Videnscenter: Anbragte børn skal have mere støtte i hverdagen

DEBAT: Vi skal supplere anbringelser i plejefamilie med virksomme indsatser, der har dokumenterbare effekter. Ellers bliver problemerne løst med her-og-nu-løsninger, skriver Sofie Danneskiold-Samsøe fra Nationalt Videncenter om Anbragte Børn og Unge.

Af Sofie Danneskiold-Samsøe
Projektleder, Nationalt Videncenter om Anbragte Børn og Unge

Det er naturligvis vigtigt, at vilkårene for børn anbragt i familiepleje er i orden – at der er ”ordentlige forhold”, som Thomas Vorre, formand for Plejefamiliernes Landsforening, skriver i Altinget. At barnets plejeforældre er kompetente og motiverede. At lærere og pædagoger er opmærksomme og dygtige. Og at de organisatoriske rammer er tydelige og stabile.

Det er alt sammen forudsætninger for, at børnene trives og udvikler sig under anbringelsen i en plejefamilie, sådan som flere politikere, plejeforældre, fagfolk og forskere peger på.

Men det er ikke de eneste forudsætninger. Det lange seje træk hver dag i plejefamilien er helt afgørende for, at børnene bliver set, hørt og forstået og er dermed en forudsætning for, at de får den rette støtte i hverdagen.

Hvordan skaber man med andre ord en hverdag, børnene og familierne kan trives i? Man kan ikke forvente, at anbringelsen i sig selv vil være tilstrækkelig til at hjælpe børn på fode, der er tvunget i knæ af en hård start på livet. Der må mere til.

Nationalt Videnscenter om Udsatte Børn og Unge (NUBU) er derfor gået i gang med at afdække relevante indsatser til at støtte børnenes trivsel i projektet ”Mig og min plejefamilie – en hånd til bedre trivsel”, som gennemføres i samarbejde med blandt andet TrygFonden.

NUBU samler viden på tværs af landets professionshøjskoler, afdækker forskning på området og erfaringer fra praksis for at finde løsninger, der kan fungere i plejefamiliernes hverdag.

Anbringelsen i sig selv er ofte ikke tilstrækkelig
Selvom mange anbragte børn og unge trives, er der betydelige variationer. Flere undersøgelser viser, at op mod halvdelen af alle anbragte børn har trivselsproblemer i en sådan grad, at de ligger uden for normalområdet.

De har hyppige symptomer på psykiske og sociale problemer, adfærdsvanskeligheder, emotionelle problemer, hyperaktivitet, problemer med kammerater og problemer med prosocial adfærd. Børn med komplekse problemer, som før blev anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder, anbringes i dag i familiepleje. Det gør blot plejefamiliers opgave endnu større.

Plejeforældrene er de nærmeste vidner, når børnene ikke trives. Det er dem, der ser, når børnene ikke får nogen venner, når temperamentet løber af med dem, og når de ikke magter at leve op til skolens forventninger og krav. Og det er dem, der som børnenes primære omsorgsgivere har til opgave at støtte dem i at komme til at trives.

Men det er mange plejefamiliers erfaring, at almindelig omsorg ikke er nok. Det er også deres erfaring, at de i hverdagen står meget alene med at den svære opgave, det er at give deres plejebørn et godt afsæt i livet – uanset om barnets trivsel er inden for normalområdet eller ej.

”Vi skal hver gang selv afdække, hvad de døjer med,” som en plejemor siger. Plejeforældre er sammen med børnene hver dag og følger dem derfor tæt. Alligevel er det ikke altid nemt at vide, hvordan de bedst kan støtte børnene, når problemerne trænger sig på.

”Vi har egentlig viden om, hvorfor de gør, som de gør, og hvad der er galt med dem. Vi ved godt, hvorfor de går i vrang. Men omsætningen – hvad skal vi gøre ved det?” spørger en plejemor.

Til trods for tilbud om kursusdage, supervision og efteruddannelse samt besøg af kommunale fagfolk som familieplejekonsulent og barnets sagsbehandler er der typisk ingen til at give faglig rådgivning i det øjeblik, det brænder på, og gode råd er dyre.

Her er relevante uddannelses- og træningsforløb vigtige, som flere nye initiativer lægger op til. Men plejefamilier peger også på et behov for konkrete redskaber til at løse akutte og specifikke trivselsproblemer.

Anbringelsen bør suppleres med virksomme indsatser
I projektet ”Mig og min plejefamilie – en hånd til bedre trivsel” er det vigtigt, at indsatserne skal kunne fungere og passe ind i en travl hverdag, for plejefamiliers hverdag er fyldt op med mange aftaler og gøremål.

Foreløbig har projektet vist, at plejeforældre faktisk søger råd og viden om, hvordan de kan gribe trivselsproblemer an og prøver sig frem med det, de finder, for behovet er påtrængende. Det betyder, at plejefamilierne vælger indsatser efter de forhåndenværende søms princip: Hvad kan hjælpe her og nu?

Men det er naturligvis afgørende for resultatet af indsatserne, at de er afprøvede og har vist sig virksomme. For hvis børnene skal trives bedre i plejefamilien, skal indsatserne ikke alene være brugbare, de skal også matche problemerne og have en dokumenteret positiv effekt.

Derfor må anbringelse i plejefamilie suppleres med virksomme indsatser til plejeforældre.

Forrige artikel LA: Hensynet til plejebørns biologiske forældre vejer for tungt LA: Hensynet til plejebørns biologiske forældre vejer for tungt Næste artikel Selveje Danmark: Hvilket socialområde er det egentlig, vi ønsker? Selveje Danmark: Hvilket socialområde er det egentlig, vi ønsker?