Michael B. Klitgaard: Velfærdsloven er himmelsk harpemusik med mislyde

KOMMENTAR: Selvom regeringens planlagte velfærdslov kan forene kort- og langsigtede politiske hensyn, kan loven give de latente stridigheder mellem stat, kommuner og regioner endnu en dimension, skriver Michael B. Klitgaard.

I politik gælder den næsten ufravigelige regel, at kortsigtede hensyn og langsigtede planer er svært forenelige.

Langsigtede politiske løsninger lader sig lettest realisere som tekniske og administrative reguleringer, og det er der hverken popularitet eller vælgere i på den korte bane.

Det er der til gengæld i velfærd og offentlig service, og det kan få selv politikerstandens hårdeste nysere til at lægge langsigtede og økonomisk visionære planer ned i skuffen.

Indimellem tilbyder der sig så alligevel en mulighed for at forlene kort- og langsigtede interesser, og Socialdemokratiets plan om at gennemføre en velfærdslov er en gylden en af slagsen.

Velfærdsloven blev lanceret i foråret 2019 som et af partiets slagnumre op til det folketingsvalg, der blev afholdt på Grundlovsdag. Efterfølgende er planen skrevet ind i regeringens lovprogram for 2019 og 2020.

Formålet med velfærdsloven er at løse problemet med det såkaldte demografiske træk. Det skal lovfæstes, at velfærdsbevillingerne automatisk følger med, når der bliver flere børn og ældre, som skal passes, plejes og undervises. 

En velfærdslov er et stærkt nummer på den korte vælgerpolitiske bane. Når danskerne bliver spurgt, hvorvidt de foretrækker skattelettelser eller mere velfærd, er der massiv opbakning til velfærden.

Og når de yderligere bliver spurgt om, hvilke områder i velfærdsstaten de gerne vil prioritere yderligere, så er det lige præcis de områder, som er følsomme overfor ændringer i demografien: Pasning og undervisning af børnene, pleje og omsorg for de ældre samt naturligvis sundhedsvæsenet.

For socialdemokraterne er den samtidige langsigtede gevinst, at en velfærdslov indhegner partiets ambitioner for en velfærdsstat, der leverer den beskyttelse mod alverdens risici, som borgerne møder på deres vej gennem livet.

Den klassiske socialdemokratiske kalkule er, at hvis borgerne over en bred kam kan forsynes med incitamenter til at støtte op om konstruktionen, er der en god sandsynlighed for, at de samtidig deponerer deres politiske stemme hos det parti, som i egen selvforståelse har førstefødselsretten til at definere rammerne for velfærdsstatens fortsatte udvikling.

En yderligere langsigtet bonus er, at man måske kan slippe for år efter år at skulle forhandle eventuelle velfærdsløft med politikere, som fordelingspolitisk er placeret lidt længere ude til højre, men samtidig plejer at agere solide partnere i brede forlig om finansloven.

Samlet set må det derfor have lydt som himmelsk harpemusik i ørerne på de socialdemokratiske toppolitikere, da en snu partistrateg begyndte at udrede perspektivet i at afpolitisere partiets grundlæggende projekt for i stedet at gøre det til en lovfæstet rettesnor for alle.     

Men de rutinerede iblandt dem har nok også tænkt, at det næsten lyder for godt til at være sandt, og så er vi fremme ved en anden politisk grundregel: Når nogen gør netop dét, er det ofte for godt til at være sandt.

Der er i hvert fald et par oplagte muligheder for mislyde i harpemusikken og grund til skepsis i forhold til lovens evne til at virke med samme enkel- og træfsikkerhed, som den er formuleret i valgoplæg og lovprogram.

Vi kender ganske vist ikke velfærdslovens udformning og forvaltning, men baseret på det, som vi kender, er der en god chance for, at den kan give de latente stridigheder mellem stat, kommuner og regioner endnu en dimension.

For hvem skal sikre lovens efterlevelse, og hvorfra skal de ekstra ressourcer komme, når der bliver flere børn og behandlingskrævende ældre? Vil finansministeren lade staten finansiere de merudgifter, der følger af det demografiske træk, eller vil ministeren sige, at lov er lov, og lov skal holdes indenfor de rammer, som kommunerne og regionerne er givet, og at det i øvrigt skal ske indenfor også budgetlovens rammer?

