Kraka: Køreplan for afskaffelse af hjemløshed er klar

DEBAT: Krakas køreplan for afskaffelse af hjemløshed vil være en seriøs måde for samfundet at leve op til forpligtelsen om at tage os af hinanden, og ikke mindst af de unge mennesker, der befinder sig i en udmattende livskrise i hjemløshed, skriver Jens Hauch og Tina Birkkjær Nikolajsen.

Af Jens Hauch og Tina Birkkjær Nikolajsen
Hhv. vicedirektør og kommunikationsansvarlig i Kraka

Antallet af mennesker berørt af hjemløshed er stigende. 

Ved den seneste kortlægning i 2019 var tallet 6431, hvilket er 19 procent flere end i 2009.

En stor andel af stigningen er sket blandt unge, og det er altså en trist begyndelse på voksenlivet at bekymre sig om, hvor man skal finde ly for natten, og om man har et bord at spise sine måltider ved.

I Danmark har vi forpligtet os til at tage os af hinanden på tværs af generationer, geografi, medfødte privilegier og sociale ståsteder.

Udgangspunktet for rapporten ‘Sådan stopper vi hjemløshed’, udarbejdet af Kraka i samarbejde med Hjem til Alle-alliancen, var netop at finde ud af, hvordan vi bedst hjælper mennesker ud af hjemløshed. 

Desværre har Poul Struve Nielsen, ansvarshavende redaktør for Hus Forbi, opfattet rapporten som et forslag til at spare milliarder. 

I et debatindlæg fra 1. december har han forskellige kritikpunkter til rapportens anbefalinger, som vi herunder kaster opklarende lys på.

Stor gevinst ved bedre livssituation
Lad os slå fast, at rapporten ikke er udarbejdet for at finde besparelser. 

Krakas rapport viser ganske vist, at afskaffelse af hjemløshed med en national Housing First-strategi kan spare de offentlige kasser for i alt to milliarder kroner frem mod 2030.

Men pointen er, at en omlægning af initiativerne på hjemløseområdet ikke vil føre til nye udgifter samlet set, som ofte er tilfældet, når man vil gøre en ekstra indsats. Tværtimod.

Hovedbesparelsen ligger i nedlagte herbergpladser. En dyr løsning, der kan afvikles i takt med, at behovet forsvinder, så ingen mennesker skal stilles ringere end i dag. Derudover er der besparelser i mindre omfang. 

For eksempel udgifter til sundhed, herunder psykiatrisk behandling, som ifølge Poul Struve Nielsen risikerer at blive tvunget mere i knæ af besparelserne. 

Igen vil vi holde fast i, at besparelserne er nogle, der kan blive realiseret, når hjemløse menneskers livssituation forbedrer sig. 

Det vil sige en kontant gevinst oven i de åbenlyse menneskelige og ikke et mål i sig selv, men forskningen tyder på, at bedre livssituation medvirker til at lette presset en smule på blandt andet psykiatrien.

Overskud til ekstra indsatser
Ja, der er usikkerhed om den præcise størrelse på udgifter og besparelser: Nogle skal have mere intensiv støtte, og for nogle er egen bolig ikke det rigtige, og alternative boformer bør udforskes. 

Til gengæld kan andre klare sig med mindre. Uanset hvad, er der overskud i regnestykket til ekstra indsatser for en stor gruppe, og vi kan endda have undervurderet de positive effekter.

Besparelsen fjerner sådan set blot en barriere for at yde en national indsats, der reelt hjælper mennesker, for med et stramt offentligt budget er det betydeligt lettere politisk at blive enige, når det ikke kræver ekstra offentlig finansiering.

Når Poul Struve Nielsen mener, at Krakas rapport er en videreførelse af nuværende strategi, er det ikke rigtigt. 

Konkret har vi opstillet en køreplan i tre faser, der viser vejen til at afskaffe langtidshjemløshed på ti år – en køreplan, der netop gør op med den nuværende fejlslagne indsats.

Kom i gang 2020-2021
En strategi på nationalt plan kan eliminere risikoen for kassetænkning for kommuner, regioner og staten. 

Indsatsen kræver nemlig i høj grad samarbejde, og en uheldig incitamentsstruktur vil have modsat effekt, hvilket nok er blandt årsagerne til, at flere års gode viljer blandt politikere stadig ikke har ført til færre hjemløse i Danmark.

Et fælles nationalt ansvar for at komme til at lykkes involverer en boligplan for at skaffe 1300 boligtilbud om året i hele perioden. 

Planen aftales mellem kommuner, BL, Landsbyggefonden og staten, og den indebærer både nybyggede boliger og anvisning af eksisterende boliger. 

Desuden er det nødvendigt, at kommunerne etablerer en fælles struktur for social støtte, og at de enkelte kommuner uddanner personale, der kan løfte de individuelle støtteindsatser.

I arbejdstøjet 2022-2026, derefter i mål
I næste fase bør de involverede have opmærksomhed på at justere for eksempel boligtilbud efter behov for eventuelt skæve boliger. 

Da risikoen for kassetænkning allerede bør være udvisket i fase et, er der ikke noget til hinder for, at administrative enheder i forvaltninger, boligforeninger og støttepersoner samarbejder. 

Strategien og konkret udmøntning evalueres og tilpasses, mens behovet for herbergpladser vil blive mindre, og antallet kan gradvist reduceres under hensyn til, at ingen stilles ringere end i dag.

Sidste fase indebærer fortsat nye boliger og støtte til cirka 1.300 mennesker årligt, og selvom vi siger afskaffelse af langtidshjemløshed i 2030, betyder det ikke, at indsatsen slutter her. 

Men efter ti år er der et solidt erfarings- og vidensgrundlag at fintænke den fremtidige indsats på og konstant komme tættere på at hjælpe med det rigtige tilbud på rette tid.

Forfølgelsen af denne køreplan vil være en seriøs måde for samfundet at leve op til forpligtelsen om at tage os af hinanden, og ikke mindst af de unge mennesker, der befinder sig i en udmattende livskrise i hjemløshed.

Forrige artikel KL: Herberger skal forbeholdes borgere med akut behov KL: Herberger skal forbeholdes borgere med akut behov Næste artikel Overlæge: Covid-19 peger på systemisk ulighed for hjemløse og misbrugere Overlæge: Covid-19 peger på systemisk ulighed for hjemløse og misbrugere