Portræt af Mette Abildgaard: Kan hun få den konservative fest i gang?

Mette Abildgaard har været aktiv konservativ, siden hun var 14 år. Indmeldt i 2003 er hun dermed jævnaldrende med sit partis kollaps. Mens Det Konservative Folkeparti holdt skansen på cirka 10 procent af stemmerne op gennem nullerne, gik bunden ud ved valget i 2011.

Og da Mette Abildgaard i 2015 nåede sit personlige mål og blev valgt til Folketinget, gik det fra slemt til værre.

Blot seks mandater fik Det Konservative Folkeparti ved sit dårligste folketingsvalg nogensinde. Spærregrænsen og porten til politisk irrelevans lå blot 1,4 procentpoint væk.
Det er en forfaldshistorie, Mette Abildgaard har sin helt egen måde at sætte på formel.

”Jeg forbinder valgfester i Det Konservative Folkeparti med noget, hvor man drukner sorgerne,” som hun siger.

Jeg er langt hen ad vejen styret af mine følelser. Jeg sad ikke og overvejede indsamlingen til Ali længe. Det skulle jeg måske have gjort, men jeg vil gerne være et menneske, som kan reagere på mine følelser.”

Mette Abildgaard (K)
Gruppeformand

Spørger man kilder på Christiansborg og i partiets bagland, så illustrerer den slags udsagn et vigtigt karaktertræk ved hende. Umiddelbarhed, glimt i øjet og en optimistisk indstilling til sit partis ellers triste tilstand.

Taler man med de samme kendere af Det Konservative Folkeparti, kan Mette Abildgaard ikke alene blive dansk politiks næste store stjerne, hun har også potentialet til at genrejse sit parti.

Stadig blot 29 år gammel har hun nemlig allerede fået og taget mere ansvar, end de fleste politikere når i løbet af en hel karriere. Og skulle en tagsten falde ned i hovedet på partileder Søren Pape, er hun p.t. den mest oplagte afløser, lyder vurderingen.

”Fuldstændig klassisk 12-talspige”
Mette Abildgaard er ikke vokset op i et konservativt miljø. Som datter af en lastbilchauffør og en sosu-hjælper kunne man tænke, at Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti havde været et oplagt partivalg.

Sådan er de politiske holdninger imidlertid ikke socialiseret ind i hende. Mette Abildgaard blev konservativ ved at læse på lektien.

Som ung teenager læste hun alle partiernes programmer igennem, og derudfra konkluderede hun, at hun var konservativ.

Mette Abildgaard beskriver i dag sig selv som en ”fuldstændig klassisk 12-talspige”.

”Så stereotypt, at det næsten ikke er til at holde ud. Jeg er altid gået efter de gode karakterer og har brugt alt for megen tid på at læse lektier,” tilføjer hun.

Hun startede ellers sin skolegang med oddsene imod sig.

Under fødslen fik hun for lidt ilt og kæmpede derfor tidligt med en hjerneskade, som hæmmede hendes udvikling af sprog.

I folkeskolen fik hun hjælp af støttelæreren Lissy, som også var ansvarlig for elevrådet. Lissy opfordrede hende til at gå med i elevrådet, og sådan startede Mette Abildgaards politiske løbebane.

Nim Underup Skole lige uden for Horsens var scenen. Udvidet adgang til bordtennisborde og indførelsen af en rekordbog for skolen var blandt de første politiske resultater.

På udebane
Mens Mette Abildgaard måske nok er et konservativt håb, er hun altså langtfra nogen konservativ stereotyp.

Som blot 18-årig student fra Tørring Gymnasium i Midtjylland satte hun kursen mod Sjælland og Roskilde Universitet (RUC). I den grad heller ikke en traditionel konservativ politikerrede.

Der var tale om et aktivt tilvalg, lader hun forstå.

”Jeg har altid været tiltrukket af miljøer, som udfordrer mig.”

På RUC blev hun tvunget til gruppearbejde, som hun ellers altid har haft svært ved.

”Hold kæft, hvor har jeg lært meget om mig selv gennem gruppearbejdet. Jeg fik sat mit temperament og min tålmodighed på prøve,” fortæller hun.

Men Mette Abildgaard udfordrede også RUC. Hun lod sig ikke påvirke af, at medstuderende eller undervisere stod på en anden politisk fløj.

”Det var skægt at have forelæsere, som man til tider fandt ekstremt venstreorienterede. Men man fik lov til at udfordre dem, og de havde stor respekt for, at man gjorde det. Der blev ikke set ned på det – tværtimod.”

Hun havde ikke – som mange af sine medstuderende – reddet elefanter i Indien eller passet børn i Afrika, som hun formulerer det. Men hun havde selvtillid til at stå fast på sine holdninger.

”Jeg mødte ikke ret mange andre konservative på RUC, men til gengæld oplevede jeg stor respekt for det at være politisk interesseret,” lyder det anerkendende om institutionen, som hun blev cand.soc. fra i 2013.

”Jeg ville ikke have valgt om, hvis jeg skulle gøre det i dag. Jeg er taknemmelig for, at jeg har mødt typer, som er markant anderledes end mig selv. At jeg ikke kun blev bekræftet i, at mit verdenssyn var det eneste rigtige. Det var fantastisk.”

Mette Abildgaard er således hverken konfliktsky eller bange for at træde nye veje. Hun er eksempelvis også den første i sin familie til at tage en lang videregående uddannelse. 

Hun valgte at gøre det på ”udebane” og flyttede undervejs ind i Industrikollegiet på Nørrebro.

”Et sted, hvor jeg skal hilse og sige, at der ikke var mange konservative,” tilføjer hun.

Det var der heller ikke på hendes første job som færdiguddannet. Som kommunikationsmedarbejder på Betty Nansen Teatret stod hun igen i en verden, hun intet kendte til.

”Til min første jobsamtale spurgte de mig, om jeg nogensinde havde været på teateret. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne få jobbet, hvis jeg indrømmede, at jeg ikke havde. Så jeg sagde ja. Direktøren var snu og spurgte, hvilken farve sæderne havde. Heldigvis havde jeg researchet godt på forhånd, så jeg vidste, at de var røde.”

Tryktestet
Mette Abildgaard valgte på en måde den værste tid i danmarkshistorien at blive konservativ politiker på.

Og så alligevel ikke.

For selvom chancen for valg som konservativ folketingspolitiker aldrig har været dårligere, er hendes situation også unik for en talentfuld politiker.

Lige fra hun blev valgt i 2015, er hun nemlig blevet sat til at tage fat. Talentet er blevet tryktestet fra start.

”Det var ikke nemt at blive valgt, men da det lykkedes, kom belønningen ved, at jeg startede med 13-14 ordførerskaber. I løbet af det første år blev jeg politisk ordfører, da Mai Mercado gik på barsel. Inden der var gået et år mere, var jeg også gruppeformand. Sådan foregår det selvsagt ikke i de store partier,” siger hun.

Da hun stort set kun har været konservativ i nedgangstider, har hun samtidig haft nemmere ved at acceptere pladsen som Folketingets mindste parti, mener hun.

”Når man vælges ind seks mand ved partiets dårligste valg i 100 år, så er man fuldstændig klar over, at man skal bruge al energi på at kæmpe eksternt og ikke internt. Jeg har heller ikke oplevet alle mulige interne kampe i partiet, hvilket mange ellers forbinder os med historisk set. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke har været en del af det,” siger hun.

I stedet har Mette Abildgaard og Det Konservative Folkeparti aktuelt fået en smule medvind i ryggen. Medlemsflugten er bremset for første gang i utallige år, og partiet stiger stille og roligt i meningsmålingerne.

Men man er stadig milevidt fra bare de cirka ti procent, der ellers som et hånligt øgenavn blev knyttet til den tidligere partileder Bendt Bendtsen i nullerne.

Mette Abildgaard glæder sig først og fremmest over, at den moderate fremgang giver partiet mulighed for igen at tale om politik – og ikke spærregrænse. Men en tilslutning omkring små fem procent bliver næppe ved med at være godt nok for folkepartiet.

“Vi vil meget nødigt være Folketingets mindste parti efter næste valg, men vi går ikke og bilder os selv ind, at vi er tilbage i Schlüters storhedstid inden for fem år. Der er vores forventninger lidt mere realistiske,” lyder hendes afvæbnende svar på spørgsmålet om, hvordan partiet skal udvikle sig i de kommende år.

Balance-konservativ
Spørger man opfølgende Mette Abildgaard, hvad der skal bringe Det Konservative Folkeparti tilbage i retning af fordums størrelse og styrke, fremhæver hun begrebet “balance”.

“Jeg er ikke nationalkonservativ, socialkonservativ eller andet. For mig findes den rigtige konservatisme i balancen mellem forskellige hensyn. Balancen mellem et sundt erhvervsliv, som tjener penge til landet, og hensynet til klimaet og miljøet. Det er meget essentielt for mig som konservativ.”

