Bliv abonnent
Annonce
Om  
Louise Sofia Madsen

1,5 million til forskning i grønne omgivelser og rehabilitering

4. juni 2018 kl. 11.42

Louise Sofia Madsen har siden 2016 arbejdet for at gøre hendes forskningsprojekt til virkelighed. Det arbejde har nu båret frugt, da hun har modtaget 1,5 millioner kroner til at undersøge, hvilke muligheder, udfordringer og fordele der kan være ved at flytte rehabilitering ud i grønne omgivelser.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse. 

"Vi kan se, at flere med nedsat funktionsevne oplever begrænsninger i deres hverdagsliv, som kan betyde, de ekskluderes fra sociale fælleskaber. Ved at flytte rehabiliteringen udenfor i det offentlige rum, er vi langt tættere på de situationer og udfordringer, som de her borgere støder på i dagligdagen," fortæller Louise Sofia Madsen og fortsætter:

"Det er ikke kun funktionsevnen, som skal flytte sig. Også de sociale relationer og kontakten til nærmiljøet skal flytte sig, og det kræver, at vi har de rette rammer, så alle borgere med eller uden nedsat funktionsevne får et sted, hvor det er naturligt at mødes."

Et stipendium fra Health ved Aarhus Universitet og støtte fra "Folkesundhed i Midten" under Region Midtjylland har gjort projektet muligt. 

Forskningsprojektet er et led i etableringen af rehabiliteringsparken SPARK (Sundhed, Park, Aktiviteter, Rehabilitering og Klimatilpasning), som er blevet til i et samarbejde mellem MarselisborgCentret, Aarhus Kommune, Defactum, Region Midtjylland, Aarhus Vand, Realdania og A.P. Møller Fonden. Etableringen af parken påbegyndes i 2018.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026