Debat

FOA: Ny sundhedsreform skal give os mod til at gøre forskel på patienterne

Coronavirus har afsløret vores sundhedsvæsens værste svagheder. Derfor er det regeringens og Folketingets opgave at sætte uligheden på dagsordenen, så snart den sidste vaccinesprøjte er hamret i armen. De, som har det sværest, skal fremover have en ekstra hånd, skriver sektorformand Torben Klitmøller Hollmann.

Den største opgave efter corona er at udvikle et sundhedsvæsen, hvor vi tør gøre forskel på patienterne, skriver Torben Klitmøller Hansen.
Den største opgave efter corona er at udvikle et sundhedsvæsen, hvor vi tør gøre forskel på patienterne, skriver Torben Klitmøller Hansen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Torben Klitmøller Hollmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når vi i løbet af foråret og sommeren forhåbentlig har lagt det værste af covid-19 bag os, er den store uomgængelige opgave for sundhedspolitikerne, og alle os andre, der arbejder for et bedre sundhedsvæsen for os alle, at sætte ind mod den omfattende og stigende ulighed i sundheden i Danmark.

Mens den første bølge af coronavirus blev introduceret til os af glade skiturister hjemme fra ferie i Østrig, blev byrden af epidemien båret af social udsatte, svage ældre og danskere med jobs, der forudsætter tæt og ofte menneskelig kontakt, og boliger, hvor man bor tæt. Her ofte danskere med anden etnisk baggrund.

På den måde har coronavirus været afslørende. Nogle har kaldt den en fremkaldervæske. Det er nok meget præcist.

Mens den første bølge af corona blev introduceret til os af glade skiturister hjemme fra ferie i Østrig, blev byrden af epidemien båret af social udsatte og svage ældre.

Torben Klitmøller Hollmann
Sektorformand, FOA

Sundhedsreform skal fokusere på ulighed
Corona har afsløret vores sundhedsvæsens værste svagheder. Derfor er det regering og folketingets opgave at sætte uligheden på dagsordenen, så snart den sidste vaccinesprøjte er hamret i armen.

Bekæmpelse af ulighed skal være det bærende element i den kommende sundhedsreform. For mange kommer for lidt hos deres egen læge, for mange får ikke det fulde udbytte ud af behandlingerne, og alt for mange kommer slet ikke i behandling.

Derfor er det vigtigt, at sundhedspolitikerne prøver at finde hullerne i det nære sundhedsvæsen i samarbejde med kommunerne. Det kommunale sundhedsvæsen skal medtænkes i forebyggelse, opfølgning og færdigbehandling.

Der er en hjemmepleje og sygepleje, der kan hjælpe og støtte de, som har det sværest og endnu ikke har kontakt til det kommunale sundhedssystem. De kan måske færdiggøre en behandling blot ved enkelte besøge af en social- og sundhedshjælper eller en social- og sundhedsassistent.

Der hvor uligheden er størst, og der hvor tilgængelighed er en barriere, skal sundhedstilbuddet tættere på borgerne. Eksempelvis i sundhedshuse eller med opsøgende indsatser, som vi har set under corona.

Tilgængelighed er afgørende. Derfor bliver det også spændende at se, om Region Sjælland har en større succes med deres vaccinestrategi, hvor der ikke må være mere end 20 minutter til det nærmeste vaccinationscenter.

Patienter skal forskelsbehandles
Måske skal vi kopiere den succes, det har været, når vi satte ind i et boligområde med test samt massiv information om smitte og sundhed. Vi ved, hvor det står sløjt til med sundhed til daglig, så hvorfor ikke gøre noget ekstra der også efter corona?

Hospitalerne ser isoleret på sygdommen, men fremover skal vi løfte blikket og se på livet omkring sygdommen.

Torben Klitmøller Hollmann
Sektorformand, FOA

Den tilgængelighed skal også gælde i vores sundhedsvæsen fremover. Alt for mange får god behandling på vores hospitaler, mens opfølgningen halter.

Hospitalerne ser isoleret på sygdommen, men fremover skal vi løfte blikket og se på livet omkring sygdommen. For mange bliver overladt til sig selv, når såret er syet sammen.

Der er stor forskel på, om du er i arbejde med god løn og et godt netværk, eller om du kæmper med arbejdsløshed, tvangsauktion af hus og intet netværk. Det kan være vanvittig uoverskueligt at transportere sig en time for at få taget blodprøver, få genoptræning eller en lægesamtale.

Det skal vi have lavet om på. Sundheden skal tættere på borgeren. Derfor skal politikerne også gå fra garantier og firkantede rettigheder til at se på det enkelte menneske, lytte til fagligheden og lade den råde.

For nogle er to dages indlæggelse det rigtige, men for dem, der har det sværest, kan der være behov for fem dage. Det kan man ikke sætte ind i et skema.

Den største opgave efter corona er at udvikle et sundhedsvæsen, hvor vi tør gøre forskel på patienterne. En positiv forskel, hvor dem, der har det sværest, får en ekstra hånd, så alle får det bedste ud af indsatsen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00