Udviklingen af forureningspolitikken er gået i stå

Sejler den mere "gammeldags" miljøpolitik bare videre i sin egen gamle sø?

Meget tyder på det. Det er som om vi ikke rigtig kan rumme, at den grønne omstilling handler om langt mere end klima. Til nød, at det også handler om biodiversitet, men meget sjældent, at det også handler om luft, vand, jord og kemi. Vi har altså et kæmpe efterslæb, der så at sige "spærrer for udsigten" til reel omstilling.

Mange blev nok - ligesom mig - lidt underligt til mode, da nedslagtningen af alle mink førte til, at Danmark kunne leve op til de grænseværdier for reduktion at ammoniakindholdet i luften, som vi for længe siden havde forpligtet os til i EU-samarbejdet. Men altså ikke leveret, fordi der i årevis var alt for stille i den offentlige debat om den grundlæggende ubalance, som ammoniaktrykket giver på natur og mennesker. Ligesom vi næsten heller ingen fokus har på, at grænseværdier som sådan kun er et skridt på vejen. 

Partikelforureningen i de mest befærdede gader i København er stadig farligt høj. Mennesker dør jo af det. Jo, vi snakker om det, men luftforurening er bestemt ikke "hot stof".  Også selv om den seneste Novana-rapport fra februar igen viser, at luftforureningen af partikler og NOX ligger et godt stykke over WHO's grænseværdier. EU's grænseværdier er betydeligt ringere, og Danmarks satser stadig kun på at nå EU's grænseværdier.

Vi er desværre langt fra at have en miljøpolitik, der for alvor tager favntag med forureningen

Steen Gade
Formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål

Med havet har vi det nogenlunde på samme måde. For indsatsen fungerer vel egentlig stadig som sidste station i en - lidt mere udviklet - udgave af den fortyndingsstrategi med længere rør ud i fjorden, som var de første miljøinitiativer for nu 50 år siden.

Nu med rensning af en del af forureningen ved udløbet, men ellers efter samme tankegang. "Skræmmende godt illustreret, da den forrige regering, med Esben Lunde Larsen (V) ved roret som miljøminister, bevidst ville øge forureningen i et havområde for på papiret at "flytte forureningen " til et andet havområde. Alt sammen i rapporteringen til Helcom-miljøsamarbejdet i Østersøen, hvor Danmark således modsatte sig et ellers indlysende princip om, at man ikke må benytte "flytning af forurening," når der er tale om en bevidst øgning i et område for at flytte den til et andet. "

Rent papirarbejde, og alene for at kunne se ud, som om vi overholdt grænseværdierne. Tilsyneladende helt uden tanke for, at indsatsen jo bør handle om at genskabe økologisk balance i havet.

Vores drikkevand overholder stort set grænseværdierne, men alt for ofte ved at vandværkerne blander rent vand sammen med alt for forurenet vand, for at grænseværdierne kan overholdes.

Vi lever jo u-bæredygtigt

Steen Gade
Formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål

Målet burde jo være, at drikkevandet ikke er forurenet. Altså at det ikke opblandes og er rent. Grænseværdierne er også her i praksis nærmest blevet målet.

Andre eksempler kan let findes, for vi er desværre langt fra at have en miljøpolitik, der for alvor tager favntag med forureningen. Udviklingen af forureningspolitikken er gået i stå og præges stadig alt for meget af fortynding af forureningen, samt af en opfattelse af grænseværdier som endelige mål.

Og hvad der næsten er værre. Forurening bliver ofte italesat som om vi har løst problemerne. Som når miljøministeren i en kronik i Politiken i november sidste årskriver, at den udfordring er blevet løst i årene indtil nu. - Det blev den desværre ikke, men det kan vi bestemt gøre noget ved. Jeg vil pege på tre områder.