Knud Aarup: Fremtidens velfærdsstat skal tage kampen op med tre tværgående problemstillinger

Nu skal vi til valg igen og så taler alle partier pænt om "vores velfærdssamfund." Samtidig må vi konstatere, at det ikke fungerer særlig godt.

Det er dyrt, det er ineffektivt i forhold til dem, som har behov for samfundets støtte, og alt for mange offentligt ansatte er ophørt med at se andet formål med deres arbejde end deres egen beskæftigelse.

Sådan har det udviklet sig over de sidste 40 år, og ingen tør politisk åbne Pandoras æske og tale om velfærdssamfundets opløsning. Men det er der vi er.

Styrk indsatsen for børn og unge

Der kan skrives bøger om de mange problemer i velfærdssamfundet og der er unægtelig alvorlige problemer som dårlig indsats til mennesker med psykisk sygdom, generel ulighed i sundhed, børn som vokser op i fattigdom, manglende uddannelse af børn og unge, dårlig eller ingen hjælp til mennesker med funktionsnedsættelse, og så videre.

Men på tværs af alle de konkrete problemer, er der efter min mening nogle grundlæggende systemfejl, som der skal tages hånd om, hvis vi skal kunne se fremad mod et bedre, mere lige og mere trygt Danmark.

Det første handler om en for sen indsats fra samfundets side. 98-99 procent af alle børn og unge går i dagtilbud og skole. Her har vi fat i alle, og her begås de første alvorlige svigt.

Det viser sig på alle områder fra mangel på sproglig stimulering af Ali og hans ligesindede i dagtilbuddene til den systematiske mangel på specialpædagogisk støtte i folkeskolen.

Den "ude-fra"-kommende styring også ført til, at vi skal bruge rigtig mange fagprofessionelle til at drive velfærdssamfundet

Knud Aarup
Debattør og aktiv i civilsamfundet, fhv. direktør, Socialstyrelsen

Det viser sig også i en alt for sen anbringelse af børn med sociale problemer. Gennemsnitsalderen for første anbringelse ligger stadig efter puberteten omkring 12-14 år. Det viser sig også ved, at børn og unge, som debuterer med en psykisk sygdom, ikke kommer tilbage til folkeskole og ungdomsuddannelse.

Konsekvensen af den for sene indsats er, at de sociale problemer bliver større og mere komplekse og dermed meget vanskeligere af afhjælpe. Det viser sig eksempelvis i stigende hjemløshed – og jeg vil vædde med, at næste hjemløsetælling vil vise, at der er kommet flere og ikke mindst flere unge hjemløse under 25 år.

"Ude-fra" styring

Det andet tværgående problem er, at vi har opdraget de mange forskellige fagprofessionelle til at holde fokus på om de overholder de rigtige proceskrav og dokumenterer på den rette måde i det rette system.

Folketingets beslutninger og ministerielle krav har ført til en "ude-fra" styring af pædagogen, læreren, socialrådgiveren, og så videre. Det er min påstand, at det har flyttet den enkelte fagprofessionelles blik fra, hvad der faktisk kommer ud af deres arbejde, til om de kan sætte kryds i de rigtige systemrubrikker. Hjælper de faktisk dem, som har behov for hjælp? Eller bruger de deres tid på dem, som råber højest?

Rent samfundsmæssigt har den "ude-fra" kommende styring også ført til, at vi skal bruge rigtig mange fagprofessionelle til at drive velfærdssamfundet. Der har aldrig været flere mennesker ansat i den offentlige sektor, og vi kan hverken i dag eller i fremtiden rekruttere nok personale. Og så er vi tilbage til opløsningen af velfærdssamfundet.

Ansvarliggør lokal- og civilsamfund

Det tredje tværgående problem er mangel på ansvarliggørelse af det nære samfund og civilsamfundet.

Jeg skelner bevidst mellem på den ene side en ansvarliggørelse af det nære samfund og på den anden side ansvarliggørelse af civilsamfundet. Det, at lokalsamfundet skal støtte og tage ansvar, er vigtigt i alle de dele af det danske samfund, hvor der er økonomiske og menneskelige ressourcer til at hjælpe naboer og slægtninge, som har brug for støtte.

Børn, unge og voksne med psykiske, fysiske eller sociale problemer har ikke fået det bedre i det danske velfærdssamfund de sidste 40 år

Knud Aarup
Debattør og aktiv i civilsamfundet, fhv. direktør, Socialstyrelsen

Det er ansvaret for hinanden, der hvor vi lever, som er på spil. Netop det ansvar er desværre erstattet med velfærdssamfundets ”offentlige service” og den er der ikke i længden ressourcer til.

Men ikke alle områder i det danske samfund er båret af stærke økonomiske og menneskelige ressourcer, og her skal civilsamfundets organisationer udgøre den støtte, som naboer ikke magter.

Civilsamfundet kan bygge bro mellem en fagprofessionel indsats og det almindelige daglige liv i boligområderne. Det er der talrige aktuelle gode eksempler på. Selvfølgelig kan civilsamfundet også støtte grupper af mennesker med særlige udfordringer, som det for eksempel sker på hjemløseområdet.

Visionen mangler

Velfærdssamfundet er i opløsning og det er godt med aftaler om for eksempel psykiatrien. Men det stopper ikke opløsningen.

Det er nødvendigt at se mere grundlæggende på de tre konkrete tværgående problemområder, som jeg har nævnt. Det kræver en hel anderledes grundlæggende forandring og det fordrer en helt anderledes nytænkning af det danske samfund. Og først og fremmest kræver det nogen til at kæmpe for det.

Samfundet er stivnet og der er næsten ingen social mobilitet og i hvert fald ingen uddannelsesmæssig mobilitet

Knud Aarup
Debattør og aktiv i civilsamfundet, fhv. direktør, Socialstyrelsen

Her er jeg nødt til at appellere til de danske politikere. I er alle enige om at velfærdssamfundet er noget af det bedste, vi har. Alle politiske partier anpriser det som fantastisk og markedsfører Danmark i det store udland for en helt særlig dansk samfundsmodel.

Men se i øjnene at det er et fatamorgana, som I taler om. Børn, unge og voksne med psykiske, fysiske eller sociale problemer har ikke fået det bedre i det danske velfærdssamfund de sidste 40 år.

Samfundet er stivnet og der er næsten ingen social mobilitet og i hvert fald ingen uddannelsesmæssig mobilitet. Og den nuværende opløsning vil blot fører til større og større problemer og et usikkert og utrygt Danmark. Tiden med lette løsninger og symbolpolitik er for længst forpasset.

Så hvem tør åbne ballet og komme med nye svar. Jeg savner partier eller enkelpolitikere, som tør tænke længere end fra meningsmåling til meningsmåling og på samme måde som tidligere statsminister Jens Otto Krag i 1945 tør skrive "Fremtidens Danmark".