Kommentar af 
Rune Engelbreth Larsen

Vildhestene på Mols er blandt de heldigste heste i Danmark

I naturdebatten opstår der markante proportionsforstyrrelser, hvor nogle mennesker er blinde over for forskellen på dyrene i vildere naturprojekter og tamme kældedyr. 

Rune Engelbreth Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forbløffende nok har én uheldig vildhest fået massiv mediedækning, fordi dens GPS-bånd desværre har siddet skævt og derfor givet sår på hestens hoved. Et sandt ramaskrig over "dyrplageriet" har spredt sig som en steppebrand på sociale medier, hvor ramaskrig hører til dagens uorden. Men hvorfor ingen tilsyneladende har fundet det relevant at se lidt på sagligheden i årets største proportionsforstyrrelse, kan undre.

Det er jo ikke sådan, at samtlige rideheste og andre tamheste til sammenligning stortrives, vel? Visse aktivistiske hesteejere vender imidlertid det døve øre og blinde øje til trængsler og mistrivsel blandt tusinder af tamheste, der lider af overvægt og smertefuld forfangenhed, og som ofte opholder sig i bokse eller små folde, hvor de er afskåret fra den flokadfærd, som heste er tilpasset evolutionært.

Lad os derfor lige se på proportioner og kontekst.

Naturhistorisk Museum ejer et naturområde i Mols Bjerge på cirka 1,2 kvadratkilometer (120 hektar), hvor der i knap fem år har levet vildheste året rundt uden tilskudsfodring. Det betyder, at dyrene selv finder deres føde på arealet, og at de samtidig bidrager til at bevare biodiversiteten til gavn for masser af andre arter.

Vildhestene forhindrer, at området udvikler det førnehelvede af dødt græs, der ligger som en tung og næsten uigennemtrængelig måtte over masser af andre danske naturområder, fordi der er for få store dyr til at æde den ekspanderende græsvegetation. Når græsset visner, bliver det derfor liggende som en død dyne, som kun meget få blomster kan trænge igennem, og eftersom græs er vindbestøvet, tiltrækker det kun meget få insekter. Konsekvensen er, at flere og flere arter og levesteder forsvinder, mens ensformigheden tager til.

Det kræver ildebrand eller store planteædere i tilstrækkeligt antal at komme denne døde dyne til livs og sørge for, at der igen kan komme sollys til jordbunden og atter er plads til mange forskellige blomster, der kan tiltrække sommerfugle og andre insekter – som også er fødegrundlag for mange andre arter.

Desuden serverer vildheste og kvæg masser af hestepærer og kokasser til hungrende møgbiller og andre organismer, der også indgår i fødekæden, og det er i denne store sammenhæng, at de store dyr er levende dynamoer for centrale økosystemfunktioner.

Der er brug for mange flere dyr i dansk natur, hvis vi skal komme græshelvedets forarmelse til livs.

Rune Engelbreth Larsen, medlem, Det Etiske Råd, hovedbestyrelsesmedlem, Danmarks Naturfredningsforening

Om vinteren æder vildheste og kvæg for eksempel også lysesiv, gyvel, kviste og andet, som de forbigår eller kun æder lidt af i sommerhalvåret, hvorved de yderligere begrænser såkaldte problem-arter, som ellers har let ved at brede sig og ensrette naturen utallige steder.

Naturhistorisk Museums vildheste og kvæg er derfor en gave til naturen, der siger tak ved at være en sand fryd for øjet, for der er nemlig endnu flere farverige blomster end tidligere. Og det gyvelproblem, som den klassiske naturpleje forværrede, breder sig ikke længere, men begynder omvendt at blive åbnet op med blomstrende lysninger, takket være de vildheste og kvæg, der får lov til at leve på arealet året rundt.

Hvis en hest skulle komme i risikozonen for at lide af sult, tages den simpelthen ud af arealet, inden den begynder at sulte. I stedet ender den som løvefoder i en dyrepark, eller også bliver den flyttet til et andet naturprojekt. Jo flere naturprojekter med helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring, desto flere steder kan et overskud af vildheste altså fordeles.

Så enkelt er det faktisk, og så uproblematisk fungerer det. Det er godt for naturværdierne såvel som oplevelsesværdierne. Og der er brug for mange flere dyr i dansk natur, hvis vi skal komme græshelvedets forarmelse til livs.

I 2012 påpeges det i en videnskabelig analyse, at Danmarks beskyttede natur har behov for langt mere græsning og dermed tusindvis af store dyr, hvis vi vil bevare biodiversiteten (Nygaard m.fl.: 'Analyse af behovet for græsning og høslæt på beskyttede naturarealer').

