Dagens overblik: Ny enhed skal få afviste asylansøgere hurtigt ud af landet

NYHEDSOVERBLIK: Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) opsiger kontrakt med Dansk Flygtningehjælp og opretter ny enhed, der skal få afviste asylansøgere hurtigere ud af landet. Få dit politiske overblik her.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Peter Pagh-Schlegel

Godmorgen og velkommen til dagens politiske overblik, der er sin sidste af slagsen i dette folketingsår, hvor en længeventet og politisk omdiskuteret sommerferie står for døren.

Mens de fleste danskere holder sig inden for landets grænser denne sommer, får afviste asylansøgere nu en hjælpende (og mere fast) hånd til at komme hurtigere på et fly ud af landet.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) opretter nemlig en ny enhed på 20 medarbejdere under Hjemrejsestyrelsen, der ifølge ministeren skal være en ”mere fast hånd” til at sende afviste asylansøgere hjem hurtigst muligt.

”Efter en grundig behandling har de fået afslag – i sidste ende af et uafhængigt nævn. Så skal folk altså også hoppe på flyet hjem. Der er ikke fri indvandring til Danmark. Det er derfor, at vi nu giver Hjemrejsestyrelsen lidt flere muskler,” siger Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse.

Tidligere har Dansk Flygtningehjælp haft opgaven, men den kontrakt har ministeren valgt at opsige.

”De afviste asylansøgere er netop ikke flygtninge. Derfor er opgaven malplaceret hos dem,” lyder det fra Tesfaye.

Dansk Flygtningehjælp er bekymret over beslutningen og påpeger over for DR, at årsagen til, de i 2012 overtog opgaven fra politiet, netop var en vurdering af, at opgaven ikke lå bedst hos en myndighed.

Lige nu opholder 1.088 afviste asylansøgere sig i Danmark.

Status: Et år med regeringen
I morgen har Socialdemokratiet været i regering i ét år. I den anledning gør Altinget status på, hvor regeringen har valgt at lægge retningen for Danmark.

I dagens udgave af Altinget Ajour analyserer magasinredaktør, Esben Schjørring, på statsminister Mette Frederiksens første tid.

Derudover giver Altingets fagredaktører i denne artikel et indblik i, hvilke resultater og nederlag regeringen har nået på alt fra klimaområdet til kulturområdet.

SF kræver lønloft på Ørsted-direktør
Som hovedaktionær i Ørsted skal staten lægge et hårdt loft ned over aflønningen af energigigantens kommende topchef.

Det mener regeringens støtteparti SF, som vil stille krav til finansminister Nicolai Wammen (S) om, at Ørsteds kommende administrerende direktør maksimalt må tjene 20 gange mere end den lavest lønnede fastansatte medarbejder i den børsnoterede virksomhed. Det skriver Politiken.

"Vi ønsker generelt at lægge et princip ned om, at der skal være en grænse for, hvor meget topchefernes lønningerne må stikke af. Det mener vi også skal gælde i Ørsted. Vi vil sige til finansministeren, at vi mener, at man skal forsøge at gøre sin indflydelse gældende med de ejerandele, staten har. Vi foreslår, at man lægger et lønloft svarende til 20:1," siger Jakob Mark til Politiken.

Ministre til studerende: Søg bredt
Når landets studenter har fået vognturen og de første mange fester lagt bag sig, kan de vågne op til et brev fra to ministre i e-boksen.

Her opfordrer undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) de nyklækkede studenter til at søge bredt, hvis de ønsker at studere allerede efter sommerferien. Det skriver Politiken.

Forventningen fra eksperter og erhvervsorganisationer er, at flere unge kommer til at søge ind på en uddannelse i år, ligesom vi før har set i krisetider. Og selvom regeringen har planer om at oprette 5.000 ekstra studiepladser, vil det ikke kunne gøre op for det.

”Hvis vi ser rigtigt, og der kommer flere ansøgere, så vil der være en større konkurrence om pladserne,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til Politiken og tilføjer: ”Hvis du har et job på hånden eller skal på højskole, så kommer jeg ikke til at tale dig fra det.”

Det sker i dag

  • Klokken 8.30: En tidligere forvaltningschef i Aarhus Kommune er blandt de tiltalte i en sag, hvor fire personer og to firmaer er tiltalt for at modtage eller yde bestikkelse. Billetter til koncerter og en festival var ifølge anklagemyndigheden blandt det, som firmaerne gav.
  • Klokken 9.00: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er kaldt i samråd om statens brug af og kontrol med arbejdsklausuler. Ministeren skal blandt andet redegøre for Statsrevisorernes kritik af statens manglende brug af arbejdsklausuler.
  • Klokken 10.30: Retten i Roskilde ventes denne dag at afsige kendelse om, hvorvidt en norsk-iransk mand er skyldig i at have bistået en iransk efterretningstjeneste med at forberede et attentat på en eksil-iraner i Ringsted.
  • Klokken 10.30: Norges statsminister, Erna Solberg, holder regeringens halvårlige pressemøde.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00