mellem Overgaard gods og Randers kommune venter der Stig Anderson endnu et chok.

"Her får vi så at vide, at vores ansøgninger blev annulleret, da Århus Amt lukkede ned i 2006. Og det forstår jeg jo ikke, når nu de samme folk vi sad overfor i 2006 havde været på besøg på godset to gange og lovet at sætte trekvart medarbejder på sagen efter amtet," siger Stig Anderson.

Den lange sagsbehandling har store økonomiske konsekvenser for Overgaard Gods.
For at få lov til at udvide svineproduktionen investerede Overgaard Gods i et bio-gasanlæg til 65 mio. kr., der skal afgasse gyllen så forureningen mindskes.

"Det fik vi lynhurtigt tilladelse til at bygge. Men nu står vi så med et anlæg med kapacitet til 2350 dyreenheder, hvor vi kun har 400," siger Stig Anderson, som også hæfter sig ved, at priserne på byggematerialer også er steget voldsomt i ventetiden.

0:000:00