Heldigvis har dyr det generelt godt ude i det fri. Det er jo også det liv, de er tilpasset fra naturens hånd. Tamheste har et anderledes liv. På den gode side er, at tamheste gennemsnitligt lever længe. Sådan er det også med andre kæledyr og dyr i zoologiske haver. En løve kan eksempelvis leve cirka 30 år i en zoologisk have, men kun omtrent halvt så længe i naturen.

Frihed er nemlig ikke det samme som tryghed, og dyr i fangenskab lever bare længere, end de gør i naturen. Men vi skal altså sammenligne 15 års vild frihed på savannen i et stort hegnet naturområde (sådan som tilfældet er mange steder i Afrika) med 30 års tryghed i et tremmebur eller på et lille og delvist græsbevokset anlæg i en zoologisk have.

Naturligvis kan man både graduere dyrenes frihed og vildhed. Friheden for en vildhest til at kunne bevæge sig hele året i naturen på én kvadratkilometer, hvor der ikke er farlige motorveje, støjende byer og ensformige landbrugsarealer, er selvfølgelig mange gange større og giver mange flere muligheder for at udfolde en naturlig hesteadfærd, end det er muligt for en tamhest. De fleste tamheste har kun mulighed for at bevæge sig over længere distancer, når de er under saddel, med bidsel i munden og sporer i siden, og når en rytter bestemmer.

Når eksempelvis vildheste kan bevæge sig frit på 1,2 kvadratkilometer hele året (det vil sige på 1,2 millioner kvadratmeter og omtrent lige så meget som 175 fodboldbaner), har de bedre muligheder for at udfolde naturlig adfærd sammenlignet med de mange tamheste, der ofte står i en boks på få kvadratmeter eller går på en fold på for eksempel tusind kvadratmeter.

En vildhest på Naturhistorisk Museums arealer i Mols Bjerge har altså hele året og døgnet rundt adgang til et naturareal, der er over 1.000 gange større end det, mange tamheste ofte er henvist til – og vildhesten er samtidig helt fri for den lillebitte hesteboks. Og hvis vi sætter vildheste ud i en naturnationalpark på for eksempel 35 kvadratkilometer (hvilket er størrelsen på Naturstyrelsens forslag til den hidtil største naturnationalpark), er arealet ligefrem 35.000 gange større. Det er virkelig meget, og det er godt for heste at kunne bevæge sig meget.

Men ét er, at arealstørrelser spiller en vigtig rolle, noget andet er, at skader og skavanker selvfølgelig også kan følge med livet som tamhest. I den mindre ende kan tamheste for eksempel komme til skade på deres dækkener, grimer og andet udstyr, imens de går på folden, hvilket er uheldigt – ligesom det er uheldigt for en enkelt vildhest, at et GPS-bånd sidder skævt.

Værre er, at i omegnen af ti procent af tamhestene dør af forfangenhed, der er en kompleks og meget smertefuld lidelse, som blandt andet kan være forbundet med overvægt og fedtophobning. Behandlingen er heller ikke rar, idet smerterne er størst de første tre-fire uger, hvor hesten skal have ”boks-ro”. Det vil sige, at den modsat sin natur skal stå i en lille boks, og er det alligevel for smertefuldt for hesten (og for ejeren at overvære), anbefales det at aflive den.

Til sammenligning er der endnu ikke én hest på Naturhistorisk Museums arealer i Mols Bjerge, der har lidt af forfangenhed.

Overvægt er i sig selv et stort problem, som rammer over 25 procent af tamhestene, og det er faktisk den primære årsag til aflivninger. En dyrlæge forklarer, hvorfor problemet er så stort:

"...  vi er blevet mere rundhåndede med vores fodring og er i højere grad tilbøjelige til at give vores heste mere mad end de egentlig har brug for. I tillæg holdes hesten oftere som et kæledyr, frem for et arbejdsdyr, som man så det i gamle dage. Sidst men ikke mindst har flertallet af hesteejere ikke den samme faglige viden omkring hestens basale behov, som det var tilfældet tidligere. Det betyder, at vi som ryttere ofte mistolker en overvægtig hest som værende muskuløs. (…) Det betyder, at ejeren først begynder at få øjnene op for problemet, når hesten er kraftigt overvægtig." (Kristensen & Uldahl: ’Overvægt er den primære årsag til, at heste aflives’, 2019).

