Bliv abonnent
Annonce
Om  
Nicolai Juul Birkbak

Kræftcelle-forsker modtager pris af Kræftens Bekæmpelse

29. maj 2019 kl. 14.56

Den 39-årige lektor Nicolai Juul Birkbak arbejder med at analysere genetiske ændringer fra kræftceller og prøver fra patienter. Han har herigennem vist, at de genetiske ændringer, der fører til udviklingen af kræft, følger bestemte mønstre.

Nu har han vundet Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris for sin forskning. Det oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Formand for bedømmelsesudvalget professor Claus Nerlov begrunder valget af Nicolai Juul Birkbak således:

”Nicolai har ydet et væsentligt bidrag til forståelsen af forskellene på kræftcellerne hos den enkelte patient og den indflydelse, det har på valg af behandling. Dette arbejde har været fokuseret på nogle af de kræftformer, der er sværest at behandle: lunge-, æggestok- og hjernekræft.”

Derudover lægger han vægt på, at Nicolai Juul Birkbak har undervist på prestigefyldte universiteter og har offentliggjort sin forskning i nogle de bedste tidsskrifter.

”Jo mere viden vi har om kræftcellerne, jo bedre muligheder vil vi i fremtiden have for at give bedre behandlinger mod en lang række kræftsygdomme. Det håber jeg, mit arbejde kan bidrage til,” udtaler Nicolai Juul Birkbak til Kræftens Bekæmpelse.

Nicolai Juul Birkbak er adjunkt ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og ansat ved Molekylær Medicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Med prisen følger 100.000 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026