Debat

Organisationer i grønt opråb: Lad os nu få en national strategi for cirkulær økonomi

Vi er igen i år et af de første lande til at nå vores World Overshoot Day. En national strategi for cirkulær økonomi vil være et skridt på vejen mod en dansk økonomi, som i langt højere grad respekterer planetens bæreevne, skriver Mette Hoffgaaard Ranfelt, Betina Simonsen m.fl.

Hver dansker bruger 24 tons ressourcer om året. Ressourcer, der går til at fremstille alt det, vi er storforbrugere af. Det er svært at genkende billedet af Danmark som grønt foregangsland i de tal, skriver Mette Hoffgaaard Ranfelt, Betina Simonsen m.fl.
Hver dansker bruger 24 tons ressourcer om året. Ressourcer, der går til at fremstille alt det, vi er storforbrugere af. Det er svært at genkende billedet af Danmark som grønt foregangsland i de tal, skriver Mette Hoffgaaard Ranfelt, Betina Simonsen m.fl.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Her blot et par uger inde i marts måned har vi danskere brugt vores andel af klodens naturlige ressourcer for hele 2024. Resten af året er der overtræk på kontoen, og vi bruger flere ressourcer, end Jorden kan nå at genskabe på ét år. 

Vi er ovenikøbet igen et af de første lande i verden til at nå grænsen – endda endnu tidligere end sidste år. Hvis alle levede som os danskere, så ville vi bruge over fire jordkloder.

Samtidig er vi det land i EU med det højeste forbrugsbaserede CO2-aftryk per indbygger. Vores høje forbrug bliver også afspejlet i store affaldsmængder, og vi er blandt de absolutte topscorere i EU målt på affaldsproduktion per indbygger.

Læs også

Dertil har den danske circularity gap report vist, at hver dansker bruger 24 tons ressourcer om året. Ressourcer, der går til at fremstille alt det, vi er storforbrugere af. Det er svært at genkende billedet af Danmark som grønt foregangsland i de tal.

Mere end genanvendelse

Det bør give stof til eftertanke, og et ønske om at nedbringe det uhensigtsmæssigt store ressourceforbrug. Her kan cirkulær økonomi være et godt redskab.

Faktaboks

Liste over afsendere:

  • Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
  • Betina Simonsen, adm. direktør, Lifestyle & Design Cluster
  • Sine Beuse Fauerby, politisk chefkonsulent, Ingeniørforeningen
  • Pernille Haagen Larsen, rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling
  • Malene Høj Mortensen, politisk chef, Plastic Change
  • Julie Hjort, direktør for bæredygtig omstilling, Dansk Design Center

Men det er en udbredt misforståelse, at cirkulær økonomi primært handler om genanvendelse. Genanvendelse ligger langt nede i affaldshierarkiet og er en strategi til behandling af affaldet, når det ér skabt. Her kan genanvendelse give mening, særligt hvis der er tale om højniveau-genanvendelse.

Men genanvendelse mindsker hverken vores forbrug eller affaldsmængder. Derfor bør vi først og fremmest forebygge affald ved at reducere forbruget af materialer, designe produkter til lang levetid, reparere, genbruge og blive bedre til at dele og leje frem for at eje.

En ændring af forbrug og produktion til cirkulær i stedet for lineær indebærer et skift i mindset, kultur, økonomi og politik. Vi skal grundlæggende redefinere et meningsfyldt liv med mindre forbrug i respekt for de planetære grænser.

En vækstøkonomi, som den, vi har i dag, vil altid være afhængig af nye ressourcer, for at økonomien kan vokse. Hvis vi skal reducere vores forbrug af naturens ressourcer, så kalder det på et systemisk skift og et opgør med de økonomiske strukturer, som fastholder den stigende forbrugskurve. Cirkulær økonomi er ét blandt flere redskaber til at fremme det skift.

Behov for national strategi

Derfor vil en national strategi for cirkulær økonomi være et skridt på vejen til en dansk økonomi, som i langt højere grad respekterer planetens bæreevne.

Strategien bør sætte konkrete mål for at nedbringe vores forbrug af naturens ressourcer. Den bør have fokus på at forebygge affald samt sikre reelle reduktioner af vores ressourceforbrug og forbrugsbaserede klimaudledninger. 

Cirkulær økonomi handler i høj grad om at redefinere et meningsfyldt liv med mindre forbrug.

Mette Hoffgaaard Ranfelt, Betina Simonsen m.fl.

Det er vigtigt, at strategien går på tværs af traditionelle sektorer og siloer. Og så er det helt afgørende, at strategien tør tage fat på de strukturelle udfordringer, som fastholder os i en uhensigtsmæssig forbrugsspiral, som kloden ikke længere kan holde til. 

I anledning af Country Overshoot Day har vi sendt en lille hilsen til politikerne i erhvervs-, miljø- og klimaudvalget og de respektive ministre med en opfordring til en national strategi for cirkulær økonomi.

Som det også pointeres i Dansk Design Centers artikel "Lad os aflive misforståelserne om cirkulær økonomi", så handler cirkulær økonomi i høj grad om at redefinere et meningsfyldt liv med mindre forbrug.

Country Overshoot Day bør være en oplagt anledning til at drøfte, hvordan vi kan gøre lige netop det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Hoffgaard Ranfelt

Miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
cand.scient.pol.

Sine Beuse Fauerby

Chefkonsulent i cirkulær økonomi, Ingeniørforeningen IDA
cand.techn.soc. (RUC)

Malene Høj Mortensen

Politisk chef, Plastic Change
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2013)

0:000:00