Vi må formode, at finansministeren har tænkt det igennem og faktisk nok foretrækker en konflikt under ordnede forhold i forhandlingslokalerne med de kommunale organisationer, snarere end at begive sig ud i åben gadekamp med vælgerne.

I princippet om velfærdsloven ligger nemlig også den mulighed, at der skal gennemføres besparelser og nedskæringer. Demografien ændrer sig og sætter velfærdsøkonomien under pres, men på forskellig vis i danske kommuner.

Nogle kommuner er begunstiget af vækst i børnetallet og tilflytning af skattebetalende borgere med solidt fodfæste på arbejdsmarkedet. Andre er fraflytningskommuner med faldende børnetal og hjemsted for borgere, hvis tilknytning til arbejdsmarkedet er svagere.

Taget for pålydende vil velfærdsloven betyde, at sidstnævnte kommune skal spare, mens førstnævnte skal have flere ressourcer. Det kunne nogen finde på at kalde en omvendt Robin Hood og lægge sten i vejen for at gøre noget ved den regionale ulighed i et land, der ifølge Socialdemokratiet er for lille til store forskelle.

Men vil mislyden i sidste ende så faktisk overdøve harpemusikken? Meget afhænger af disciplinen, hvormed regeringen insisterer på at gennemføre velfærdsloven og stå fast på dens principper.

Et af lovens formål, har vi hørt, er at binde Venstre til den velfærdspolitiske mast. Men hvor fast vil regeringen selv lade sig binde? Sidste gang, hvor en regering eksperimenterede med en lignende beslutningsregel, var dengang, hvor Anders Fogh Rasmussen forpligtede alle på skattestoppet.

Det var ikke noget problem at overholde skattestoppet i perioden fra begyndelsen af 00'erne, hvor konjunkturerne buldrede derudad, og de offentlige indtægter fossede indad. Det kunne lade sig gøre at få både mere velfærd og lavere skatter.

Til gengæld var det svært at navigere i skyggen af skattestoppet under finanskrisen, som vel gjorde en ende på dette stykke politik. Det var en politisk ordfører med praktiske erfaringer inde på livet, der talte, da Sophie Løhde (V) tilbage i oktober spurgte, om en velfærdslov betyder, at vi ikke må justere finanspolitikken, hvis vi atter rammes af økonomisk krise?

Endelig tyder erfaringerne fra andre områder på, at en velfærdslov næppe gennemføres og efterleves med så streng disciplin, at regeringen vil fraskrive sig muligheden for at sætte den ud af kraft, hvis det måtte findes opportunt.

Omprioriteringsbidraget fra uddannelsesinstitutionerne er netop blevet sløjfet. Ingen ville stå på mål for bidraget op til junivalget. Og hvad angår velfærdsloven, er det ikke svært at forestille sig, at den dag, hvor regeringen atter skal møde vælgerne, samtidig med at det demografiske træk pålægger økonomisk trængte fraflytningskommuner at skære ned, vil regeringen erklære sig parat til at række disse kommuner en både hjælpende og kompenserende hånd.

Den kortsigtede politik, vil kynikerne sige, trumfer til syvende og sidst den langsigtede.

-----

Michael Baggesen Klitgaard (født 1971) er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Michael B. Klitgaard: KL er klar til at hapse hospitalerne Michael B. Klitgaard: KL er klar til at hapse hospitalerne Næste artikel Harun Demirtas: Det er vigtigt at tage kampen op mod uddannelsessnobberiet Harun Demirtas: Det er vigtigt at tage kampen op mod uddannelsessnobberiet
Danske politikere får pladser i nye EU-udvalg

Danske politikere får pladser i nye EU-udvalg

FOKUS: Fem danske EU-parlamentarikere får plads i fem nye underudvalg, der skal have fokus på kræft, kunstig intelligens, skattesnyd og desinformation. Få overblik over de nye danske udvalgsmedlemmer.