“Jeg kan sagtens argumentere for en hjemløse-strategi den ene dag og for klassiske nationalkonservative holdninger som at styrke forsvaret, sikre dansk identitet og kontrollere indvandringen den næste dag. For mig ligger det konservative projekt i at finde balancen mellem forskellige hensyn,” siger hun.

For Mette Abildgaard er det derfor vigtigt, at partiet ikke indtager “de mest yderliggående holdninger”.

“Det er nemt at være et enkeltsagsparti. Man har også set borgerlige partier benytte den praksis i de senere år, men sådan har Det Konservative Folkeparti aldrig været. Vi har for eksempel en ambition om, at vi i 2034 kun betaler 33 procent i skat. Der er vi langt fremme i skoene, men vi kører ikke en konkurrence, hvor vi fører tjekliste med, om Liberal Alliance nu vil sænke skatten mere eller mindre end os.”

Men når nu Liberal Alliance for få måneder siden satte – næsten – alt ind på relativt beskedne skattelettelser, hvorfor stod Det Konservative Folkeparti så ikke klar med støtte?

“Vi sagde mange gange internt og eksternt, at vi helt bestemt også ønskede skattelettelser. Men vi vidste hele tiden godt, at DF ikke ønskede det, og derfor mente vi ikke, at den bedste taktik var at råbe højt i medierne. Skal man have andre til at være villige til at gå på kompromis, så er det sjældent en god taktik. Så ønsket var lige så stort hos os som hos andre partier. Men den taktiske fremgangsmåde var meget anderledes.”

Vil man vide mere om, hvad der er konservativt hjerteblod, kan man ifølge Mette Abildgaard slå op i regeringsgrundlaget og lede efter afsnittene om forsvar, natur og klima.

Målsætningen om 50 procent vedvarende energi i 2030 er et godt, konkret eksempel, siger hun og tilføjer om det grønne område:

“Det er blevet sagt med et glimt i øjet, at liberale kender prisen på alt, men værdien af intet. Det udsagn kan jeg se en lille grad af sandhed i på det grønne område. Jeg synes nogle gange, at liberaliserings-tendenserne tager overhånd, i forhold til at vi for eksempel også skal passe på vores kyster.”

Og netop det liberale er vigtigt at holde fast i, når man taler om forskellene i blå blok, mener hun.

“Der er to liberale partier i regeringen, og vi er ikke et af dem. Vi er konservative,” siger hun og leverer eksempler:

“Med forsvarsforliget var det vigtigt for Liberal Alliance at gøre værnepligten mere frivillig, mens det vigtigste for os var at styrke forsvaret totalt set. I forhold til straks-skilsmisser er der også stor forskel på at være konservativ og liberal. Vi har ikke noget problem med, at staten blander sig her, da familien er en af de grundlæggende institutioner, vi har et ansvar for at sikre i fremtiden også.”

Arven
Mette Abildgaard har ikke forbilleder, men hun fremhæver alligevel tre tidligere konservative, som hun har ”beundret”:

Henriette Kjær for hendes autenticitet. Lene Espersen for hendes evne til at ”tale lige ud af posen i et sprog, som danskerne forstår”. Connie Hedegaard for hendes mod til at sige fra.

”Hvis hun skulle være minister for det grønne område, så skulle det være, fordi der skulle ske noget. Hun ville ikke bare sidde som pyntegrønt,” siger hun om Connie Hedegaard, som også er en af dem, hun ”trækker allermest på” i forhold til politisk sparring.

Mette Abildgaard siger det ikke selv, men som en anonym kender af partiet konstaterer, så rummer hun netop tydelige karaktertræk fra de tre omtalte tidligere politikere.

Hun kan tale til eliten som Connie Hedegaard og til folket som Lene Espersen. Henriette Kjærs umiddelbarhed og autenticitet skinner særligt igennem på de sociale medier, hvor Mette Abildgaard jævnligt løber ind i virale bølger af opmærksomhed.

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix 

Som med indsamlingen til bageren Ali fra Tingbjerg, der udviklede sig til en national nyhedshistorie, eller med hendes billede af bland-selv-slik som aftensmad, der blev liket af mange tusinder på Facebook i 2016.

Den næste?
Inspirationskilderne Hedegaard, Kjær og Espersen har dog alle forladt politik på forskellige stadier af den konservative nedtur.

