Tidligere direktør for Miljøstyrelsen: EU-direktiv sætter skub i den grønne trepart

Takkehilsen til EU

På besynderlig vis kan alle vi, der i årevis har kæmpet for omfattende kvælstofreduktioner, udtagning af store landområder, meget mere natur og omlægning af landbruget endnu en gang, sende en takkehilsen til EU–systemet og til vedtagelsen af direktivet i år 2000, der kræver "god økologisk tilstand" i vore søer, åer, fjorde og nære havområder.

Det skulle realiseres i 2015 med udsættelsesmulighed til 2021 og allersidste frist i 2027.

Takkekortet for mandagens aftale kan bestemt ikke sendes til alle de danske regeringer siden den første omfattende iltsvindsrapport i 1981.

Steen Gade
Fhv. direktør for Miljøstyrelsen

For det politiske flertal i 90'erne var en EU–vedtagelse om vandmiljø kulminationen på en rimelig vellykket dansk indsats i 90'erne, men direktivet blev anset for at være for slapt, og derfor stemte Danmark ikke for.

En ironisk realitet, når vi sammenstiller den med den manglende indsats i årene derefter, og en markant illustration af politiske forskelle.

Vi taler altså nu om absolut sidste udkald for fædrelandet, hvis vi ikke skal ende i en europæisk "gabestok". Hvad vi jo rettelig fortjener.

Vi er så langt fra målet, som vi kan være, så takkekortet for mandagens aftale kan bestemt ikke sendes til alle de danske regeringer siden den første omfattende iltsvindsrapport i 1981. For 43 år siden. Tværtimod.

Mange af regeringerne fortjener faktisk i stedet at blive udstillet for både nøl og for decideret at have modarbejdet indsatsen.

Berettiget mistro

Efter fremgang i 1990'erne med både reduktioner i udledningerne og med målbare og synlige forbedringer i fjordene, ændrede billedet sig efter valget i 2001.

Fremgangslinjen blev brudt, og da en tvungen braklægningsordning i 2008 blev ophævet, blev lovede kvælstofkompensationer ikke leveret.

Alt dette kunne ses både i øgede udslipstal og som forringelser ude i fjordene. Kraftigt forstærket i 2016, da den daværende regering med åbne øjne både gik til valg på og forsøgte at gennemføre deciderede miljøforringelser. "Gyllegate" blev det kaldt.

Nu i 2024 bliver det derfor dyrt for samfundet. Sådan går det, når vi ikke handler i tide, og når store økonomiske kræfter får lov til at modarbejde sund fornuft og tilpasning til virkeligheden.

Landbrug & Fødevarer har i alle 43 år spillet rollen, der konsekvent har arbejdet for at udsætte, modarbejde og skabe modvilje mod de indgreb, der for længst burde have været gennemført.

Helt fra start, hvor der i 1987 mødte op imod 20.000 landmænd op for at protestere mod en aftale, som S, SF og R havde indgået om at indføre en kvælstofafgift. Flertallet holdt desværre ikke, og landbruget havde lært at mobilisere imod miljøregulering. Rigtig mange politiske partier turde eller ville derfor ikke gøre det nødvendige. I alle de år.

Det var nok alt det – og mere til – Magnus Heunicke tænkte på, da han på pressemødet forsikrede, at denne gang vil der virkelig blive handlet.

Mistroen til, at det hele "drukner" i udsættelser og manglende levering af det lovede, er virkelig berettiget i lyset af de sidste 43 år. Den erkendelse virker heldigvis nu til at være til stede. Der er handlet alt, alt for sent. Og nu skal det derfor gå enormt hurtigt.

Jeg kan tilføje: Ikke fordi vi kan nå det oprindelige mål om god økologisk tilstand ude i virkeligheden inden 2027. Det er fysisk umuligt.

Men nu er det svækkede, men enormt vigtige mål: At sikre så store arealer ude af drift og pålagt så mange restriktioner i de sårbare områder, at udledningerne kan komme på plads.

Danmark bør sætte sig i spidsen

Ude i virkeligheden i fjordene tager det desværre meget længere tid, inden vi ser det. Prisen for, at vi undlod at handle i tide, er altså dobbelt.

Det bliver dyrere, end det behøvede, og vi skal fortsat leve med forurenede fjorde i en del år fremover.

Hvis vi havde givet Kommissionen mere power på kvælstofområdet, var Danmark for længe siden blevet kaldt til orden.

Steen Gade
Fhv. direktør for Miljøstyrelsen

Aftalen tager heldigvis godt fat. Og hurtigt.

Frivillighed er ikke længere et tag–selv–bord, og tidspresset for at få sårbar jord ud af drift er meget kraftigt.

Jordfonden bliver kæmpestor, rigtig mange penge skal bruges de næste to år, og regulering er ikke et fyord.

Så det kommer uden tvivl til at virke. Også selvom der altid er "drillenisser", og det der er værre, der følger med.

Jeg håber, at der samtidig med en forceret indsats vil være vilje til at tænke meget grundigt over, hvordan vi fremover – også på andre områder – kan undgå at komme så galt afsted, at vi både forlænger "pinen", til den ligner en katastrofe, og samtidig gør det dyrere for os selv.

En ting vil være let at konkludere. Danmark bør sætte sig i spidsen for i EU at få langt sikrere og hårdere muligheder for EU–Kommissionen til at kontrollere og gribe ind overfor lande, der ikke lever op til de miljøkrav, som landene har vedtaget sammen.

Hvis vi havde givet Kommissionen mere power på kvælstofområdet, var Danmark for længe siden blevet kaldt til orden, og vandmiljøet var måske reddet til tiden.