Staten skylder at give mig handicap-SU

I velfærdssamfundet har vi en række indbyggede ekstra ydelser: Børnepenge, hvis du har børn, kørselsfradrag, hvis du bor langt væk fra dit arbejde, og boligstøtte, hvis økonomien er trang.

Instanser, der har til formål, at kompensere for ekstra udgifter i hverdagen, som menes at kunne være en begrænsning for den enkeltes samlede velstand og dermed også for udviklingen i samfundet.

Det er denne her del, der er vigtig at forstå, når jeg lige om lidt fortæller dig, at jeg synes, statskassen skylder en omgang.

Vi giver nemlig ikke kun ekstra tilskud til børnefamiliernes indkøb af vinterstøvler eller en ældrecheck til at dække elregningen, fordi vi synes, det er synd for bestemte udsatte grupper.

Nej, vi gør det, fordi forbrug er en grundsten i vores økonomi, og dét, at den enkelte borger har ressourcer til at komme igennem hverdagen uden voldsomme økonomiske bekymringer, repræsenterer en værdi i sig selv.

Det er ikke billigere for mig at købe immundæmpende medicin eller forebyggende antibiotika, bare fordi jeg går i gymnasiet.

Marie Holt Hermansen

For det er forskellen på, om man har råd til at spise sundt eller ej. Om man har råd til at sende sine børn på lejrtur med håndboldholdet og lade dem tage del i den dannelse, vi ved, skaber robuste mennesker.

Så udover, at en stærk privatøkonomi hos den enkelte borger holder gang i samfundets store økonomi-hjul, giver den os også det sjælelige overskud, vi bryster os så meget af i Skandinavien.

Altså giver vi tillæg, fordi det har en funktion, der tjener et større formål end blot at lette økonomien for den enkelte.

Derfor forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor handicap-SU’en er forbeholdt unge, der går på videregående uddannelser. Det er ikke billigere for mig at købe immundæmpende medicin eller forebyggende antibiotika, bare fordi jeg går i gymnasiet.

Damen på apoteket kigger ikke på mig og siger: "Gud, du går inde på Katedralskolen, så du behøver slet ikke betale," ligesom kassedamen i Rema ikke siger til min mor, at proteindrikken koster mindre, fordi hun køber den til sin knoglemarvstransplanterede datter, der ikke har indtaget rigtig føde i flere dage, fordi der endnu engang er infektion i hendes tarm.

Udgifterne forbundet med et sygdomsforløb er altså præcis det samme, om du bor hjemme, om du er 19 år eller 23 år. Alligevel er vilkårene forskellige.

Hvis jeg var ung og knoglemarvstransplanteret på en universitetsuddannelse, ville min SU være forhøjet, fordi vi som samfund anerkender, at det er udgiftstungt at have en sygdom, der nedsætter din funktion.

Både fordi ens forbrug er anderledes, men også fordi det er sværere at passe et fritidsjob og udfordrende at tage en uddannelse, når man har mindre overskud, men flere opgaver i hverdagen.

Konsekvenserne af den manglende støtte, skal man ikke lede langt efter. En stor andel af unge med funktionsnedsættelser ender nemlig med at må opgive tanken om uddannelse, fordi barriererne bliver for store og støtten for lille.

Det ved vi, fordi det er 21 procent af alle unge med mindst én funktionsnedsættelse, der ikke er i gang med en ungdomsuddannelse efter to år og tre måneder. Over dobbelt så mange end for gruppen af unge uden funktionsnedsættelser.

Faktum er, at sygdom koster det samme, om du går på en ungdomsuddannelse eller om du er videre i uddannelsessystemet.

Marie Holt Hermansen

Nogle vil måske mene, at det spiller en rolle, om man er hjemmeboende eller ej. Og det er da korrekt. Jeg ville ikke kunne passe en uddannelse, hvis ikke jeg har hjemmeboende – der ville jeg have for travlt med at overleve.

Min mor dækker de udgifter, min SU ikke rækker til, ja. Men det ændrer ikke på, at det samlede overskud i hverdagen bliver mindre.

De penge, som min mor bruger på at betale for min sygdom, er penge hun som enlig mor for mig og mine søskende ikke kan bruge på at vælge økologisk eller på at betale for en fritidsaktivitet. Fravalg, der i sidste ende også bliver dyrere for samfundet.

Faktum er, at sygdom koster det samme, om du går på en ungdomsuddannelse, eller om du er videre i uddannelsessystemet. Og formålet med handicap-SU’en er lige relevant.

Ekstra ydelser handler om at give alle lige mulighed for at opnå velstand og bidrage til vores samfund.

Når vi skelner imellem, hvilke uddannelser der giver adgang til handicap-SU, afskærer vi imidlertid en hel gruppe af syge unge mennesker fra muligheden for at leve et ungdomsliv og gennemføre dén ungdomsuddannelse, der gør, at de kommer videre systemet, og i sidste ende kan bidrage til det store fællesskab.