Regeringens fokus på udsatte børn er velkommen, for selvfølgelig skal udsatte børn og unge have den mest kompetente hjælp, der findes. 

Men som blandt andre Signe Hald Andersen, forsker ved Rockwool Fonden, pointerer, har vi ikke viden, der underbygger, om de initiativer, der bliver præsenteret i regeringens udspil, virker. Så hvorfor melde ud med ønske om flere og tidligere anbringelser som en kompetent løsning?

I statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale blev baggrunden for initiativerne forklaret. Vi griber ofte for sent ind med en anbringelse, og de fleste forældre har forud for den sene anbringelse fået alt for mange chancer, lød det fra Mette Frederiksen.

Men når statsministeren vælger ordet "chancer," afspejler det i min optik et negativt syn på samfundets mest udsatte forældre. Ord skaber vores virkelighed, og når regeringen bevidst taler om for mange chancer til familien, lander ansvaret for familieproblemerne kun ét sted: Hos forældrene.

Hvorfor taler regeringen ikke i stedet om støtte eller behandling i dens skåltale for flere og tidligere anbringelser?

Behandlingssucces bliver forældrenes ansvar
Mit bud på dette retoriske spørgsmål er, at det ville tvinge os som system til først at kigge indad og derved pege pilen tilbage mod det system, som statsministeren selv repræsenterer.

Mette Frederiksen bruger i stedet ordet "chancer" og vender således pilen mod forældrene, som systemet skal beskytte børnene mod. Jeg er bekymret for det menneskesyn, som vi går til det sociale arbejde med, når vi ser forældrene som nogle, der får chancer.

Vi skal i højere grad se på forældrene som en dynamisk ressource, der kan udvikle sig. Fordi en mor har haft en depression, eller en far drikker, behøver det ikke være en permanent tilstand

Nikolaj Nissen
Souschef, Center for Unge og Familier

Risikerer vi ikke at stå i en situation, hvor endnu flere forældre til udsatte børn og unge bliver problemet snarere end løsningen? Når vi taler forældrene ned, overser vi, hvilke ressourcer og kompetencer forældrene og familien har, om end den nu er, og har været, ramt af mistrivsel.

Jeg savner i regeringens udspil til Barnets lov en diskussion af, hvad vi kan gøre, inden det kommer til en anbringelse. For en anbringelse, og det håber jeg, at alle er enige i, er vel stadig sidste mulighed.

Forslag: Lad os tage Frederiksens pil og vende den stik syd, indtil den peger mod os selv. Lad os begynde med et simpelt spørgsmål: Er vi altid dygtige nok til at give familierne den rigtige behandling inden en anbringelse?

"Nej" er mit (og mange andre fagpersoners) hurtige svar. For vi famler stadig meget rundt i blinde: Vi ved simpelthen ikke nok om, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Vi kan skabe indsatser, der lykkes
Jeg medgiver, at det kan være en kompleks opgave at vende minus til plus i familierne. Man må arbejde hårdt, smidigt og systematisk på at bryde mønstre, adfærd og strukturer, der ofte i årevis har fastholdt familien og dermed barnet i mistrivsel.

Mette Frederiksens "chancer" har typisk været flere "mindst indgribende indsatser" i et forsøg på at vende skuden. Indsatser, der efter tid ender med ikke at gøre en forskel for familierne – af mange årsager, ikke mindst ressourcemæssige.

Ofte vil den nødvendige indsats skulle bestå af en række omsiggribende intensive forløb, som kan involvere uvante opgaver og flere samarbejdspartnere for at lykkes.

Udgangspunktet må og skal være, at et ethvert menneske rummer mulighed for udvikling. Vi skal i højere grad se på forældrene som en dynamisk ressource, der kan udvikle sig. Fordi en mor har haft en depression, eller en far drikker, behøver det ikke være en permanent tilstand.