Kræftens Bekæmpelse: Tilbyd lindrende behandling som alternativ til udsigtsløs livsforlængende behandling

Overbehandler svækkede patienter
Så når Altinget i denne temadebat stiller spørgsmålet, om vi overbehandler svækkede og døende patienter, så er mit svar, at ja, det gør man.

Men hovedproblemet er, at man ikke tidligere og i meget større udstrækning tilbyder lindrende behandling og pleje. Vi behandler ikke svækkede og døende mennesker i det omfang, som vi kan, og som vi bør. 

Alternativet til livreddende og livsforlængende behandling er nemlig ikke: Ingen behandling. Alternativet er et reelt tilbud om behandling og anden indsats, der lindrer fysiske, psykiske og eksistentielle udfordringer på vej mod livets afslutning.

Tilbuddet skal baseres en systematisk klarlægning af patientens og familiens behov, hvor patienterne og familierne bliver hørt og inddraget.

Handler om etik fremfor økonomi
Ofte hører jeg spørgsmålet, om man skal fortsætte en dyr kræftbehandling, hvis der ikke er udsigt til, at den vil forlænge patientens liv. 

Jeg ved ikke, om kræftbehandlinger altid er dyrere end den rette tværfaglige lindring. Men at en kræftbehandling måske er billigere end en plads på et hospice eller hjælp fra et lindrende team, er jo ikke et argument for at fortsætte med en voldsom og belastende behandling, hvis den er udsigtsløs.

For mig handler det ikke om økonomi. Det handler om etik. Det handler om patientens og familiens ønsker. Sundhedspersonalet skal nemlig sikre, at patienterne og deres familier virkelig bliver inddraget og hørt i forbindelse med beslutningerne om behandling.

Mange patienter ønsker faktisk en mere skånsom behandling eller en lindrende behandling, hvis alternativet er en mere eller mindre udsigtsløs behandling med mange bivirkninger.

Kan ikke altid tilbyde nødvendig lindring
Men det kræver, at sundhedspersonalet med sikkerhed kan tilbyde patienten og familierne den lindring, der er nødvendig, hvad enten det sker i den kommunale hjemmepleje i samarbejde med den praktiserende læge eller kræver tværfaglig højt specialiseret behandling og indsats.

Det kan hospitalerne ikke med sikkerhed tilbyde i dag. De ved, at alternativet for alt for mange patienter reelt er ingenting.

Derfor må regioner og kommuner nu gå sammen og garantere en sømløs og gradvis overgang mellem kræftbehandling og lindrende indsats. Det vil lette de svære samtaler.

Men det er ikke tilstrækkeligt. Jeg tænker, at det også handler om at afsætte tid og skabe tryghed hos læger og sygeplejersker, så de alle kan gennemføre den slags vanskelige samtaler.

Kræver skoling i svær samtale
Det kræver dels skoling i den svære samtale og uddannelse i fælles beslutningstagen med patienter og familier om balancen mellem behandlinger, livslængde og livskvalitet. 

Læger og sygeplejersker kan bidrage med deres viden og erfaring om mulige virkninger og bivirkninger af kræftbehandlingerne og mulige eksperimentelle behandlinger. De kan bidrage med viden om den brede pallette af lindrende tiltag, som også kan få en livsforlængende effekt.

Og patienten og familierne kan bidrage med deres ønsker og forventninger til livet og livskvaliteten. For mange vil målet være livskvalitet frem for livslængde. For mange vil der være grænser for, hvad man vil byde sig selv og sin familie for at holde fast i livet.

Beslutningen falder ikke nødvendigvis efter en enkelt samtale. Det kan godt være, at patienten og familien har brug for at tale med en præst, en imam, en rabbiner eller en psykolog. Og det må vores højt effektiviserede sundhedsvæsen indstille sig på at rumme.

Området har udviklet sig
Der er sket så utroligt meget på området, siden jeg for 40 år siden begyndte som kræftsygeplejerske på Finseninstituttet.

Dengang forstod man lindring og palliation som den søde sygeplejerske, der sad ved dødslejet og holdt den døende i hånden.

I dag ved vi så meget mere om, hvordan vi kan lindre smerter og hjælpe mennesker af med angst og gennem eksistentiel krise.

Vi har fået hospicer, lindrende afdelinger og udgående teams. Vi har fået fokus på behovet for uddannelse. Vi har fået mulighed for at tage plejeorlov og få tilskud til terminale patienter. Vi ved, hvordan vi sikrer mennesker en ordentlig og anstændig afslutning på livet.

Og netop derfor er det så bedrøveligt, at vi fortsat lader alt, alt for mange mennesker i stikken. I Kræftens Bekæmpelse har vi som mål, at ingen skal stå alene med kræft. På samme måde vil jeg sige, at ingen – uanset sygdom – skal gå i døden uden ordentlig hjælp.