Det er som nævnt hestens normale adfærd at bevæge sig meget og afsøge store områder for at finde føde:

Desværre er der nogle, som er blinde for forskellene på dyrene i vildere naturprojekter og de dyr, de kender som deres egne kæledyr.

Rune Engelbreth Larsen, medlem, Det Etiske Råd, hovedbestyrelsesmedlem, Danmarks Naturfredningsforening

"Heste er som udgangspunkt skabt til at bevæge sig, og i naturen skal de afsøge store områder, for at skaffe den næring, de har brug for. Det er naturligt, for heste der lever frit, at de gennem vinteren taber sig en del grundet begrænset adgang til naturlig føde, men når sommeren kommer, og græsset igen gror, får hesten genopfyldt sine depoter. Derfor vil man hos heste som lever et vildt liv i naturen også se store udsving i deres kropsvægt hen over året. Men når hestene ikke lever vildt, men i stedet fodres jævnt hele året rundt, bliver det vigtigt for hestens generelle sundhed, at den ikke bliver for tyk. (...) En hest vil helt naturligt æde meget mere end den reelt har brug for, hvis den har fri adgang til foder."

Hvor det er muligt at sætte heste ud på store arealer med tilstrækkeligt med føde som på Naturhistorisk Museums arealer eller i nogle af de kommende (og endnu større) naturnationalparker, er der altså nogle skavanker og lidelser, som dyrene er fri for.

Dette betyder jo ingenlunde, at rideheste ikke generelt har det godt. Langt de fleste hesteejere er dygtige og passer selvfølgelig særdeles godt på deres heste, og dyrene er vant til at blive redet på. Men enhver kan være uheldig, og nogle kan også omgås deres rideheste mindre hensigtsmæssigt, og derfor ser vi alt for mange overvægtige heste, der må aflives.

Men man kan ikke uden videre sammenligne tamme heste med de ikke-tamme heste, der får lov til at leve af og i naturen året rundt. Også af den grund giver det mening med en praktisk skelnen mellem hestenes forskellige funktioner, og "vildhest" er derfor en god og informativ betegnelse for en hest, der ikke tæmmes, og som går uden for på et større naturareal hele året uden at blive fodret.

Det er som regel robuste heste som eksempelvis Exmoor-ponyer og Konik-heste, der bruges til de vildere naturprojekter, for de har i årtier vist sig særligt velegnede til livet i det fri. De er også publikumsvenlige, fordi de ikke er opsøgende, når de ikke fodres – og derfor er det selvfølgelig problematisk, når nogle aktivister forsøger at sabotere naturprojekterne ved at fodre dem ulovligt, sådan som vi har set det den seneste tid.

Desværre er der nogle, som er blinde for forskellene på dyrene i vildere naturprojekter og de dyr, de kender som deres egne kæledyr, og derfor opstår nogle ret markante proportionsforstyrrelser i forhold til at vurdere forholdene dyreetisk.

Men vi kan jo også tænke lidt videre og mere generelt over, hvordan dyrelivet mon er for de 100 millioner af produktionsdyr, der lever i Danmark? Hvor mange millioner af de dyr ser aldrig solen og betræder aldrig en stribe natur? Er det monstro særlig retvisende at fokusere negativt på vildheste, der lever bag hegn på én, ti eller 35 kvadratkilometer i den fri natur under åben himmel?

Et hegnet naturområde redder også masser af dyr fra meningsløs trafikdød og de smertefulde påkørsler, hvor de ikke dør med det samme, men måske humper videre i timer eller dage.

Der er for eksempel 12.000 hjortepåkørsler i Danmark om året – og dertil kommer påkørsler af grævlinge, ræve, oddere og mange andre dyr. Vi taler altså om titusindvis af dyr, som årligt køres ned, hvilket alene i perioden 2012-17 har kostet samfundet 1,7 milliarder kroner i materielle skader og er resulteret i 144 trafikulykker med personskader (jf. Dyrenes Beskyttelse og Cowi, 2019). Desuden lemlæstes cirka 20.000 rålam af høstmaskiner hvert eneste år (jf. Danmarks Jægerforbund, 2017).

Dét hører også med til billedet. Det er ganske enkelt unaturligt farligt for titusindvis af dyr i Danmark, at de ikke er så heldige at leve bag hegn i et stort naturområde.

Lad os derfor håbe, at politikere og presse også begynder at tænke lidt over, hvor sagligt og rimeligt det er med nogle aktivisters proportionsforvrængende dyrevelfærdsstorm over én vildhest, der har været uheldig med ét GPS-bånd.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion