Debat

Skejby uden stordriftsfordele

Koncentrat af lederen "Imperiebyggerne" i Dagens Medicin nr.12.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Stort er ikke nødvendigvis godt. Det ved de fleste. Ikke desto mindre har politikere og administratorer i en menneskealder lagt sygehuse sammen. På bare 20 år er antallet af sygehuse mere end halveret. Processen, der ud fra en gennemsnitsbetragtning har fordoblet sygehusenes størrelse, er langtfra tilendebragt. Snart gennemfører Århus det mest konsekvente imperiebyggeri i danmarks-historien: skabelsen af megahospitalet i Skejby. Skejby-projektet er så stort, at det giver Rigshospitalet, Odense og alle andre sygehuse herhjemme baghjul – og det er måske også hensigten.

De, der står bag Skejbyprojektet eller andre sygehussammenlægninger, får noget at tænke over, når de læser en ny rapport fra DSI Institut for Sundhedsvæsen.

Instituttet har studeret danske og udenlandske erfaringer med at sammenlægge sygehuse, og rapporten viser, at de store sygehuse er uproduktive i forhold til de mindre sygehuse. Mest produktive er de mellemstore sygehuse med 200-400 sengepladser.

(...) Store sygehuse er vanskelige at overskue. Derfor bliver arbejdet fastlagt i rutiner, som var det busdrift. Der bliver flaskehalse og samspilsproblemer mellem afdelingerne. Derimod er store hospitaler smartest for politikerne. Dér bliver tingene nemmere at overskue og kontrollere. (...)

Det ville være løgn at påstå, at sygehusejerne og sektorens administratorer har været blinde for denne udvikling. Der udfoldes faktisk store anstrengelser i Odense og på Rigshospitalet for at dele tingene op i endog meget selvstændigt arbejdende enheder. Projektet i Skejby er endnu stærkere opdelt. Men den konsekvens, ofte brutalitet, som erhvervslivet tager i anvendelse for at nå ind til virksomhedens kernekompetence, er ukendt i sundhedssektoren. Her vil man stadig lave det hele.

Rapporten viser, at det betaler sig at samle de mest specialiserede behandlinger på de store hospitaler, f.eks. hjerte- og kræftkirurgi. Her – og ifølge rapporten kun dér – kan de store hospitaler udvikle deres spidskompetencer.

Men den tankegang fører jo ikke til store prestigeprojekter, der kan sætte naboregionerne til vægs.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00