Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Jens Bomann Christensen

Skal den cirkulære økonomi lykkes, kræver det et kritisk blik på modeindustriens markedsføringsstrategier

Foto: Rober Solsona/AP/Ritzau Scanpix
25. marts 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Langt om længe er der udsigt til, at mode- og tekstilindustrien pålægges håndfast regulering, der skal styrke omstillingen til cirkulær økonomi. I slutningen af februar blev EU’s miljøministre og politikere fra Europa-Parlamentet enige om, at tøj og tekstiler skal omfattes af et såkaldt udvidet producentansvar.

Dermed skal producenterne til at betale for opgaven med indsamling, genbrug og genanvendelse af tøj og tekstiler. Det er et sundt og godt princip.

Producentansvaret skal træde i kraft senest 2,5 år efter direktivet træder i kraft – dog først efter 3,5 år for små virksomheder. Nedtællingen begynder, når reglerne formelt er stemt igennem Ministerrådet og Parlamentet (endnu er det kun en politisk aftale) og det kan tage måneder, måske et år, før dette sker.

Den forretningsmodel, som størstedelen af modeindustrien kører efter i dag er ikke forenelig med omstillingen til en cirkulær økonomi.

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

Uanset at det kan lyde som lang tid, er det vores klare opfordring, at Danmark går i gang med det samme.

Vores opfordring er derudover, at staten og politikerne sætter fuldt fokus på de økonomiske incitamenter i et producentansvar, der skal gøre det attraktivt for industrien at omstille sig til cirkulær økonomi – det gælder bandt andet de såkaldte ’miljøgraduerede bidrag’.

Kort fortalt går de ud på, at virksomheder som sælger tøj, der nemt kan indgå i en cirkulær økonomi, får rabat, når de skal medfinansiere behandlingen af tekstilaffald. Omvendt skal der være en økonomisk straf til virksomheder, hvis produkter på den ene eller anden måde hindrer cirkulær økonomi.

Det vil være op til de enkelte EU-lande at definere størrelse og kriterier for disse miljøgraduerede gebyrer – men aftalen lægger meget interessant op til, at ’varigheden af tekstilprodukters anvendelse og deres holdbarhed’ skal tages i betragtning. Det første er spændende, da et givent stykke tøj godt kan have lang fysisk holdbarhed, men omvendt være designet på en måde, så forbrugerne kun bruger det meget lidt.

Derfor er det også interessant (og ambitiøst), at Ministerrådet og Parlamentet gerne ser, at de miljøgraduerede gebyrer skal tackle fast fashion og ultrafast fashion.

Det kommer uundgåeligt til at kræve et kritisk blik på modeindustriens markedsføringsstrategier – for når nye tøjkollektioner markedsføres så massivt som tilfældet er i dag, fristes forbrugerne selvfølgelig til at købe nyt, selvom deres garderobe er fyldt med holdbart og velfungerende tøj.

Moden skifter som bekendt – og deri ligger kernen af industriens miljø- og klimabelastning. Et hav af nye kollektioner hvert år og en lynhurtig omsætning af tøjet skaber sorte tal på bundlinjen, men er samtidig årsagen til industriens enorme miljø- og klimaudfordringer.

Den forretningsmodel, som størstedelen af modeindustrien kører efter i dag er ikke forenelig med omstillingen til en cirkulær økonomi.

Heldigvis er ’industrien’ ikke en fast defineret størrelse. Og i mode- og tekstilindustrien er det både dem, der vil have fart på omstillingen til cirkulær økonomi, og dem, der træder på bremsen.

Den danske mode- og tekstilbranche er meget varieret. Der er både SMV’er såvel som internationale tøjgiganter. Det gode spørgsmål er, hvem politikere og embedsværk ender med at tilgodese.

Om det bliver den spirende underskov af visionære designere og virksomheder, hvor cirkulært design og produktion er et grundfundament – eller om det bliver de traditionelle fast fashion-mastodonter.

Derfor håber jeg, at den visionære del af industrien vil stå sammen og kræve ambitiøs dansk implementering med skarpt fokus på mere genbrug, nemmere genanvendelse og fremfor alt en reduktion i mængderne, der kommer på markedet.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026