Skal Mette Abildgaard være den næste store, kvindelige (noget, som hun ikke selv er interesseret i at fokusere på) konservative, som fører arven videre – måske endda på en opgangsbølge?

Hendes eget svar er meget afdæmpet.

”Man ville være en mærkelig folketingspolitiker, hvis man ikke drømte om at blive minister en dag,” lyder det.

Længere vil hun ikke gå.

Partilederposten indgår ikke umiddelbart i overvejelserne.

”Jeg tror, det er et meget hårdt arbejde at være partiformand. Jeg tror, det er et utaknemmeligt arbejde. Jeg tror også, det kan være svært at kombinere med familieliv etc., så på den måde er det ikke noget, jeg har store ambitioner om.”

Men ligger dine ambitioner inden for politik, eller tænker du på en karriere udenfor?

”Jeg skal ikke være i politik hele mit liv. Det ved jeg allerede nu. Men jeg kunne godt tænke mig at få en del år på Christiansborg, så jeg kan blive rigtig dygtig. Jeg kan mærke, at politik er et håndværk, som man hele tiden lærer. Så jeg er nysgerrig efter at se, hvad jeg eksempelvis kan om ti år.”

Hvorfor ikke politik for resten af karrieren?

”Jeg tror, man bliver for bitter. Jeg tror, man oplever det hele gå lidt for meget i cirkler. Det kommer nok også an på, hvordan man er i politik. Med det arbejdspres, jeg har lige nu, så har jeg svært ved at se, at jeg skulle holde til det et helt liv. Det vigtigste for mig er familielivet. Der er jeg helt klassisk konservativ.”

En af de ting, hun vil arbejde på i de kommende år, er tal. Dem er hun med egne ord “ekstremt dårlig til”.

”Det er en kæmpe udfordring for mig, hver gang jeg eksempelvis er til åbningsdebat, hvor jeg er i ilden for mit parti. Jeg kan ligge søvnløs i dagene op til, af frygt for hvad jeg kan blive spurgt til, som jeg ikke kan svare på.”

Klar 2’er
Mens Mette Abildgaard selv nedtoner sine politiske fremtidsudsigter, er andre mere beredvillige med de ambitiøse prognoser.

Man kan ikke få det til citat, men spørger man blandt erfarne kendere af partiet, er hun aktuelt den mest oplagte aftager til partileder Søren Pape.

Rasmus Jarlov vil være den sandsynlige modkandidat, men både i baglandet og i partitoppen vil Mette Abildgaard være førstevalget, lyder vurderingen.

Nok ønsker ingen at krone hende offentligt, men som partiets tidligere leder Bendt Bendtsen konkluderede over for Information tidligere på året, så har hendes politiske liv næppe mange begrænsninger.

”Hun kan få partiet til at vokse igen. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er en af dem, der vil være med til at styrke vores parti på den korte og lange bane,” sagde Bendt Bendtsen til avisen.

Den tilgang deles særligt i partiets bagland, vurderer en kilde med lang baggrund i partiet, som ønsker at være anonym.

”Sagen er lidt mere speget i folketingsgruppen, som jo udpeger partiets leder. Hvis det kom til en afstemning lige nu, ville det nok stå tæt på 50/50 mellem Mette Abildgaard og Rasmus Jarlov,” lyder vurderingen fra kilden.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor relevant det aktuelt er at tale om Søren Papes afløser. Her varierer forudsigelserne en del.

Formanden for Konservativ Ungdom, Andreas Weidinger, er en af dem, som forventer, at den tidligere Viborg-borgmester bliver siddende i en årrække, og vil derfor ikke vurdere Mette Abildgaards formandspotentiale.

Ungdomsformanden er dog ikke tvivl om, at hun er partiets største talent.

”Det er svært at pege på svagheder. Hun er en 29-årig politiker, som er bredt og vidt elsket af sine modstandere og medspillere. Hun har en folketingsgruppe, som modsat andre regeringspartier fungerer perfekt,” siger han og fremhæver en af hendes særlige egenskaber:

”Hun er god til at finde kompromiser mellem folk. Der er hun nok allerstærkest blandt alle i partiet. Hun kan finde enighed mellem folk, som ellers står stejlt på deres holdninger.”

Den tidligere konservative generalsekretær og nuværende administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd, John Wagner, stødte første gang på Mette Abildgaard for otte-ni år siden. Han deler den positive opfattelse af hende.

