Socialrådgiver: Penge frem for ny enhed kan løse retssikkerhedsproblemet

Af Bettina Post
Socialrådgiver

I foråret 2011 deltog jeg i afslutningsdebatten på KL’s Kommunalpolitiske Topmøde, som havde overskriften "Forventningskløften – borgerne og de barske realiteter".

Debatten kredsede om et opgør med borgernes ”krævementalitet” efter, at finanskrisen havde sendt kommunernes økonomi i knæ.

Mit bidrag var, at der næppe var én eneste i kongeriget, som ikke havde forstået, at kassen var tom, og jeg opfordrede derfor til, at kommunerne hellere skulle bruge krudtet på at gøre noget ved den ”tillidskløft”, som grønthøsterbesparelserne på det specialiserede socialområde allerede dengang havde ført med sig. 

Sjældent har jeg været mere ked af at få ret.

Situationen her knap ti år efter er, at tilliden til, at der leveres en korrekt og retfærdig sagsbehandling i kommunerne, nu er så lille, at der breder sig et krav om at flytte hele området til en central enhed uden finansieringsansvar. 

Retssikkerhedsproblemerne på socialområdet handler ikke om placeringen af opgaven. De handler først og fremmest om finansieringen.

Bettina Post
Socialrådgiver

Det skal være slut med økonomifokus. Slut med endeløse sagsbehandlingstider. Og slut med fodslæbende, inkompetente sagsbehandlere som ikke kender selv de mest elementære retsregler. 

Ny enhed gør ikke indsatser gratis
Med sådan en enhed vil alle omsider få lige nøjagtig det, de efter en konkret og individuel vurdering har ret til og ovenikøbet i en vis fart. 

Det lyder helt fantastisk. Jeg mangler bare at få beskrevet, hvordan det skal foregå. 

Det står ikke til diskussion, at udgifterne til dette sagsområde er både enorme og ustyrlige. Det skyldes blandt andet nogle fælles, forpligtende indkøbsaftaler, som fastholder et helt absurd prisniveau på alt, hvad der kan sættes handicap- foran. 

Det bidrager kraftigt til at gøre det til en bekostelig affære at kompensere for nedsat funktionsevne, uanset hvad der skal til. 

Og som om det ikke var nok, så sker der det, hvis de kommunale udskrivninger overstiger det budgetterede, at staten står klar med klækkelige bøder, som gør det hele endnu dyrere. For at forebygge sådan en øretæve, skal sagsbehandlingen de fleste steder indeholde forslag til alternative og billigere løsninger end det, der ud fra en socialfaglig vurdering er brug for. 

Også selvom alle ved, at det næppe dækker behovet. Det er både omstændeligt og utilfredsstillende for alle parter. Derfor er det virkelig fristende at tilslutte sig ideen om en bevilgende enhed, som slet ikke skal tænke på pengene. 

Men det bliver indsatserne jo ikke gratis af. Og hvis man kunne lave en central enhed med frit slag i bolledejen, så kunne man vel starte med at give den frihed til kommunerne og se, hvad der så ville ske?

Specialisering har spillet fallit
Dernæst har den specialisering, som fulgte med kommunalreformen, spillet inderligt fallit, fordi den sender mennesker med behov for støtte efter flere forskellige lovgivninger rundt og rundt i et uoverskueligt kommunalt system af sagsbehandlere, som ikke har blik for den sammenhæng, de indgår i. 

Det går hårdt ud over opfyldelsen af vejledningspligten, fordi specialisterne nok kender alle hjørner af deres eget område, men ved for lidt om, hvad der ellers findes af støttemuligheder. 

Pligten til at tilrettelægge en helhedsorienteret indsats er af samme årsager helt umulig at opfylde efter, at det hele blev delt op i små specialer. 

Nu har ny lovgivning omsider givet mere sammenhængende indsatser ben at gå på rigtig i mange kommuner. 

Jeg har svært ved at se, at en ny specialisering på en anden matrikel vil være andet end et kæmpe skridt baglæns i forhold til at sikre både overholdelsen af vejledningspligten og den strengt nødvendige og højt efterspurgte sammenhæng i indsatserne.

For det tredje er hele dette vigtige fagområde blevet talt så langt ned under gulvbrædderne så længe, at de socialrådgivere, området har så hårdt brug for, hellere vil brække en arm på langs end at tage opgaven på sig. 

Og hvis de alligevel går i fælden, flygter de efter kort tid andre steder hen, hvor de kan bruge deres faglighed til at gøre en positiv forskel i stedet for at drukne i enorme sagsbunker og daglige tæsk over, at de hverken er dygtige nok, hurtige nok eller omsorgsfulde nok overfor de borgere, som er så afhængige af deres sagsbehandling. 

Problemet er finansieringen
Hvad skal få de dedikerede socialrådgivere med styr på både støttemuligheder og retsgarantier til at strømme til sådan en ny enhed, hvor der er en tilhørende risiko for igen at havne på bunden af kæmpe, presserende sagsbunker?

Der er ingen tvivl om, at noget må gøres, da situationen er uholdbar. Men retssikkerhedsproblemerne på socialområdet handler ikke om placeringen af opgaven. De handler først og fremmest om finansieringen. 

Det er i mine øjne derfor et helt skævt vildskud at gå efter at flytte, isolere og ikke mindst centralisere den specialiserede sociale indsats.