Justitia: Godtgørelse og borgerrådgivere skal styrke retssikkerheden

DEBAT: Der skal konkrete initiativer til, hvis vi vil forbedre retssikkerheden i kommunerne. Der bør derfor ved lov gennemføres en særlig godtgørelsesordning, og så skal langt flere have adgang til en borgerrådgiver, skriver Birgitte Arent Eiriksson.

Af Birgitte Arent Eiriksson
Vicedirektør i Justitia

Retssikkerheden på det socialretlige område er meget udfordret. 

Det er alle efterhånden enige om, lige fra borgersammenslutninger og interesseorganisationer til den ansvarlige minister, Astrid Krag.

Også Justitia har af flere omgange gjort opmærksom på den manglende retssikkerhed i kommunerne. Det skete for eksempel i forbindelse med den såkaldte ”svømmepigesag”, som Justitia sammen med Advokatsamfundet fik indbragt for domstolene. 

Her havde en kommune fjernet en handicappet piges ledsagerhjælp i forbindelse med, at hun blev 18 år. 

Klageprocessen havde taget ekstra lang tid, fordi kommunen i første omgang nægtede at efterkomme Ankestyrelsens ændring af deres afgørelse. Det betød, at familien led et langvarigt velfærdstab, mens kommunen i samme periode sparede penge. 

Hverken byretten eller landsretten fandt, at den gældende lovgivning gav mulighed for at pålægge kommunen at udbetale en økonomisk godtgørelse til pigen for ulovlig sagsbehandling, og nu afventer sagen sin endelige afgørelse i Højesteret.

Regelforenkling er nødvendigt
Selv KL er nu kommet på banen. Ulrik Wilbek (V), borgmester i Viborg og formand for KL's socialudvalg, har i et indlæg her i Altinget erklæret, at "vi har et problem", når omfanget af Ankestyrelsens omgørelser indenfor serviceloven er så højt.

Wilbeks indlæg er interessant, fordi han faktisk er en af de personer, som både har ansvar og mulighed for at gøre noget ved problemerne. 

Ikke bare er han selv borgmester i en kommune med en generel høj omgørelsesprocent (34 procent i 2019), han er også formand for netop det udvalg i KL, hvor man ifølge Wilbek vil “sætte retssikkerhed i toppen af vores politiske dagsorden”.

Wilbek foreslår tre tiltag: at kommunerne bliver bedre til at inddrage borgerne, at kompetencerne hos de ansatte på socialområdet styrkes, og at reglerne forenkles.

Jeg er helt enig i, at en regelforenkling er påkrævet. Ifølge Justitias analyse "Regel kompleksitet på det socialretlige område" fra april 2020 er netop serviceloven, som Wilbek nævner, én af de love, der er meget omfattende og ofte bliver ændret. 

I perioden januar 2007 til juni 2019 blev loven ændret ikke mindre end 97 gange. Det vil sige flere ændringer hvert år, faktisk helt op til 13 gange på et enkelt år.

Samtidig står servicelovens 257 paragraffer ikke alene. Reglerne er uddybet i 72 bekendtgørelser, 55 skrivelser, 13 cirkulæreskrivelser og 30 vejledninger, som også indeholder et hav af regler, der ofte ændres.

Det samme gør sig gældende for flere andre love på det socialretlige område, for eksempel beskæftigelsesindsatsloven, almenboligloven og aktivloven.

Indfør særlig godtgørelsesordning
Regelkompleksiteten truer borgernes retssikkerhed på flere måder. 

Borgerne får sværere ved at gennemskue deres retsstilling, og der opstår større risiko for mangelfuld rådgivning af borgerne, flere fejl i sagsbehandlingen og flere forkerte afgørelser.

Wilbeks forslag om mere borgerinddragelse og styrkelse af de ansattes kompetencer er i og for sig også gode nok, men de er også lidt luftige og minder om noget, som vi har hørt før. 

Der er behov for mere konkrete initiativer og omgående handling.

Jeg anbefaler, at der ved lov gennemføres en særlig godtgørelsesordning, som Justitia og Advokatsamfundet tidligere har foreslået. 

Ordningen indebærer, at Ankestyrelsen af egen drift i forbindelse med en klagesag eller efter anmodning fra en borger kan pålægge en kommune at betale en godtgørelse på mellem 10.000 og 50.000 kroner til en borger, hvis kommunen ved en grov tilsidesættelse af sine pligter efter serviceloven påfører borgeren et ikke uvæsentligt velfærdstab.

Ordningen kan være med til at stoppe kommunernes til tider grænsesøgende afgørelsespolitik og skærpe kommunernes fokus på sagsbehandlingens kvalitet i sager, der vedrører nogle af samfundets mest sårbare grupper. 

Samtidig vil administrationen af ordningen være nærmest udgiftsneutral, da den vil indgå i det nuværende administrative system.

Borgerrådgiverordning
Min anden anbefaling handler om borgerrådgiverordningen, som Justitia udgav en analyse om i oktober 2020. 

En borgerrådgiver er en slags kommunal ombudsmand, som kan hjælpe borgerne med at “tale kommunalt”, rette henvendelse de rigtige steder, forstå afgørelserne og også hjælpe med at klage, hvis det er nødvendigt. 

De kan ikke selv træffe afgørelser, men de kan skabe dialog og skubbe på. Samtidig fører de tilsyn med kommunen, underviser sagsbehandlerne og kan tage sager op af egen drift.

Som sådan er en borgerrådgiver med en vending fra Johan Busse, borgerrådgiver i København: "olien i maskinen, der får kommunen til at fungere".

Det er ærgerligt, at Wilbek ikke nævner denne mulighed i sit indlæg. Det kan måske skyldes, at Viborg Kommune har nedskaleret sin borgerrådgiverfunktion, der for nogle år siden blev erstattet med en "borgervejleder", der nok kan vejlede borgerne, men hverken kan føre tilsyn eller udtale kritik overfor kommunen. 

I mellemtiden er omgørelsesprocenten røget voldsomt i vejret.

Heller ikke social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har indtil videre omfavnet borgerrådgiverne. 

I et udvalgssvar 3. november skriver Krag, at hun mener, at det er bedst, hvis ordningen indføres frivilligt i kommunerne. Det kan hun selvfølgelig have ret i, men måske er vi ved at være hinsides det punkt, hvor vi kan vente på, at kommunerne selv tager tilstrækkeligt initiativ.

En alarmerende situation
Både Wilbek og socialminister Astrid Krag burde lytte til formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, der i et andet indlæg i Altinget siger, at vi skal sørge for, at "der er en borgerrådgiver i alle kommuner."

Lige nu er der borgerrådgivere i under halvdelen, og det er ofte de kommuner med mest ondt i retssikkerheden, der fravælger en borgerrådgiver.

Naturligvis er borgerrådgivere ikke en patentløsning for alle kommuner. Det sociale område er og bliver komplekst, og der vil altid ske fejl. 

Men den nuværende situation er alarmerende, og borgerrådgivere er på sin vis et utraditionelt bud på en løsning, da der er tale om et meget simpelt greb over for et meget komplekst problem, helt uden store hensigtserklæringer om borgerinddragelse, kompetenceforbedringer eller flere penge. 

Det er måske derfor, at de virker.

Forrige artikel Joannahuset: Større fokus på børns rettigheder krænker ikke menneskerettigheder Joannahuset: Større fokus på børns rettigheder krænker ikke menneskerettigheder Næste artikel SF: Et handicap forsvinder ikke, fordi man fylder 18 SF: Et handicap forsvinder ikke, fordi man fylder 18