Vive: Vores tilgang til hjemløshed skal være langt mere systematisk

Af Lars Benjaminsen
Seniorforsker, VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

I Danmark er vi gode til at forstå hjemløshed som et socialt problem. Nemlig som en konsekvens af individuelle sårbarheder som psykiske lidelser og misbrugsproblemer, der har ledt til brud på de sociale bånd med en social marginalisering til følge.

Til gengæld er vi ikke helt så gode til at se, at også strukturelle faktorer kan være med til at øge risikoen for, at socialt udsatte borgere kommer ud i hjemløshed.

For en indsats, hvor man også kigger på de strukturelle rammer og på hvilke løsninger og indsatser, der tilbydes til borgere i hjemløshed, er en afgørende faktor.

I Danmark er indsatsen mod hjemløshed primært bygget op om akuttilbud i form af herberger, væresteder og lignende. Disse tilbud gør et stort arbejde med at tilbyde hjælp og omsorg til mennesker, der er faldet igennem det sociale sikkerhedsnet. 

Til gengæld kniber det med at etablere langvarige bolig- og støtteløsninger til borgere i hjemløshed, der kan hjælpe dem ud af de akutte og midlertidige tilbud.

En generel udfordring er, at hjemløshedsindsatsen i vid udstrækning er afkoblet den generelle boligpolitik. Der er et stort potentiale i at få fokus på boligdelen.

Lars Benjaminsen
Seniorforsker, VIVE

Bolig- og støtteløsninger
Der har længe været talt om Housing First i Danmark. 

Housing First går netop ud på at tilbyde borgere i hjemløshed en egentlig boligløsning og samtidig give den sociale støtte, der skal til, for at borgeren kan fungere i hverdagen i boligen og lokalsamfundet.

Evalueringer på området viser generelt, at flere centrale forudsætninger skal være opfyldt for i praksis at kunne tilbyde borgerne en bolig- og støtteløsning. Den systematik, der skal til for at tilvejebringe disse basale elementer i Housing First-tilgangen, boligløsningerne og den sociale støtte, er imidlertid ofte utilstrækkelig.

For det første skal der i en kommune være systematiske procedurer for at skaffe boligerne. Det kan for eksempel være gennem en kommunal boligtildeling baseret på reglerne om kommunal boliganvisning i almenboligloven. 

Det kan også ske ved en tilsvarende samarbejdsaftale mellem kommunen og boligorganisationerne om at stille boliger til rådighed for indsatsen.

I nogle af landets største byer er der set gode eksempler på, at et målrettet samarbejde om at skaffe boliger til borgere i hjemløshed kan lade sig gøre, hvis man vil. 

I den sammenhæng kan det dog undre, at mange af landets kommuner på papiret i snart mange år har arbejdet med Housing First, men at en del af disse kommuner stort set ikke eller kun i meget begrænset grad benytter den kommunale boliganvisning til at skaffe boliger til borgere i hjemløshed.

Behov for intensiv og fleksibel social støtte
Boligerne skal selvfølgelig også findes. 

Særligt i hovedstadsområdet betyder den massive mangel på betalelige boliger, at kommunerne ikke kan skaffe boliger nok til indsatsen, selvom kommunerne i det storkøbenhavnske område som oftest benytter anvisningsreglerne fuldt ud.

En generel udfordring er, at hjemløshedsindsatsen i vid udstrækning er afkoblet den generelle boligpolitik. Der er et stort potentiale i at få fokus på boligdelen. Hvor der er mangel på boliger, kan der bygges flere små boliger. 

Hvor der snarere er mangel på kommunale beslutninger om at skaffe boliger til borgere i hjemløshed, kan man benytte nogle flere af de boliger, man allerede har.

Ud fra Housing First-tilgangen bør der gives en intensiv og fleksibel støtte, som tager udgangspunkt i borgerens aktuelle støttebehov.

En stram visitationspraksis og manglende kapacitet til at give en mere intensiv støtte spænder ofte ben for at kunne give en tilstrækkelig støtte i praksis, hvis det lykkes at skaffe en bolig til borgeren.

Orden på organisatoriske snubletråde
Det forudsætter en systematisk praksis at give en intensiv og fleksibel social støtte. 

Hvis borgere i hjemløshed kommer ud i egen bolig, er det i mange kommuner kun den almindelige bostøtte efter servicelovens § 85, der er tilgængelig. 

Ofte er denne støtte for ufleksibel i forhold til udsatte borgeres behov. Der er ofte en striks afgrænsning af, hvad borgeren må og ikke må få hjælp til. Og lukker borgeren få gange ikke op for bostøtten, afsluttes den igen. Her er der behov for i højere grad at benytte specialiserede støtteindsatser til borgere i hjemløshed, der kommer i egen bolig. 

I en del kommuner benyttes sådanne indsatser slet ikke på området, og i andre kommuner er der ikke en tilstrækkelig kapacitet i disse indsatser til at dække behovet.

Organiseringen skal støtte op om indsatsen, hvis det skal lykkes at skabe mere langvarige bolig- og støtteløsninger. 

Det handler blandt andet om at få taget hånd om en række organisatoriske snubletråde som for eksempel procedurer omkring bevilling af indskudslån og samspillet på tværs af kommunale forvaltningsenheder, for eksempel mellem den sociale udførerdel, myndighed, ydelse og jobcenter.

Vi skal se de blinde vinkler
Snubletrådene skal reddes ud, hvis det skal lykkes at skabe helhed og sammenhæng i indsatsen for borgeren. 

Selvom der er gode eksempler i flere kommuner på, at det kan lykkes, er der stadig et stort potentiale for forbedring. Særligt i forhold til at få alle de centrale forudsætninger til at spille sammen – boligdelen, støttedelen og den samlede organisering af indsatsen på tværs.

Hvis vi skal afhjælpe hjemløsheden, bliver vi nødt til at blive bedre til at se de blinde vinkler i indsatsen og manglen på systematik i at tilvejebringe de basale elementer i en bolig- og støtteløsning, der stadig alt for ofte er en kendsgerning i praksis. 

Vi bliver nødt til at løfte os fra kun at se på de individuelle sårbarheder og den akutte hjemløshed til også at arbejde struktureret og systematisk på at tilvejebringe muligheder for, at borgere kan komme ud af hjemløsheden gennem varige bolig- og støtteløsninger.