SF i EU: Regeringen står med hænderne i lommen, mens PFAS strømmer ned i grundvandet

Danmark tillader fortsat sprøjtegift med dokumenteret sundhedsrisiko på vores marker – og i sidste ende i vores drikkevand. Men på trods af alarmerende data og voksende forurening sidder ministeren stadig på sine hænder. 

Samtidig tikker uret for vores grundvand. PFAS-stoffer ophober sig i naturen og menneskekroppen – og de forsvinder ikke igen.

Det betyder, at vi lige nu hælder sundhedsskadelige stoffer ned i jorden og lader dem sive direkte ned i vores drikkevand. Det er ikke bare miljøpolitisk sløseri – det er en trussel mod folkesundheden.

Miljøministeren burde stå med vandkanden og slukke branden. I stedet står han med hænderne i lommen. Imens breder forureningen sig, og borgerne bliver gidsler i et kemisk eksperiment, de aldrig har sagt ja til.

EU må ikke bruges som undskyldning

Regeringen gemmer sig ofte bag EU og hævder, at vi må vente på fælles løsninger. Men EU’s Kemikalieagentur (ECHA) er – på initiativ fra blandt andet Danmark – faktisk kommet med et forslag om at forbyde over 10.000 PFAS-stoffer i produkter som tøj, sko og mademballage i hele EU. 

Det er det største kemikalieforbud i EU’s historie. Men vejen er stadig lang. Og netop derfor bliver tavsheden øredøvende, når det handler om pesticider i landbruget – og deres vej ned i vores drikkevand.

Hvorfor er det acceptabelt, at man stadig sprøjter med PFAS-holdige pesticider, der havner i grundvandet og i sidste ende i danskernes drikkeglas?  

For som vi ved, tager tingene tid i EU, og imens vokser forureningen og de sundhedsmæssige konsekvenser dag for dag. 

Rasmus Nordqvist (SF)
Medlem af EU-Parlamentet

Når regeringen stolt kalder Danmark et foregangsland på miljøområdet, bør vi også handle som et – og gå foran i kampen mod pesticider i landbruget i stedet for at gemme os bag fælles beslutningsgange.

Eller i det mindste tage ansvar og arbejde aktivt for de fælles løsninger. Men når det gælder landbruget, vælger regeringen tavshed.

Det store spørgsmål er derfor ikke, hvad vi venter på i EU, men snarere, hvornår den danske regering selv er villig til at tage de næste skridt.

For når vi nu tør handle og ikke mindst tale så højt om det, vi har på kroppen, hvorfor handler vi så ikke på det, vi kommer i kroppen? Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

For som vi ved, tager tingene tid i EU, og imens vokser forureningen og de sundhedsmæssige konsekvenser dag for dag. 

I Korsør havde næsten 200 borgere fået målt ekstremt høje niveauer af PFAS i blodet fra kvæg, der græssede på forurenet jord. Og i Nordsøen er der så meget PFAS i fiskene, at de ikke engang kan bruges som hønsefoder uden at overskride grænseværdierne. Det er dybt bekymrende.

Jo længere vi venter, jo dyrere

Hvis argumentet mod et forbud mod PFAS-pesticider er økonomisk, bør vi se på, hvad passivitet koster.

Et internationalt projekt bestående af forskere og journalister har estimeret, at oprydningen efter PFAS-forurening i Europa kan løbe op i svimlende 15 billioner kroner over de næste 20 år. Vi står over for en økonomisk tikkende bombe. 

For mens virksomhederne sparer på kort sigt, sender vi regningen videre til kommende generationer i form af skyhøje udgifter til oprensning, sundhedsbehandling og tabt arbejdskraft. Det er ikke økonomisk ansvarlighed. Det er samfundsøkonomisk hasard. 

Jo længere vi venter, jo dyrere og mere uoverskueligt bliver det. 

Et forbud er ikke bare nødvendigt, det er sund fornuft for både miljøet og statskassen. Det er på tide, vi stopper brugen af PFAS-pesticider én gang for alle. For vores børns skyld. For vores drikkevand. For vores tillid til, at politik ikke kun er varm luft, men også handling, når det virkelig gælder.