Michael B. Klitgaard: KL er klar til at hapse hospitalerne

KOMMENTAR: Med nyt udspil til en sundhedsreform viser KL, at kommunerne står på spring til at overtage væsentlige opgaver i sundhedsvæsenet. Den nuværende regionale model er ellers et fagligt fornuftigt system, men saglige hensyn har det svært over for stærke politiske interesser.   

Danske Regioner og organisationens forkvinde, Stephanie Lose, fra Venstre, går ud af 2019 og ind i 2020 i godt humør.

Ganske vist er den nyligt indgåede finanslovsaftale for 2020 uden Løkke-regimets rutinemæssige milliardindsprøjtning til sygehusene, men der skal mere end en halvsløj finanslov til at ødelægge den gode julestemning for Lohse og regionsrådsformændene.

Det begyndte med VLAK-regeringens spektakulære fald efter valget i juni. Med i faldet tog den nemlig en storstilet sundhedsplan fra januar, som én gang for alle skulle gøre det af med det regionale forvaltningsled i Danmark. Dernæst lavede Danske Regioner i september en økonomiaftale med den nye regering.

Ud over at lægge rammerne på plads for sygehusenes økonomi det næste år, fastslår aftalen regionernes ansvar som sundhedsvæsenets driftsherre. Ja, den indeholder sågar formuleringer om en stærkere rolle til regionerne på andre områder. Nuvel, både formuleringer og områder er til den beskedne side, men retningen er rigtig for regionerne, og som noget nyt holdes Lohse & co. ikke kniven for struben.

De kan tillade sig at puste ud og finder sikkert ro ved, at partierne til højre for midten ikke umiddelbart ser ud til at kunne samles i et regeringsdueligt alternativ. Og når det sker, bliver det næppe med regionernes endeligt som en altoverskyggende hovedprioritet. Men Danske Regioner gør også klogt i at holde kampformen ved lige.

Kommunerne er nemlig ikke til sinds at glemme muligheden for at få fingre i og indflydelse på de gigantiske opgaver og budgetter, der knytter sig til sundhedsvæsenet. Det må være den rigtige konklusion at drage af det forslag, KL præsenterede den forgange måned under den ildevarslende titel "En reform af sundhedsvæsenet haster".

Ifølge KL er sundhedsvæsenet under pres af demografien. Fremtidens sundhedspolitik kræver derfor samarbejde på tværs, mener KL, og et styrket sundhedsvæsen i de nære lokalmiljøer. Den nuværende struktur giver angiveligt ikke tilstrækkelig sammenhæng for borgerne, og KL anbefaler en model med politiske samarbejder omkring akutsygehusene i konstruktioner bestående af borgmestre og regionsrådsformanden.

I bund og grund er det den tidligere regerings faldne forslag om kommunale sundhedsfællesskaber, KL har smidt på bordet. Forslaget er præsenteret på fire sider, og medtænker vi størrelsen på den opgave, kommunerne erklærer sig parate til at overtage, kunne detaljerne godt være bedre forklaret. I det lys giver det nok mest mening at opfatte forslaget som kommunernes forsøg på at holde gryden i kog, indtil der en dag måtte komme en regering, som vil være trækkrog for kommunernes dagsorden.    

Når KL fremfører nærhedsargumentet i debatten om den offentlige sektors indretning, så er konklusionen med usvigelig sikkerhed, at kommunerne skal styrkes. Nærhedsargumentet har stærke demokratiske appeller, men fungerer også som et politisk slagvåben. Koordinering og samarbejde på tværs mellem regioner og kommuner lyder heller ikke som noget, nogen kan være imod.

Opgaveløsning i stive silo-organisationer angives jo hyppigt som den offentlige sektors store problem. Men det er også her, Danske Regioner skal være ekstra vågne. KL præsenterer ingen præcise idéer for beslutningsproceduren i samarbejdet med regionerne, men lægger vi til grund, som det er skik og brug i demokratiske organer, at der ved uenighed tyes til afstemning, så bliver det ikke let for nationens fem regionsformænd at holde skansen over for 98 borgmestre.  

