Debat

Sand: Hjemløse skal have reel politisk magt og indflydelse

DEBAT: I kampen mod hjemløshed er der enighed om, at inddragelse er vigtigt. Men i realiteten er systemet et skindemokrati, der ikke tager udsatte borgere alvorligt. Der er brug for både en system- og kulturforandring, skriver Ask Svejstrup.

Vi har brug for en kulturforandring i måden, vi ser på udsatte borgere på, skriver Ask Svejstrup. 
Vi har brug for en kulturforandring i måden, vi ser på udsatte borgere på, skriver Ask Svejstrup.  Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i Sand - De hjemløses landsorganisation

Nu er vi godt inde i debatten om, hvilke skridt Danmark bør tage i kampen mod hjemløshed. Der er kommet mange gode bud og mange forskellige perspektiver. Flest på et strukturelt niveau og et organisatorisk niveau.

Dette indlægs perspektiv er den hjemløses - individets. Ikke overraskende, da jeg får min løn af en brugerorganisation for hjemløse. Jeg vil dog håbe på, at hjemløseperspektivet træder endnu mere tydeligt frem, end det plejer. I dag skal det dreje sig om noget så fundamentalt som inddragelse.

Vant til et ”nej”  
Sand – De hjemløses landsorganisation blev født som et barn af et folkeligt krav blandt hjemløse og et politisk ønske om større brugerinddragelse.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Det var tilbage i 90’erne undfangelsen fandt sted, men først i 2001 så Sand dagens lys. Nu er Sand efterhånden blevet voksen, men ser nok stadig sig selv som en teenager, som ingen rigtig forstår. Især når vi siger, at vi selv vil bestemme over vores eget liv. Vi hjemløse – hvis jeg må tage mig den frihed – ved jo, hvor skoen trykker, så vi burde også tages mere med på råd frem for bare at blive fejet af med et, ”du skal bare gøre, som der bliver sagt”.

For sådan føles det mange gange, når man som hjemløs kontakter myndighederne. Man får et ”nej”, men ikke nødvendigvis nogen begrundelse for hvorfor, eller hvad man så skal gøre. I systemsprog vil man sige, at kommunen ikke lever op til sin vejledningspligt, og hvis ”nej’et” var en afgørelse, og man dermed ikke bliver oplyst om sine klagemuligheder, er det en grov tilsidesættelse af den hjemløses rettigheder.

Faktum er, at hverken på det individuelle eller på det kollektive niveau inddrages hjemløse i relevante beslutningsprocesser.

Ask Svejstrup, Sekretariatsleder, Sand - De Hjemløses Landsorganisation

I hjemløsemiljøet spilder man ofte ikke ord på det, men trækker blot på skuldrene. Man er vant til at få et ”nej”. Til trods for fine ord i lovgivningen, om at borgeren skal inddrages mest muligt i egen sag, og fine ord om vejledningsforpligtelse, føles det snarere som undtagelsen end som reglen, at det efterleves.

Et skindemokrati
På det mere kollektive plan er der også et lovfæstet ønske om, at hjemløse skal have indflydelse. Det er for eksempel hensigten, at herberger og forsorgshjem skal lave beboerråd eller på anden måde sikre beboernes indflydelse på beslutninger, der vedrører deres dagligdag, men mange steder sker det ikke.

Undskyldningerne - eller forklaringerne, om man vil - er mange.

Faktum er, at hverken på det individuelle eller på det kollektive niveau inddrages hjemløse i relevante beslutningsprocesser.

Men vi har da kommunale udsatteråd, hvor hjemløse har fået plads, og to regionale og et nationalt. Det må da batte noget?

Også her er tendensen, at det er et skindemokrati. For de kommunale udsatteråds vedkommende hører jeg stadig flere hjemløse sige, at de bare bliver bedt om at blåstemple allerede vedtagne politiske beslutninger. Nogle gange er det også bare input, politikerne vil have, men deres handlinger afspejler ikke de ønsker og behov, hjemløse giver udtryk for.

Læs også

To afgørende forandringer
Myndighedernes ønske om at få brugerne involveret er oprigtigt og godt. Men hvis løsninger virkelig skal rykke noget, skal de også fødes blandt dem, som skal bruge dem. I praksis sker det alt for sjældent, at man giver hjemløse og andre udsatte mulighed for at deltage. Grunden er enkel, man griber det forkert an eller systemets inerti – hvis man skal bruge systemsprog – forhindrer det.

Hvis man ønsker forandring fra bunden og for bunden, skal der tænkes stort og nyt.

Vi har set nogle tendenser, der giver håb. Det sociale frikort og dets videre gang på jorden er et af dem. Det viser, at man fra politisk side godt ved, at der er en gruppe borgere, som det etablerede arbejdsmarked ikke kan opsuge.

Vores beskæftigelsespolitik og tilhørende sanktionsværktøjer har spillet fallit. Alle ved det, men der er for meget ”det skal altid kunne betale sig at arbejde”-ideologinonsens, der forhindrer os i at sætte de gode kræfter – som alle har et eller andet sted – i spil.

På samme vis forhindrer ideologiske principper politikerne i at afskaffe de fattigdomsskabende ydelser og kontanthjælpsloftet. Arbejdsløse skal vide, at de er mindre værd end dem, der arbejder. Der er et spinkelt håb om, at covid-19-fyringerne kan ændre denne opfattelse.

Pointen er, at der er to meget nødvendige forandringer, der skal til, for at vi for alvor kan gøre noget ved hjemløsesituationen.

Det ene er en radikal kulturændring i måden, vi ser på udsatte borgere på. Frem for at udskamme dem - for nu at bruge en floskel – skal vi favne dem.

Den anden er, at vi skal give hjemløse en reel mulighed for at deltage i vigtige beslutningsprocesser. Og nej, det er ikke nok bare at give lidt håndører til foreninger som Sand. Der skal mere til.

Der skal afgives magt, og der skal tænkes meget mere om, hvad der skal til for at gøre det muligt for hjemløse at deltage på lige fod med andre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ask Svejstrup

Sekretariatsleder, Sand (De hjemløses Landsorgnisation)
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2001)