 ”Nu håber jeg ikke, at det skader hende, at jeg siger det, men jeg kunne tidligt se, at hun er et talent udover det sædvanlige,” siger han og fremhæver hendes ”ærlige udstråling”.

”Man kan mærke, at hun mener det, hun siger. Hun formulerer sig klogt, og så kunne man tidligt mærke, at hun kan sit partis og dansk politiks historie.”

John Wagner mener, at hun har en lys fremtid foran sig, men forsøger alligevel at slå hælene en smule i.

”Hun blev gruppeformand i en meget ung alder og klarer det fantastisk flot. Men man skal passe på den slags talenter. Man skal lade dem gro stille og roligt. Give dem vand og næring i afmålte portioner,” siger han og fortsætter:

”Både Det Konservative Folkeparti og Danmark har brug for hendes type politiker. Men jeg forsøger med vilje ikke at sammenligne hende med tidligere politikere, som har gjort det godt i partiet. Det skal ikke hedde sig, at hun er en ny ‘den eller den’. Hun er sig selv, og det får hun forhåbentlig lov til at udfolde.”

 Resultater og ramasjang
Der findes resultatpolitikere, og så findes der ramasjangpolitikere.

Det siger i alt fald Per Stig Møller, og det betyder noget for Mette Abildgaard, som ser sig selv som resultatpolitiker.

Den tidligere udenrigsminister Møller er nemlig en af dem, hun søger inspiration hos. Ligesom hun gør det hos Niels Ahlmann-Ohlsen (MF fra 1981-98) og den nuværende socialminister Mai Mercado.

Sammen med sidstnævnte lavede Mette Abildgaard ellers en del ”ramasjang” tilbage i 2010, da de gik ud med en fuldtonet kritik af partitoppen.

En kritik, som til Mette Abildgaards store fortrydelse senere blev udlagt som en del af et koordineret angreb på Lene Espersens lederpost.

Selvom Mette Abildgaard klart foretrækker den kompromisvillige og resultatorienterede tilgang til politik, så er hun bare ikke nogen grå, politisk håndværker.

Hendes personlighed kan ikke holdes tilbage, lyder vurderingen konsekvent af hende.

Det er en kæmpe fordel for hende, mener John Wagner.

”Jeg er glad for, at hun har bevaret den umiddelbarhed, hun havde fra starten. Hun er ikke blevet en forloren politiker. Hun reagerer med sine holdninger og viser, at hun er et menneske af kød og blod. Det er med til at udfylde grøften mellem befolkningen og folketingsmedlemmerne.” 

”Vi har brug for personligheder i politik, og hun har en meget sympatisk personlighed. Det vil komme hende til stor fordel i de kommende år, at folk også fra andre partier holder meget af hende,” siger han.

”Mennesket Mette”
Hvad med ”stormene” på de sociale medier?

Er det ikke ramasjangpolitikeren Mette Abildgaard, som eksempelvis starter en offentlig indsamling til bageren Ali?

”Det synes jeg på ingen måde,” siger hun selv.

”Det var meget mere mennesket Mette end politikeren Mette, som lavede den facebook-opdatering om Ali.”

“Jeg gjorde det på et tidspunkt, hvor historien ellers ikke fyldte det store i medierne. Jeg ville samle ind til en buket blomster og en æske chokolade og tænkte, at vi måske kunne være en 30-40 mennesker, som kunne skrive vores navn på et kort. Jeg havde ingen ide om, at det kunne ende med at blive så stort,” siger hun og tilføjer:

”Jeg synes, hverken det var ramasjang- eller resultatpolitikeren. Det var meget mere mennesket. Jeg koblede heller ikke min indsamling sammen med noget politisk budskab. Jeg skrev ikke, at nu skal vi ghettoerne eller bandekriminalitet til livs eller lignende. Jeg drev ikke politisk plat på det.”

Alligevel fylder sagerne meget hos hende. Det påvirker hende, når folk eksempelvis kalder hende naiv oven på indsamlingshistorien eller angriber hende for at spise slik til aftensmad.

Hun taler her igen om at skulle finde en ”balance”.

Men så alligevel:

”Jeg er langt henad vejen styret af mine følelser. Jeg sad ikke og overvejede indsamlingen til Ali længe. Det skulle jeg måske have gjort, men jeg vil gerne være et menneske, som kan reagere på mine følelser.”

”Jeg gider ikke at være sådan en politiker, som ikke tør gøre noget, mene noget eller lave sjov. Det ville være det værste resultat.”