KL's politiske interesse er oplagt og helt legitim. Sagligt set er det bare mindre oplagt, at det bedste svar på sundhedspresset er øget kommunalisering. Få områder i velfærdssamfundet er sværere at styre, og presset forårsages ikke kun af demografiske ændringer, men også konstant forbedrede behandlingsmetoder, nye behov og øget efterspørgsel.

Befolkningen mener over en bred kam, at der skal flere ressourcer til området. Sektoren er umættelig, og derfor er det en stor politisk bedrift af Danske Regioner, at de over en årrække har formået at øge produktiviteten inden for balancerede økonomiske rammer.

Et regionalt styret sundhedsvæsen er ikke hele forklaringen på den bedrift, men nok en vigtig del af forklaringen. En af de svære sundhedspolitiske udfordringer er at skabe lige adgang til god behandling for alle landets borgere, samtidig med at driften er effektiv. Løsningen på den udfordring tilsiger ikke, at kommunerne skal spille en stor rolle, fordi det, groft sagt, øger risikoen for sognerådspolitik.

Det er dyrt at opretholde fuldt beredskab af høj kvalitet i yderområderne, hvortil læger og sygeplejersker nødig flytter. Og hvilken dansk borgmester i en mellemstor kommune går mon i spidsen for at lukke det lokale sygehus af hensyn til helheden? Et værn mod sognerådspolitikken er at trække hele molevitten ind under statens brede vinger.

Den konstruktion indebærer bare en samtidig risiko for, at sagsbehandlingen foretages fra folketingets talerstol, hvor sundhedsministeren bombarderes med alskens konkrete problemer og føler sig fristet til at løse dem alle med øgede bevillinger til stort og småt.

En regional forvaltning er meget mindre påvirkelig af lokale særinteresser. Den har større kapacitet til at træffe upopulære beslutninger såsom nedlæggelse af lokale sygehuse, som på lang sigt vurderes at være bedst for helheden. Samtidig giver den nationale sundhedspolitikere mulighed for at koncentrere sig om at formulere overordnede mål og rammer for sygehusene. Nok kan de ikke altid nære sig og blander sig gennem budgetprocessen gerne i, hvilke behandlingsområder der særligt skal tilgodeses.

Ikke desto mindre er den overordnede erfaring, at fagligt og økonomisk er den nuværende regionale model et fortrinligt bud på en hensigtsmæssig indretning af sundhedsvæsenet. Det er slet ikke umuligt, at andre indretninger kan gøre det mindst ligeså godt eller måske bedre. Vi ved bare ikke, om det er tilfældet.

Alligevel er der usikkerhed knyttet til spørgsmålet om, hvorvidt vi fastholder den nuværende model i fremtiden. Dels fordi den altså kan komme i fare under et andet politisk flertal end det nuværende. Dels fordi der som oftest er en tendens til at overvurdere betydningen af både klogskab og gode erfaringer i politik, når tunge interesser er på spil.  

-----

Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Forrige artikel Jes Søgaard: Medicinalindustriens prispolitik gør patienter og deres familier utrygge Jes Søgaard: Medicinalindustriens prispolitik gør patienter og deres familier utrygge Næste artikel Michael B. Klitgaard: Velfærdsloven er himmelsk harpemusik med mislyde Michael B. Klitgaard: Velfærdsloven er himmelsk harpemusik med mislyde
Danske politikere får pladser i nye EU-udvalg

Danske politikere får pladser i nye EU-udvalg

FOKUS: Fem danske EU-parlamentarikere får plads i fem nye underudvalg, der skal have fokus på kræft, kunstig intelligens, skattesnyd og desinformation. Få overblik over de nye danske udvalgsmedlemmer.